Kampreferat: 2-1 i intens testkamp runder træningslejren af
Til træningslejrens tredje og sidste testkamp havde Neestrup blandet spillerkortene, så det endte med, at kun Christian Sørensen startede inde i alle tre kampe, mens de fleste andre fik to fra start. Cornelius skulle have startet, men da han mærkede noget under opvarmningen, tog man ingen chancer og erstattede ham med Jordan Larsson.
Han fik dermed gensyn med klubben, han spillede for sidste forår, og vi fik også gensyn med Sotirios Papagiannopoulos, der skiftede til AIK i 2020, mens Viktor Fischer var ikke i kamptruppen. Han var dog med på Estádio Algarve og hilste på sine gamle holdkammerater.
Vi lagde fint ud med god energi og højt pres, og AIK var ikke meget på vores banehalvdel de første 7-8 minutter, hvor vi også havde tre hjørner i træk, som dog ikke førte til noget.
Herefter fik vi desværre knap fire minutters spilstop, efter Abdussalam Magashy faldt uheldigt, da Lerager tacklede ham bagfra midt på banen, og ham måtte udskiftes med smerter i armen og blev afløst af Elias Durmaz.
Lidt efter var der endnu et kort spilstop, da Khocholava lige skulle ud ved sidelinjen på grund af noget med øjet, men vi kom i gang igen og fik kampens første afslutning i det 15. minut.
Roony afdriblede et par AIK-spillere i højre side af feltet og lagde bolden tilbage til Clem uden for feltet, men han skruede den tæt forbi mål.
Da vi rundede tyve minutter, sad vi fortsat solidt på spillet og havde haft to hjørner mere og et Sørensen-langskud forbi mål. AIK havde intet offensivt at byde på, blandt andet fordi vi brød mange af deres opspil, før de kom over midten, og dette kampbillede fortsatte frem mod den halve time, hvor den eneste indvending skal være, at vi ikke udnyttede vores dominans til at skabe mere i feltet.
Lerager havde et enkelt fladt forsøg tæt forbi mål, men Kristoffer Nordstedt fik ikke nok at lave i AIK-målet.
I 32. minut skabte vi dog en god mulighed, da Diogo, Sørensen og Hákon kombinerede godt i venstre side, og islændingen fandt Jordan i god position i feltet, men han sparkede forbi mål.
Ti minutter før pausen noterede vi et AIK-langskud over mål, men vi svarede igen med endnu et fornemt opspil, hvor Lerager med en hælaflevering spillede Sørensen fri til skud, men Nordstedt parerede hans afslutning med højre fod.
AIK kom lidt mere på bolden de sidste fem minutter af halvlegen, som dommeren kun forlængede med ét tillægsminut, men de kom ikke til mere end et ufarligt Milosevic-langskud over mål.
I pausen kom Claesson ind for Roony, og Jordan rykkede ud på højre kant og Hákon op som 9'er, mens Claesson overtog Hákons 8'er-position.
Der var kun spillet 20 sekunder, da Diogo med en genial fremlægning fra midten sendte fremstormende Lerager helt alene igennem, men Erick Otieno nåede tilbage og tackle ham i feltet.
Men fire minutter senere lå kuglen i kassen efter et meget smukt og effektivt opspil helt nede fra Vavro. Jelert førte bolden op på deres halvdel, Jordan skiftede præcist ud i venstre side til Diogo, der sendte Sørensen til baglinjen, og på hans flade indlæg tæt under mål nåede Hákon lige akkurat frem og prikke bolden ind ved fjerneste stolpe.
Målet kom i en periode, hvor vi indkasserede et par gule kort. Først Lerager, siden Jelert og Clem, men svenskerne var heller ikke altid helt fine i kanten, så der var en del hidsige dueller rundt om på banen.
Men intensiteten var god for testkampen, og efter en times spil var det meget tæt på svensk udligning, da de spillede sig godt igennem, og John Guidetti lagde bolden til rette for indskiftede Taha Ayari midt i feltet, men Grabara reddede helt fremragende.
Lidt efter sendte vi Diks, Daramy og Falk ind for Jelert, Diogo og Clem, og AIK - som også havde skiftet fire mand efter pausen - havde så småt fået et overtag i kampen, da vi effektivt slog kontra i 72. minut. Claesson sendte Daramy afsted i venstre side, og han trak ind i feltet og blev kantet så hårdt af Papagiannopoulos, og den portugisiske dommer pegede på 11-meter pletten.
Denis Vavro eksekverede sikkert og fik revanche for det ærgerlige forsøg mod Viking, hvor bolden lige lettede et par centimeter, da han satte støttefoden ned, så bolden røg højt over mål.
Peter Ankersen og Isak Johannesson afløste Sørensen og Jordan Larsson, og i 79. minut kom Noah Sahsah og Marko Stamenic ind for Haraldsson og Lerager, så vi sluttede med Grabara - Ankersen, Vavro, Khocholava, Diks - Stamenic, Falk, Claesson - Johannesson, Sahsah, Daramy.
Minuttet efter kom Daramy til en god chance, men afsluttede fladt på Nordfeldt. Lidt efter valgte Claesson at gå ud, formentlig på grund af det sammenstød tidligere i kampen, hvor han slog knæet, og da vi ikke måtte skifte flere ud, sluttede vi kampen ti mod 11.
I tillægstiden var Rui Modesto tæt på at reducere, da Bilal Hussein chippene han flot fri i feltet, men han sendte bolden lige over Grabaras mål. På næste angreb pillede Vavro bolden fra Calvin Kabuye i feltet, og til alles overraskelse dømte dommeren straffe, selv om AIK'eren hverken blev ramt eller faldt, og således kunne Omar Faraj ødelagde vores clean sheet med en sikker scoring.
Det ødelægger dog ikke indtrykket af endnu en god træningskamp, hvor vi blev matchet fint fra først til sidst her, hvor stadig er ni dage til forårspremieren i 3F Superliga.