Kampreferat: AB vs. FCK
Ni kampe i træk uden nederlag på udebane blev i dag til ti, da Byens Hold hev en god, smal sejr hjem over AB. Peter Møller spillede en flot kamp og blev matchvinder med sit mål omkring den halve time. Flot og koncentreret forsvarsspil udgjorde resten af konsistensen i sejren.
Hans Backe havde i front valgt at starte med Peter Møller og Jörgen Pettersson som erstatning for de to skadede Todi Jónsson og Zuma, mens den tredje angriber, Álvaro, måtte tage plads på bænken. I forsvaret var Martin Albrechtsen blevet sin skade kvit, ligesom Rabo også var kommet sig over sine kvaler.
At der var meget at skrive hjem om kunne man ikke postulere om kampens indledning. Kombinationerne og det direkte spil var en mangelvare for begge hold, der mest koncentrerede sig om småspillet på midtbanen. Begge holds forsvar stod godt og levnede bestemt ikke meget til de initiativrige. Dog forsøgte Jörgen Pettersson med stor arbejdsradius at søge dybt i banen og føre bolden frem, men den lille svensker blev konstant nedlagt ulovligt.
Det passive alibifodbold fortsatte helt hen til halvlegens midte, men så ændrede kampen i den grad karakter. Ole Tobiasen startede lavinen af godt gennemspillede angreb og chancer, da han efter en bande med Møller bragte sig fri foran mål. Desværre overplacerede Tobiasen sin afslutning og hans første mål for klubben derfor atter ingen realitet.
Få minutter efter var Møller på ny involveret i front. Et skud fra det farlige venstreben blev halvklaret af Stephan Andersen i AB-målet, men da dennes forsvar forsømte at ekspedere bolden væk opstod endnu en god mulighed til Byens Hold ved anfører Peter Nielsen, der dog ikke fik saft og kraft i sit lob-forsøg, så selv samme Andersen kunne plukke bolden ned stående syv meter væk fra sin målstreg.
Mens AB's forsvar stod solidt i starten af kampen lignede det omkring den halve time et korthus i en orkan. Således førte et kæmpe kiks af Steen Träger til F.C. Københavns næste store chance og det var fatalt - for AB. Med bolden serveret på et sølvfad af omtalte Träger, skulle energiske Peter Møller fem meter fri fra mål blot klappe til læderet, hvilket han gjorde med højrebenet og føringen en kendsgerning.
Sekunder efter føringsmålet blev penselen atter dyppet i chancepaletten. Denne gang var det dog AB, der satte farve og kolorit på opgøret, men Simon Pedersens flot udførte hovedstød ramte stolpen, mens Michael Johansen kort efter måtte se sin gode langskud pareret at tilbagevendte Rabo.
Umiddelbart rystede af de gode AB-muligheder virkede Byens Hold dog ikke og hurtigt tog løverne atter fat om dirigentstokken. Det førte til en del boldbesiddelse, primært på midten, men spillet oppe foran fik stadig sin del af skærmtiden. Her førte Møller sig atter frem, men skuespiller bliver han nok aldrig efter et teatralsk fald i feltet og efterfølgende gestikuleringer for straffespark, af den langlemmede, ikke førte til noget.
Mod halvlegens slutning burde Møller igen havde været på måltavlen, men et par besnærende træk der bragte ham helt fri foran mål, blev afløst af en sjældent set ukoncentreret afslutning. Også Pettersson kunne havde fordoblet scoren lige inden pausen, men uden power og tro på det frie løb fra en halvspids vinkel løb chancen ud i sandet.
I pausen måtte Mykland lade sig udskifte og i hans sted trådte Sebastian Svärd direkte ind på midtbanen.
Med føringen i ryggen trak F.C. København kæderne en anelse længere tilbage i anden halvleg. Det gav mere spil til akademikerne, der dog forvaltede dette svingende. Farlige var de indledningsvist ikke - derimod kunne først Røll og dernæst Pettersson havde bragt udeholdet foran på henholdsvis et hovedstød og et lob, men begge forsøg havnede i Andersens næver.
Ti minutter inde i halvlegen brændte det dog for alvor på i løvernes straffesparksfelt. På opspil af de to tidligere FCK'ere, Jesper Sørensen og Michael Johansen, fandt lille Peter Benjaminsen sig selv total blottet for modspillere tæt foran mål, men han jordtrillede sin afslutning udenom stolpen.
Anden halvlegs tendens med overvægt i spil til AB fortsatte, mens F.C. København forlod sig på kontraangrebene. Ingen af delene kom der ret mange chancer ud af, hvorfor AB's spillere må have følt det som at løbe panden mod en mur, når de nærmede sig løvernes forsvarskæde. En enkelt misforståelse fem minutter før tid, var dog lige ved at give Simon Pedersen en gylden mulighed, men hans afslutning nøjagtigt stresset tilstrækkeligt af Albrechtsen.
Opgivende at spille sig igennem forsøgte AB sig med lange bolde ind til Fernandez og Simon Pedersen, men her regerede Svensson, Albrechtsen og tilbagetrukkede Røll flot og stormen blev redt af selvom den smalle føring immervæk fik én til at sidde helt ude på stolekanten.
For tiende kamp i træk på udebane kunne F.C. København således trække sig ubesejrede fra banen og med de tre point i dagens kamp bringer holdet sig op på en delt førsteplads á point med Esbjerg og ét foran Brøndby. De to nævnte hold mødes i øvrigt i morgen.
Næste gang Byens Hold løber på banen bliver onsdag d. 15 oktober, hvor Ferencváros gæster PARKEN i de to holds returopgør i UEFA Cuppens første runde.