Jesper Larsens sjoveste Derby-minde

Jesper Larsens sjoveste Derby-minde

Anekdoter i fysioterapi-rummet
Det er torsdag ved middagstid på Nummer 10, og spillerne har lige været gennem halvanden times træning ude i det forårsagtige solskin, der fik mange til hurtigt at smide overtrækstrøjerne. Efter en tur i fitness-rummet skulle nogle en tur forbi fysioterapi-rummet, og her fangede vi Kasper Kusk, som kunne fortælle, at han forventer at være klar til på søndag. Meget længere kom nordjyden dog ikke rigtig, før massør Jesper Larsen afbrød med underholdende anekdoter fra sin mangeårige karriere i klubben, og hurtigt faldt snakken på tidligere tiders Derby-opgør.

- Mit sjoveste Derby-minde, det er altså fra 1995, hvor vi møder dem ude i Brøndby i starten af efteråret. De havde et rigtig godt hold og vandt mesterskabet de næste tre sæsoner, mens vi lå og rodede i midten af rækken i de år. Jeg kan huske, der var godt gang i den allerede da vi var på vej derud i bussen, hvor de kastede tomater og alt muligt efter os, og der var en masse politi derude. Og vi blev simpelthen blæst ud af banen i starten af kampen, og Schäfer (daværende FCK-træner, red.) måtte hive Martin Johansen ud allerede i 1. halvleg og sætte Carsten V. ind for at dæmme op for deres offensiv, fortæller Jesper.

"Men så scorer vi lige fire gange"
- De kommer foran lige efter pausen, og da der mangler tyve minutter sidder de stadig totalt på kampen. Men så scorer vi lige fire gange, kommer det med tør tilfredshed fra Jesper Larsen.

- Diego laver blandt andet et gudemål, hvor han hamrer den op i krydset langt udefra, husker Jesper, som også har et andet minde fra netop den dag, som er knap så morsomt.

- Der var som sagt masser af politi på og omkring stadion den søndag, og det var så lige det tidspunkt hvor nogen kørte en gummiged ind i muren til fængslet i Vridseløselille et par kilometer fra stadion, så en masse fanger kunne stikke af...

Flere detaljer fra arkivet
Jeres historieskriver var senere en tur i arkivet, og Jesper Larsen husker (selvfølgelig) fuldstændig rigtigt hvad angår kampens forløb, men vi kan supplere med lidt flere detaljer.

Det var Kim Daugaard, der bragte Brøndby foran efter 55 minutter, inden Diego i det 72. minut udlignede med sit langskud oppe i krydset. ”Mit bedste nogensinde,” sagde han bagefter til Ekstra Bladets Peter Brüchmann om sit fjerde mål i FCK-trøjen – det blev aldrig til nogen i B 1903-tiden.

Efter 76 minutter scorede Lars Højer på straffe efter Mogens Krogh havde nedlagt Per Frandsen, og med seks minutter igen øgede Michael Johansen til 3-1 efter en frispilning fra Lønstrup, mens Michael Schäfer stod på sidelinjen og viftede med nr. 11 på udskiftningstavlen. ”Så det var i sidste øjeblik,” konstaterede den ene af de røde tvillinger efter kampen.

Christian Lønstrup scorede selv det sidste i 88. minut efter en solotur af Carsten V. Jensen havde lokket Mogens Krogh på skovtur.

Citater fra aviserne
Netop Lønstrup blev dagen derpå hyldet af formiddagspressen og af flere udråbt til Man of the Match.

”I inspirerende omgivelser på midtbanen har Lønstrup i ro og mag udviklet sig til en storstrateg, der med stor sikkerhed vil havne i en europæisk topklub senest til næste sommer.” skrev Steen Uno i BT og tilføjede: "Ikke underligt at Christian Lønstrup i flere sæsoner har stået suverænt nr. et på Brøndbys hemmelige ønskeseddel”.

Det kan vi af gode grunde ikke kommentere på, for ønskesedlen var jo hemmelig... Derimod var og er det kendt, at Karim Zaza havde en fortid i Brøndby og også senere kom tilbage til klubben - ligesom Peter Møller havde en FCK-fortid og i 1995 netop var skiftet til Brøndby, inden han seks år senere vendte tilbage til Hovedstaden.

”Karim Zaza spillede ni år i Brøndby, før han kom til FCK. Der skulle et skub fra Peter Møller til, før han slap et mål ind. - Milton (dommer Kim Milton Nielsen, red.) sagde, at Iørn Uldbjerg havde presset Møller ind i mig, derfor kunne han ikke dømme frispark," fortalte Zaza til Ekstra Bladet.

"Et bizart udfald på en udmærket dyst. Intensitet, tempo og drama" skrev Jan Løfberg i Berlingske Tidende og kunne også berette om syv anholdte Brøndby-tilhængere efter kampen, hvoraf flere måtte på skadestuen for behandling af hundebid.

Endnu mere dramatisk var det for en 70-årig mand, der faldt om med hjertestop under kampen. Politikens Rasmus Bech kunne berette, at Per Bjerregaard ilede til og gav hjertemassage, og det lykkedes heldigvis at genoplive manden i ambulancen ved hjælp af elektrochok.

Jo, det var på mange måder en hektisk eftermiddag på Vestegnen. Rent fodboldmæssigt markerede 4-1-sejren afslutningen på en periode på tre år, hvor vi virkelig havde krammet på Brøndby med 10 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag. De næste tre år vandt Brøndby 8 af 9 Derby’er, men siden den stime sluttede i 1998, har de kun vundet to gange i PARKEN.

De to hold den 27. august 1995:
FCK: Karim Zaza – Diego Tur (89.: Kenny Thorup), Michael Mio Nielsen, Ole Tobiasen – Morten Nielsen, Christian Lønstrup, Lars Højer, Iørn Uldbjerg – Michael Johansen (85.: Thomas Schønnemann), Per Frandsen, Martin Johansen (31.: Carsten V. Jensen). Træner: Michael Schäfer

Brøndby: Mogens Krogh – Kim Vilfort, Kenneth Rasmussen, Dan Eggen, Jens Riasger – Ole Bjur, Allan Ravn, Allan Nielsen, Kim Daugaard (85.: Søren Colding) – Peter Møller (67.: Ebbe Sand), Bo Hansen. Træner: Ebbe Skovdahl

 

 

 

 

 

 

Avisfoto: Brian Karmark, BT

Avisfoto: Mads Madsen, Politiken

Avisfoto: Brian Karmark, Berlingske Tidende