Jordan Larsson: Dejligt at være tilbage igen!
Efter en mere end to måneder lang skadespause var Jordan Larsson tilbage på banen for FCK i torsdagens UEFA Conference League-opgør mod Real Betis.
Her fik den svenske offensivspiller den sidste halve time, efter han blev skiftet ind i stedet for Magnus Mattsson, og var med til at sikre et vigtigt point i det, som Jordan selv kalder en svær kamp:
Otte lange uger
"Det var dejligt at være tilbage igen! Det har været otte lange uger, men det var virkelig dejligt at være tilbage igen. Det var også en sjov kamp at spille - det bedste ville have været, hvis vi vandt, men nu blev det et point, og det var en svær kamp mod en god modstander, så jeg synes egentlig, at det var okay. Men for mit vedkommende var det bare dejligt at være tilbage på banen igen," siger Larsson dagen derpå.
Efter godt med spilletid i begyndelsen af sæsonen har det været en hård periode for svenskeren efter han pådrog sig en skade i udekampen mod Banik Ostrava i Tjekkiet i august. Men han har brugt pausen konstruktivt for at vende stærkere tilbage:
Forsøgt at komme stærkere tilbage
"Det var svært at sidde udenfor. Man vil altid spille og hjælpe sine holdkammerater og være en del af det. Så selvfølgelig var det hårdt, men jeg brugte også tiden på at arbejde med mig selv og forsøge at komme endnu stærkere tilbage, og jeg synes, at hele fys-teamet har lavet et rigtig godt stykke arbejde for at jeg kunne komme tilbage så godt som muligt."
Han fik spilletid i træningskampen i sidste weekend mod HIK, men altså først comeback i en gældende kamp i aftes i Sevilla.
"Kroppen har det godt. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg spillede i går, men ikke noget ud over det. Jeg føler, at kroppen har det godt, og nu kan jeg bare bygge videre på de minutter, som jeg spillede i går."
Endnu en storkamp venter
Ligesom resten af klubben er blikket nu rettet mod sæsonens andet Derby søndag middag, som løvernes nummer 11 også ser meget frem til:
"Det bliver helt sikkert en hård og fysisk kamp. Og med et udsolgt udebaneafsnit, som støtter os, skal det nok blive en fed kamp," lyder det fra Jordan Larsson, der scorede på Brøndby Stadion i 3-1-sejren i maj sidste år.
Der er kick off på Brøndby Stadion søndag kl. 12.00.