Jonas før AGF: Forventer en trodsreaktion
Jonas Wind har scoret fire af vores seneste fem mål mod AGF, og tre af dem på straffespark i hver af de seneste tre kampe.
”Det er nok tilfældigt, at jeg lige har scoret en del mål mod AGF,” sagde Jonas Wind efter lørdagens træning, hvor det virkede som om, at humøret var tilbage på træningsbanen efter den tunge torsdag i Herning.
”Ja, vi har haft en fin træning og tager til Aarhus allerede i dag for at lade op til kampen søndag aften," fortalte Jonas.
"Det var under al kritik, det vi præsterede mod FC Midtjylland, og selvfølgelig har vi snakket tingene igennem i truppen. Jeg forventer, at man kan se en trodsreaktion i morgen, og vi er i hvert fald meget opsatte på at gå ud og bevise, at vi er meget bedre end det niveau, vi viste i torsdags.”
”Trods indsatsen i torsdags var det fedt at spille foran tilskuere igen, og det bliver det også i Aarhus, hvor der plejer at være god stemning. Vi glæder os dog allermest til at spille foran vores egne fans i Parken i næste uge, men den tid, den glæde. Nu skal vi først og fremmest ud og give alt hvad vi har søndag aften.”
”Det er ikke så tit, man møder det samme hold to gange i træk, og netop de to kommende kampe mod AGF får stor betydning for, hvor holdene ender i tabellen. Så det bliver fede kampe, men under alle omstændigheder skal vi bare ud og vinde,” slutter Jonas Wind.