Kampdag: AGF-FCK
Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvem scorede vores mål sidst vi mødte AGF?
2. Hvilken eller hvilke af disse eks-FCK’ere har ikke spillet i AGF: Martin Nielsen, Martin Albrechtsen, Martin Pusic, Martin Bernburg og Martin Bergvold?
3. Hvem er mon vores topscorer i alle kampe mod AGF - når det nu ikke er Dame N’Doye…?
4. Hvor stor er vores største Superliga-sejr over AGF? 4-0, 5-0 eller 6-0?
5. Vores tidligste udskiftning denne sæson skete efter 10 minutter - hvem udgik?
Løver i blåt og hvidt
I aften spiller vi i den blå udebanetrøje, men med hvide shorts og hvide strømper.
En sjælden kombination, som man skal hedde Benny Johansen, Michael Schäfer eller Kim Brink for at have sendt på banen. Det er nemlig kun sket fem gange i 90'erne, og tre af kampene var netop i Aarhus:
- 24.10.93 AGF-FCK 1-2
- 10.11.95 AGF-FCK 2-0
- 05.05.96 AGF-FCK 2-1
Fotograf Lars Rønbøg havde heldigvis farvefilm i kameraet, da han var på Aarhus Stadion den 5. maj 1996. En dramatisk kamp i øvrigt, som mange andre mellem de to hold. Indskiftede Morten Bøhme Nielsen bragte os foran et kvarter før tid, men Håvard Flo scorede to gange i de sidste syv minutter...
>> Se flere billeder fra kampen her
Vi brugte også den blå/hvide kombi i en TOTO Cup-kamp mod Austria Wien i sommeren 96 og senest i en udekamp i Aalborg den 15. juni 1997.
Ellers har den normale shorts-farve været blå, når vi havde en blå udebanetrøje, men vi har også spillet en del kampe med blå trøje og sorte shorts. Senest ude mod Atlético Madrid i 2017 og ellers skal vi tilbage til vores Champions League-gruppespil i 2006.
Korte facts
AGF og FCK har scoret flest hovedstødsmål denne Superligasæson - 8 mål hver. Vi er desuden det hold (sammen med Viborg), der har lukket færrest ind på hovedstød = 2 mål. Jacob Vester, FCK-Viborg 1-1 den 18. august, og Sindre Egeli, FCN-FCK 3-2 den 26. august.
AGF-keeper Jesper Hansen får inden kickoff blomster for at have spillet 100 kampe i AGF-trøjen. I Superligaen har han spillet 400 kampe for AGF, FCM, Lyngby og FCN og vundet halvdelen. 38 kampe er mod FCK, hvor han har negativ statistik (V13, U4, T21).
Vores tre sidste indbyrdes kampe mod AGF er endte 3-2 til hjemmeholdet. I april i Parken, i maj i Aarhus og i juli i Parken. Orri Óskarsson scorede seks af vores i otte mål i disse kampe.
Siden foråret 2016 er kun én af 29 kampe mod AGF endt 0-0 - den 23. april 2023 i Aarhus, hvor AGF i andet minut fik et mål annulleret for en hårfin offside.
Dommerne
Dommer: Jens Maae
Linjedommere: Steffen Beck Bramsen og Daniel Cortzen
Fjerdedommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
VAR & A-VAR: Aydin Uslu og Simon Duerlund Rasmussen
Kort og karantæner
Karantæne: Ingen
Karantænefare FCK: Thomas Delaney ved næste advarsel
Karantænefare AGF: Mikael Anderson, hvis advarslen giver mindst seks strafpoint
TV
Du kan se kampen på TV3+ & Viaplay
Svar på kampdagsquiz
1. Diogo Goncalves (str.), Orri Óskarsson og Thomas Delaney
2. Martin Albrechtsen, Martin Bernburg og Martin Bergvold
3. Todi Jónsson 8, Jonas Wind 7, Lars Højer, César Santin og Orri Óskarsson 6
4. 5-0
5. Rodrigo Huescas hjemme mod Banik Ostrava
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform, agf.dk)