Johan Absalonsen til F.C. København

Johan Absalonsen til F.C. København

 

 

De danske mestre har fredag sikret sig Johan Absalonsen på en 2½-årig kontrakt. Den tidligere OB-profil og aktuelle landsholdsspiller skifter til F.C. København på en fri transfer, og har sin første træningsdag hos Byens Hold på mandag.

 

- Jeg har haft over fire fantastiske år i OB, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Nu er jeg FCK’er, og det er jeg fordi man her spiller med om mesterskabet hvert år. Det er Danmarks bedste hold, og der er store personlige udfordringer for mig, når jeg skal forsøge at tilspille mig en væsentlig rolle på holdet, siger Johan Absalonsen og fortsætter:

 

- Det vil kræve hårdt arbejde og jeg forventer ikke at være fast mand lige fra starten. Men jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og teste mig selv med og mod de bedste spillere i Danmark. Jeg ser bestemt dette som et skridt op af i min karriere.

 

Absalonsen døjer pt. med en fiberskade, men forventes at kunne træne fuldt med truppen fra starten af februar, hvilket cheftræner Ståle Solbakken ser frem til:

 

- Johan Absalonsen er en meget gennembrudsstærk spiller, der har voldt os mange problemer, når vi har mødt ham mod hans tidligere hold. Han er samtidig en modig og intelligent spiller, og jeg håber han hurtigt er klar til at deltage fuldt i træningen med resten af truppen.

 

- Vi har ved flere lejligheder forsøgt at tilknytte Johan, og det er derfor glædeligt, at det nu er lykkedes. Det er en spiller i sin bedste alder og landskampe på CV’et, og jeg er sikker på at Absalonsen bliver en gevinst for klubben i de kommende år, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

 

 

Sportsdirektør Carsten V. Jensen byder Absalonsen velkommen i København
Foto: FCK.DK