Ingen spillere i karantæne på søndag

Ingen spillere i karantæne på søndag

VIGTIG (STATISTISK) VIDEN
F.C. København har ikke tabt i de seneste 15 Superligakampe – altså både ude og hjemme – og der er nu kun seks kampe op til Superligarekorden på 21 kampe i træk uden nederlag, en rekord der deles af F.C. København og Brøndby IF.

Dame N’Doye er med syv mål, den spiller der har scoret flest mål i de indbyrdes Superligakampe mellem F.C. København og OB.

Der er scoret syv selvmål i Superligakampene mellem F.C. København og OB. Fire af dem er lavet af F.C. København, og de uheldige spillere har været Michael ’Mio’ Nielsen, Michael Gravgaard, Johan Wiland og Mathias ’Zanka’ Jørgensen. Hos OB har Torben Sangild, Daniel Høegh og Lasse Nielsen lavet selvmål.

Der er ikke blevet udvist nogle spillere i en Superligakamp mellem F.C. København og OB i de seneste 10 år.

Der er dog faldet 10 røde kort i Superligakampene mellem F.C. København og OB, alle 10 udvisninger har været til OB-spillere.

F.C. København er blevet tildelt 10 ud af 13 straffespark i Superligakampene mellem F.C. København og OB. F.C. København har scoret på syv af de 10 forsøg, mens OB har scoret på alle deres tre forsøg.

DATOEN  23. OKTOBER
F.C. København har spillet to Superligakampe på datoen 23. oktober.

Den første var i 1994, hvor F.C. København vandt med 2-0 over AaB. Lars Højer Nielsen scorede til 1-0 midt i 1. halvleg og i 2. halvleg kom Højer igen på måltavlen, denne gang på straffespark.

F.C. København anden Superligakamp på datoen 23. oktober var i 2000 på udebane mod FC Midtjylland. Her sørgede Mogens Laursen for en midtjysk 2-0 føring, men F.C. København kom flot igen. Først reducerede Ståle Solbakken til 1-2 direkte på frispark, og 12 minutter før tid udlignede Harald Brattbakk til 2-2, og det på trods af, at Thomas Rytter var blevet udvist to minutter forinden.


OM DOMMERNE
Dommer: Jakob Kehlet
Linjedommere: Henrik Larsen og Heine Sørensen  
Mållinjedommere: Michael Tykgaard og Peter Kjærsgaard
4. dommer: Lars Rix  
Dommerudvikler: Jens Larsen

Jakob Kehlet dømmer søndagens Superligakamp mellem OB og F.C. København, og det bliver dermed 3. indbyrdes opgør mellem de to klubber, der har Kehlet som dommer. F.C. København har vundet begge de to foregående Superligakampe mod OB med Kehlet som dommer, og har i begge kampe holdt nullet. Vi siger ja tak til alle gode gange tre.

Alt i alt har Jakob Kehlet dømt fire Superligakampe mellem F.C. København og OB, og F.C. København har vundet alle fire kampe med en samlet målscore på 7-2.

Kampen på søndag er Jakob Kehlets Superligakamp nummer 30 med deltagelse af F.C. København. De foregående 29 kampe er endt med 21 FCK-sejre, fire uafgjorte og fire nederlag. Målscoren i de 29 kampe er 68-31. I de 29 kampe har Kehlet uddelt 85 gule kort, fem røde kort og dømt fem straffespark

KARANTÆNE-INFORMATION
F.C. Københavns strafpoint efter de første 13 runder:
24 strafpoint, Thomas Delaney
22 strafpoint, Mathias ’Zanka’ Jørgensen
13 strafpoint, William Kvist
12 strafpoint, Erik Johansson
4 strafpoint, Benjamin Verbic
4 strafpoint, Kasper Kusk
4 strafpoint, Peter Ankersen
3 strafpoint, Federico Santander

Spillere i karantæne til OB vs F.C. København
- Ingen

I sidste weekends kamp mod Silkeborg IF blev der ikke uddelt nogle kort, hverken til F.C. København eller til Silkeborg IF. Dermed er William Kvist fortsat den eneste spiller, der kan komme i karantæne grundet et gult kort. Det kræver dog, at Kvist modtager et gult kort for en grov forseelse.

Gult kort giver 3 (mild forseelse), 4 (middel forseelse) eller 6 strafpoint (grov forseelse). Rødt efter to gule kort giver 13 point i tillæg. Direkte rødt giver 30 point i tillæg.

En spiller kommer i karantæne, når disse grænser passeres:
19, 36, 52, 68, 84, 100, 116, 132, 148…
Passeres mere end en grænse, giver det en spilledag for hver grænse der passeres.

>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet