Kampreferat: AGF vs. FCK
Uheldet var igen ude i Århus
Endnu engang måtte vi tage hjem fra Århus med en ærgerlig følelse, da der igen ikke blev scoret på de givne chancer – ligesom i november sidste år havde det været storfortjent, hvis F.C. København havde vundet, men ligesom dengang var AGFerne bedre til at udnytte chancerne.
Første halvleg var ikke specielt underholdende for alle de næsten 8.000 tilskuere, der var mødt frem på det halvfærdige Århus Stadion, der garanteret kommer til at se temmelig godt ud når det står færdigt senere på året.
AGF begyndte bedst, og i de første godt ti minutter havde de tre store chancer lige i rap. Først de et frispark ude i højre side, og Nocko Jokovic skød. Hans skud blev rettet af i muren og susede lige over Stensgaards overligger. På det følgende hjørne var Lennart Bak ganske fri til at heade, og hans hovedstød røg betænkeligt nært over overliggeren.
Og mindre end et minut senere var der igen problemer, da en flad bold fra højrekanten smøg sig ind gennem feltet og kun blev misset med få centimeter af to AGF-angribere.
Ellers var det lidt tilfældigt, hvad de to hold viste; der var en del fejlafleveringer og kun få kvalificerede afslutninger.
Halvvejs gennem halvlegen havde Michael Nonbo en endog meget stor chance, da han blev spillet fri af Bo Nielsen i et kontraangreb, og trak ind i feltet i venstre side; Nonbo viste dog, at hen hverken er nogen stor afslutter eller nogen venstrebensspecialist. Hans bløde skud reddede Michael Stensgaard uden problemer.
Dramatisk sammenstød
Der opstod en dramatisk situation på midten af banen i 25. minut – Kenny Thorup måtte skiftes ind, efter at Tommy Nielsen hændeligt havde slået hovedet sammen med Michael Mio. AGF'eren fik en dyb flænge, var meget groggy og blev båret ud til syning.
Den første store chance til F.C. København kom efter en god halv time, hvor Todi Jónsson løb igennem i venstre side og lagde et flot indlæg til bageste stolpe – her tog Sibusiso Zuma bolden ned teknisk perfekt, snød sin mand og skød desværre et godt stykke over Erik Boyes mål i fri position.
Kort efter dette havde Zuma en ny god chance, da han kom fri med Erik Boye inde i feltet. Denne gang prøvede han at gå udenom målmanden, men kom for langt mod baglinien. Hans indlæg var ingen med på.
Sidste hæderlige chance i en tam første halvleg var til Jokovic, igen på et frispark i højre side, der røg tæt uden om den fjerneste stolpe.
FCK satte sig på kampen efter pausen
I anden halvleg begyndte spillet at fungere langt bedre for F.C. København, der satte sig på kampen. Både Harald Brattbakk og Todi prøvede med langskud, men de gik begge langt udenom.
I 12. minut fik F.C. København en stor chance ved David Nielsen, som blev spillet fri i dybden og kom alene ind i feltet med Erik Boye. Han så ud til at prøve at vippe bolden over eller udenom Boye, men den endte i favnen på ham.
Efter et par meget farlige chancer til os var AGF uheldige med ikke at score, da Nocko løb igennem et helt åbent forsvar. En offsidefælde var kikset, og pludselig var to mand fri i vores højre forsvarsside. Nocko gik selv og skød ganske velplaceret, men Stensgaard reddede med en vis stil.
Det rystede ikke F.C. København mere end at David Nielsen mindre end et minut senere headede på stolpen fra Zumas flotte indlæg fra højre side; returen faldt hen hos Harald Brattbakk, der efter et par træk skød listigt med venstre ben, lige uden om højre stolpe.
Publikum kunne nu nyde, at kampen havde fået et gevaldigt løft i seværdighed. Der var åbne chancer, og begge hold virkede mere koncentrerede, med F.C. København som det klart spilstyrende af holdene.
Lige midt i halvlegen var der endnu en stor chance til F.C. København, to faktisk, da et glimrende direkte angreb gik over Niclas Jensen i venstre side. Niclas spillede fladt indover, og først skød David med venstre, siden Todi. Begges skud blev blokeret.
Endnu en kæmpechance faldt til David, da Zuma snød sin mand i højre side og lagde ind til David, der ikke ramte bolden ordentligt - Boye reddede. F.C. København skabte langt flest farligheder nu, men afsluttede desværre ikke skarpt.
Stik mod chance-fordelingen scorede AGF til sidst
AGF havde dog også store chancer, f.eks. da der kom et indlæg fra venstre side, som både Nocko Jokovic og Bo Nielsen kom få centimeter for sent til.
Ikke desto mindre tydede alt på at hvis nogen skulle score var det udeholdet. Sådan skulle det bare ikke gå.
Pludselig benyttede AGF sig af et koks i F.C. Københavns forsvar; Erik Boye lossede et langt udspark ned ad banen, og Diego Tur gik op for at heade til den men missede. Nocko Jokovic smuttede mellem Bo Svensson og Stensgaard og vippede bolden i mål – 1-0 til AGF.
Der blev tid til lidt mere københavnsk pres, men der kom ikke flere målchancer, og AGFerne kunne glæde sig over en ny sejr og en midlertidig førsteplads.