Jacob Neestrup forlænger med F.C. København
Den 19-årige midtbanespiller, Jacob Neestrup, som er et produkt af F.C. Københavns talentarbejde, har i dag forlænget sin aftale med klubben frem til juni 2009.
- Jacob var meget uheldig i sidste sæson, og fik en alvorlig skade efter kun 5 minutter i hans debutkamp mod Thisted i pokalen. I år har han har kæmpet sige tilbage og viste at han har de egenskaber vi eftersøger hos vores unge spillere. Han har den rigtige holdning til træning og kamp. Jeg ser ham som prototypen på en 6'er og selv om der er en del som skal forbedres, så har han allerede overbevist os om hans potentiale, siger en tilfreds Carsten V. Jensen om kontraktforlængelsen.
Jacob Neestrup er ligeledes godt tilfreds med at ham selv og klubben er blevet enige om en ny aftale:
- Jeg er både glad og stolt over at være en del af F.C. København. Det er helt perfekt for mig at træne hver dag med nogle af Skandinaviens bedste spillere, og jeg suger så meget til mig som jeg kan. Jeg er stadigvæk en ung spiller, og er godt klar over at det ikke vil være mig der har en afgørende rolle på holdet i år, men jeg vil knokle til træning og vise træneren at jeg er klar, hvis det skulle blive brug for mig.