Jonas: Fedt med mange kampe den kommende tid
Hvis ikke vi smider 2-0-føringen mod The New Saints på onsdag, skal vi spille 11 kampe til og med 1. september, men det afskrækker ikke Jonas Wind:
Vi kan bedst lide at spille kampe
"Det lyder hårdt, men vi kan bedst lide at spille kampe, så det er fedt nok. Det er altid sjovere at spille om noget end at træne, men det stiller da større krav til vores træning og restitution mellem de mange kampe. Men jeg glæder mig bare," lyder det fra Jonas, der kom på tavlen mod både OB og AGF og lagde op til det straffe, Pieros fik i tirsdags.
"Det har været super at vinde alle de tre første kampe, selv om spillet ikke har været det bedste. Men vi har fået de sejre, vi skulle have, og så giver det ekstra selvtillid at vide, at vi kan spille endnu bedre."
Bare vi får de tre point!
"Jeg ved ikke, om vi kan gøre det lige så godt som sidst vi var i Horsens og vandt 6-1, hvor det selvfølgelig også hjalp lidt, at de fik et rødt kort. Men vi skal over og køre hårdt på, holde et højt tempo og være meget på bolden, og så må vi se, om vi kører dem over fra start lige som sidst, eller om vi først afgør det til sidst, hvor de forhåbentlig bliver lidt trætte. Men bare vi får de tre point!"
Kickoff lørdag 17.30
Hvis du ikke tager med til Horsens, kan du se kampen direkte på TV3 Sport eller Viaplay - der er kickoff i Horsens kl. 17.30.
Onsdag kan du se løverne på hjemmebane, når vi spiller returkamp mod The New Saints kl. 19.45.