Jesper C: Tæt på til sidst
Jesper Christiansen:
- Det er tæt på til sidst, hvor de rammer stolpen og så når jeg lige akkurat at få armen ud og slå den væk. Jeg hørte, at de nåede at sætte musikken på i højttalerne, så de må have troet, den var over stregen.
Ståle Solbakken:
- Vi spiller under vores niveau fra i mandags, mens de kommer som lyn og torden, så vi har det svært i 1. halvleg. Men i 2. halvleg bliver vi mere fysiske i vores spil og bliver klart bedre, jo længere kampen skrider frem. Da vi udligner, føler jeg mig ret sikker på, at vi vil gå videre.
Fredrik Berglund:
- Altid dejligt at score! Jeg presser mig foran Kristian Bak, men jeg kan ikke selv se, om den var over stregen...
Brede Hangeland:
- Det var længe at løbe og varme op, før jeg kom på banen... men dejligt at afgøre kampen. Det er en lidt tilfældig bold, som hopper ud til mig, og jeg har tid til at vente og rammer den helt perfekt. Jeg har prøvet at vinde en pokal i Norge med Viking, og jeg håber, jeg kan gentage det med FCK!
Marcus Allbäck:
- Det var dejligt at være tilbage i startopstillingen efter den lange pause. Jeg har det fint i benene og følte mig stærk nok undervejs, selv om det blev til næsten 120 minutter. Men jeg er jo nok lidt træt i morgen...
Dan Thomassen:
- Dejligt at score på en lidt tilfældig chance. Men skriv endelig, at Hutch også stjal et saksesparks-mål fra mig! Nej, seriøst, jeg ved ikke, om den var gået ind... under alle omstændigheder dejligt at vi vandt. Vi får arbejdet os godt ind på dem og har et fysisk overtag, selv om de jo får en kæmpe chance til sidst.