Information om billetter til Pokalsemifinalen mod Brøndby
14/04 2016 16:52
Da Brøndby endnu ikke har været i stand til at printe og dermed levere det aftalte antal billetter til returkampen i DBU Pokalens semifinale onsdag den 20. april, kl. 20.00 på Brøndby Stadion, er vi desværre ikke klar til at sætte gang i salget af billetterne til kampen, som vi havde planlagt i morgen fredag. Dette indbefatter desværre også de billetter, som sæsonkortholdere med flest opsparede loyalitetspoint har forkøbsret på i morgen i Fanshoppen.
Vi har den seneste uge været i dialog med de billetansvarlige i Brøndby og flere løsningsforslag har været bragt i spil, herunder, at vi selv skulle printe billetter til kampen. Det har vi nu vurderet, og af sikkerhedsmæssige hensyn ønsker vi ikke at varetage ansvaret for at udstede billetter til Brøndby Stadion.
Vi melder noget ud på FCK.DK og til sæsonkortholdere via mail, så snart vi ved noget mere.