Jonas Wind solgt til VfL Wolfsburg
F.C København har solgt Jonas Wind til den tyske Bundesliga-klub VfL Wolfsburg, hvor han tiltræder med det samme.
22-årige Jonas Wind kom til FCKs talentafdeling i 2012 og var der indtil sin debut i Europa League mod Atlético Madrid i 2018. Siden er det blevet til 114 kampe og 46 mål for Løverne, og han har også fået A-landsholdsdebut:
PC: Jonas er virkelig F.C. Københavner
“Vi er stolte over igen at kunne se tilbage på, at en spiller fra egen avl tager den her rejse," siger sportsdirektør Peter Christiansen.
"En rejse fra at være en ung dreng i KB til en talentfuld angriber på de ældste ungdomshold, over Superligaholdet og landsholdet og nu videre til en top 5 liga, efter at han etablerede sig som den markante profil hos os, som han har været."
"Jonas er virkelig F.C. Københavner, og derfor er det specielt at sige farvel til ham nu.”
Har ligget i kortene længe
“Det har ligget i kortene længe, at Jonas skulle videre fra FCK og prøve sig af på næste hylde, når den rigtige mulighed kom sportsligt og økonomisk for alle parter. Den dag er nu kommet," fortsætter Peter Christiansen.
"Vi har allerede sikret os Khouma Babacar for at komme den her situation i forkøbet, og vi kommer uden tvivl til at have en potent offensiv og en portefølje af angribere med høj kvalitet, når transfervinduet smækker i."
"Vi ønsker Jonas alt det bedste i Bundesligaen, og døren vil altid være åben for ham, når han er i København,” slutter Peter Christiansen.
Jonas: Svært at sige farvel
For Jonas Wind er afskeden med FCK emotionel:
“Det er meget svært at sætte ord på, hvad F.C. København betyder for mig," siger Jonas Wind.
"Klubben har altid været en kæmpe del af mit liv, og jeg har haft et utal af store oplevelser her - både som ungdomsspiller og senior."
"Det er svært for mig at sige farvel, for jeg elsker at være i København, og jeg kommer til at savne det utroligt meget. Men den her mulighed kunne jeg ikke kunne sige nej til, selv om jeg ikke havde regnet med at skifte i dette vindue."
Skylder Parken og fansene en kæmpe tak
"Derfor er det følelsesladet for mig at rejse, men jeg har forberedt mig på, at dagen ville komme og ser frem til en stor udfordring i Tyskland."
“Jeg vil gerne takke alle i klubben for deres støtte og hjælp gennem mange år," fortsætter Jonas Wind.
"Jeg kommer til at savne dem i hverdagen, men jeg vil helt sikkert også komme og hilse på. Jeg skylder også hele Parken og alle fansene en kæmpe tak for den opbakning, jeg har fået fra dag et."
"Jeg har elsket at spille for FCK og holdt med klubben, siden jeg var dreng, og vores veje krydses helt sikkert igen,” siger Jonas Wind.
Alle i F.C. København ønsker Jonas alt det bedste og takker for hans indsats for klubben.