Kamil Grabara

Kamil Grabara vinder af Det Gyldne Bur 2022

Kamil Grabara er kåret af keeper-kollegerne til den bedste målmand i dansk klubfodbold i 2022 - og dermed vinder af prisen Det Gyldne Bur, som TIPSBLADET har uddelt hvert år siden 1984.



Det er første gang i karrieren, at den 23-årige polske landsholdsspiller vinder den prestigefyldte pris.

Grabara fik 37 point i alt, mens Mads Hermansen fra Brøndby fik 32 point og Patrik Carlgren fra Randers fik 30 point på de næste to pladser.

Sidste år vandt AaBs Jacob Rinne afstemningen, hvor målmændene i Superligaen og 1. division afgiver deres stemmer hver især.

Kamil Grabara selv gav 3 point til Patrik Carlgren, 2 til Mads Hermansen og 1 til Viborgs Lucas Lund.

I foråret satte Grabara ny clean sheet-rekord i Superligaen med 763 minutter uden at indkassere mål, og han spillede alle kampe på vejen mod sidste sæsons mesterskab. I efteråret har han siddet ude i to en halv måned med en hovedskade, men gjorde comeback i oktober og har sammen med holdkammeraterne ikke tabt en Superliga-kamp siden.

Femte FCK-målmand med hæderen
Tidligere FCK-keepere, der også har vundet Det Gyldne Bur er Jesper Christiansen i både 2005, 2006 og 2007, Johan Wiland i 2010 og 2011, Robin Olsen i 2016 samt Kalle Johnsson i 2020.

Du kan læse mere om kåringen i fredagens udgave af TIPSBLADET, der fås sammen med Ekstra Bladet hver fredag.

Stort tillykke med hæderen til Kamil Grabara fra alle i F.C. København!



>> Se de bedste redninger fra Kamil Grabara i 2022 her

>> Læs mere hos TIPSBLADET her