Kæmpe banner får debut i aften
31/07 2008 15:40
Tilskuerne til aftenens UEFA Cup kamp vil for første gang opleve ét af Danmarks allerstørste bannere i PARKEN. Denne gang er det ikke FCK Fan Club, der har en ny kæmpe tifo, men SuperBest, som i samarbejde med Vangsgaard har produceret et kæmpe banner (28 meter højt og 84 meter langt). Et banner, som dækker hele den midlertidige væg foran den kommende SuperBest tribune, mens den bliver bygget. Det har taget 60 timer at lave banneret og et par dage at montere det i PARKEN, og det vejer hele 1,1 ton.
Det forventes ikke, at den "udsolgte" tribune med de ekstra 3.600 "tegnings-mennesker" bidrager meget til lydbilledet i PARKEN, men det imponerende bagtæppe giver en helt ny og anderledes fornemmelse på stadion.