Jonas Wind klar til AGF-test
Jonas Wind afsluttede 2020 med en mindre skade, som også betød at han specialtrænede i starten af januar, men den sidste uges tid har han trænet fuldt med.
"Det er gået fint i opstarten og efter planen, og jeg har ikke mærket noget til skaden efter at jeg er begyndt at træne med, så nu er jeg klar til træningskampen mod AGF i morgen," sagde Jonas efter onsdagens træning på Nummer 10.
"Jeg ved ikke, hvor mange minutter det bliver til, men under alle omstændigheder glæder jeg mig til at komme i kamp. Det er vigtigt at få nogle minutter i benene, inden det bliver alvor i Superligaen i næste uge," tilføjer han, inden bussen kører spillerne tilbage til det hotel, hvor de er indkvarteret fra mandag til onsdag.
Vi streamer AGF-kampene på vores Facebook-side - i hvert fald den første, hvor klubbernes "A-hold" mødes, men den anden kamp kan med kort varsel blive flyttet til en anden bane på grund af vind- og vejrforholdene, således at vi ikke også kan streame den.