Jubel efter scoring

Kampdag: FCK-Raków Częstochowa

Kampdagsquiz - se svarene længere ned i artiklen
1. Hvilken keeper har stået flest europæiske kampe for FCK (ikke TOTO Cup og Royal League):

Johan Wiland
Stephan Andersen
Jesper Christiansen

2. Hvem kastede indkastet, som Sölvi Ottesen scorede på i playoff mod Rosenborg i 2010?

William Kvist
Zdenek Pospech
Claudemir

3. Hvem scorede vores to mål, da vi slog Trabzonspor 2-1 i playoff i 2022?

4. Hvem scorede til slutresultatet 1-1 på Cypern, da vi spillede playoff mod APOEL i 2016?

5. Hvilken modstander, som også har spillet i FCK, har senest scoret mod os i en Champions League-playoff?


Bemærk - særlige adgangsforhold i aften
Vi minder om, at der er DHL Stafet i Fælledparken i aften, hvilket selvfølgelig giver visse udfordringer, som vi har beskrevet nærmere her.

Vi opfordrer alle til at tage hensyn til de mange motionsløbere. Stafetten er en mangeårig tradition, som er med til at gøre verdens bedste by endnu bedre, hvilket også er en del af vores strategiske fundament. Vi er København.

Til stafetten på fredag kan du i øvrigt risikere at løbe ind i nogle af F.C. Københavns og Parkens mange engagerede medarbejdere, som også altid stiller med en del hold. Og transfervinduet lukker jo først ved midnat, så måske kan du også løbe med en halv vind...

Parken


14. gang vi spiller om et Champions League-gruppespil
I år er det 14. gang, F.C. København er med i den afgørende runde om at komme i Champions League-gruppespillet - og 20. gang, når vi tæller alle europæiske turneringer med.

Fire gange har vi spillet os i et Champions League-gruppespil (06/07, 10/11, 16/17 og 22/23), hvortil kommer 13/14-sæsonen, hvor vi som danske mestre var direkte kvalificeret.

Som du kan se af oversigten nederst i artiklen, er vi i alt ni gange gået videre til et gruppespil - herunder fire af de seneste fem forsøg.

I Champions League-regi er det kun femte gang ud af de i alt 14 mulige, at vi slutter med en hjemmekamp. Det kiksede mod Rangers FC i 2003 og Benfica i 2007, men det lykkedes i 2010 mod Rosenborg og i 2017 mod Qarabag, efter at vi endda havde tabt udekampene med et enkelt mål.

I alle vores europæiske playoff-runder har vi to gange vundet ude i den første playoffkamp, og begge gange gik vi videre (2008 mod FC Moskva i UEFA Cup og 2021 mod Sivasspor i Conference League).

I alle vores europæiske kampe, altså ikke kun playoff, har vi 14 gange vundet på udebane i den første kamp, og kun to gange er vi ikke gået videre (2004 mod Gorica efter ude 2-1 og hjemme 0-5, og 2015 mod Jablonec efter 1-0 ude og 2-3 hjemme).

Se oversigten over alle vores playoff-kampe nederst i artiklen.

Jubel efter kampen
Uforglemmelige jubelscener i Trabzon for et år siden. Foto: Mathias Sørensen, FCK Media


Rumænsk dommerkvartet
Dommer: István Kovács
Linjedommere: Vasile Florin Marinescu og Ovidiu Artene
Fjerdedommer: Horațiu Feșnic
VAR & A-VAR: Pol van Boekel (Holland) og Dennis Higler (Holland)

38-årige Kovács er en erfaren rumænsk dommer, som bl.a. har dømt i EURO 2020 og været fjerdedommer ved VM i 2022. I 2022 dømte han også Champions League-semifinalen Man. City-Real Madrid samt Conference League-finalen Roma-Feyenoord.

I år han han bl.a. dømt VM-semifinalen for klubhold Flamengo-Al Hilai og var fjerdedommer i Champions League-finalen Man. City-Inter.

Kort og karantæner
Karantæne og karantænefare: Ingen

TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 20.00.

Svar på kampdagsquiz

1. Johan Wiland (43)
2. Claudemir
3. Viktor Claesson og Lukas Lerager
4. Federico Santander
5. Pieros Sotiriou (til 1-0 for APOEL i samme 2016-kamp, hvor Santander udlignede)
 

Europæisk playoff-statistik
Farvekoderne grøn/rød i "Resultat" viser, om vi gik videre fra runden eller ej.
Farvekoderne i "Turnering" viser, hvilket turnering der var tale om

Det hed først "Playoff" fra 09/10, men vi har taget tidligere runder med, som svarede til playoff, fordi den samlede vinder gik i et gruppespil.

(I 93/94 var det 2. runde i Champions League, fra 01/02 til 07/08 var det Q3 i Champions League, og i 08/09 var det 1. runde i UEFA Cup.)

Europæisk playoff-statistik

*) efter forlænget spilletid og straffespark
**) efter forlænget spilletid

 

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, uefa.com, stafet.dk)