Kampreferat: AGF vs. FCK

Mellem århusiansk drøm og københavnsk virkelighed

Blot to dage efter Århus Kommune meddelte, at de lokale Gymstastikforeninger formentlig skal stå for driften af Atletion-komplekset i de kommende otte år gæstede F.C. København anlæggets opvisningsbane.

Efter sidste sæsons grumme oplevelse ved bonderøvs-opgøret i Ikast, og denne sæsons tåkrympende såkaldte klassekamp i Valby, lå det i luften, at østjyderne også ville forsøge at dupere de arrogante københavnere, der ikke engang har fundet det kommunale stadion interessant nok til at deltage i en licitation om driften.

Tiltaget blev et førkampsfestfyrværkeri af ikke ubetydelige dimensioner, men 96 minutters fodboldspil senere sad man med en fornemmelse af, at al hjemmeholdets krudt var brugt allerede før dommer Fiskers første fløjt. Således havde FCKs keeper Magnus Kihlstedt efter kampen uhyre vanskeligt ved at genkalde sig blot et enkelt hjemmeforsøg indenfor målrammen.

På trods af sin legendariske antipati for fyrværkeri lod Knud Erik Fisker røgen lette uden påtale, men inden da havde han nået at beordre strømpeskift hos F.C. København, som derfor stillede op i den noget uvante kombination med sort trøje, sorte bukser og hvide strømper.

Det bekymrede dog ikke de næsten 17.000 tilskuere, da de lidt over halv seks indtog smukt beliggende Atletion for ved selvsyn at vurdere hvor langt, der er mellem den århusianske drøm om et mesterskab indenfor 2,5 år og virkeligheden repræsenteret ved de regerende danske mestre fra København.

På forhånd var der i pressen lagt op til en dyst mellem de centrale midtbanefolk med de såkaldte hardhittere Tøfting og Brian Steen Nielsen hos AGF mod løvernes Nørregaard og Bisgaard. Den slags gejl viser sig sjældent at holde stik på banen, og kampens første minutter afslørede da også, at F.C. Københavns boldmaskine har mange velsmurte tandhjul udover de centrale.

Uden at komme frem til de helt afgørende åbninger demonstrerede udeholdet kompetent organisation, overblik og fremdrift i kampens indledende fase. Det velorganiserede presspil og de mange sikre boldberøringer førte allerede efter syv minutter til en smuk kombination mellem Zuma og Bisgaard, hvor sidstnævnte fra baglinien var meget tæt på at finde en fri Santos inde under mål.

Afleveringen lykkedes til gengæld 100 procent for Bisgaard i det 12.minut, hvor Santos sled sig fri af sin oppasser og stod alene med Steffen Rasmussen. Den unge keeper fik på mirakuløs vis venstre hånd på brasilianerens glimrende afslutning med venstrepoten. Bolden røg på overliggeren, hvorfra den faldt ned for støvlerne af Martin Bergvold, der i tæt kontakt med både keeper og Søren Petersen faldt omkuld.

Hændelsen blev af Fisker takseret til et af den slags straffespark, der nok ikke bliver dømt hver gang, men som på den anden side kan forsvares af AGFernes manglende boldkontakt i nærkampen.

Med en flad afslutning til højre i målet omsatte Santos koldt straffesparket til sit 9.sæsonmål i SAS-ligaen.

Kun det tilbagevendende problem med koncentrationen omkring den sidste aflevering og dødbolde forhindrede yderligere københavnske scoringer i minutterne efter målet.

Mest bemærkelsesværdigt var flere gode udfald fra Bergvold og Silberbauer på kanterne, men indlæggene endte for ofte med enten en århusiansk blokering eller i hænderne på Steffen Rasmussen. Den talentfulde målmand, der holder ex-FCKeren Rune Pedersen på bænken, stod ligeledes i vejen, da hele tiden bevægelige Zuma havde et par kontrollerede forsøg fra distancen.

Bagude dirigerede kaptajn Svensson firekæden med omtanke og konsekvens, hvilket holdt AGF på afstand af modstandernes felt. Albrechtsen så stærkere ud end længe, og han udnyttede sin fysiske styrke optimalt overfor Morten Duncan Rasmussen.

I det 22. minut dumpede returen fra et hjørnespark ned udenfor feltet og for fødderne af den traditionelle FCK-dræber, Leon Andreasen, som køligt forsøgte at udnytte medvinden til at dirigere bolden ind ved fjerneste stolpe. Det lykkedes ikke, men det var en advarsel til mestrene om risikoen ved endnu engang at holde en kamp, hvor man dominerer spillet, scoringsmæssigt åben.

Efter 25. minutter indkasserede Lars Jacobsen en advarsel for en lidt for voldsom tackling i reel kamp om bolden, og man sad tilbage med indtrykket af, at Fisker denne dag i bedste new yorker-stil havde bestemt sig for at udvise ”zero tolerance”.

Den tanke blev dog gjort brutalt til skamme, da han øjeblikket efter valgte at overse Brian Steen Nielsens stempling direkte på Silberbauers lår. Udåden, der kostede Silberbauer nogle grimme blodudtrækninger, blev vel at mærke udført lysår efter at Silberbauer havde sluppet bolden.

Den hensynsløse og ukollegiale gerning vil få det til at runge hult næste gang Nielsen påstår, at han ”spiller hårdt, men ikke over grænsen”. Og med Stig Tøftings fuldblodsflugter direkte på armen af Herfølges Allan Nielsen i sidste spillerunde må man sige, at den århusianske midtbaneduo har fået sat sine uskønne aftryk på modstanderne i starten af foråret.

Det har efterladt d'herrer med totalt een advarsel og færre venner på de danske fodboldbaner.

Den vigtige sidste aflevering vedblev at være F.C. Københavns achilleshæl, og selv om der var tegning til noget stort, da Silberbauer i det 27. minut øjnede Santos i fri position, så savnede stikningen endnu engang appel.

Mod halvlegens slutning fik F.C. København yderligere et par halve muligheder, men farligst var dog Bo Svenssons hælaflevering, der desværre foregik i kanten af eget felt og havnede hos Stig Tøfting, Denne sparkede lykkeligvis langt over mål.

Som halvlegen skred frem stod det stadig mere klart, at det stort set kun var Stig Tøfting, der boldmæssigt kunne matche københavnerne. Den rutinerede midtbanegeneral udmærkede sig gang på gang med fight, boldkontrol og overblik i afleveringerne. Desværre for hjemmeholdet var enmandshæren oppe imod en hel armé af sortklædte boldspillere (med hvide strømper) på jagt efter endnu en udetriumf.

I det, der pludselig blev halvlegens sidste sekunder, fik publikum det forventede bevis på Fiskers fornemmelse for fokus. Den kontroversielle dommer valgte nemlig at fløjte til pause, da Zuma fik frit løb mod århusianernes mål.

Trods to længerevarende behandlinger for skader mente Fisker, at halvlegen var overstået efter præcis 46 minutter og 17 sekunder!

En beslutning, der fik Alváro Santos til at tage sig forbløffet for munden, men Verdens Flinkeste Mand har jo også kun begrænset kendskab til Fiskers fleksible punktlighed.

Det skal nævnes, at opmanden generelt havde glimrende styr på begivenhederne – også da han gav Bo Svensson en advarsel for voldsomt spil i halvlegens døende minut. Dermed blev københavnernes anfører kampens 4. spiller i den sorte bog, hvilket var med til at holde antallet af grove ulovligheder nede på et acceptabelt niveau.

At Fisker manglede et navn i bogen kan kun skyldes, at hans øjne fulgte bolden, da Brian Steen Nielsen slagtede Silberbauer. At Fisker efterfølgende frikendte Brian Steen Nielsen og mente, at handlingen var uforsætlig må siges at være en af sæsonens mere bizarre oplevelser.

De to svenske cheftrænere må have haft vidt forskellige temaer på agendaen i pausen, og i 2. halvlegs første halvdel tydede noget på, at GFerne havde lyttet mere til Åkeby end FCKerne til Backe. I hvert fald var det et betydeligt mere aggressivt hjemmehold, der kom på banen.

Omvendt var det et noget tamt mesterhold, der relativt enkelt slap grebet om initiativet og glemte både at spille fodbold og investere det nødvendige i nærkampene.

Konsekvensen blev et GF-overtag på banens midte, men det var kun sporadisk, at dominansen medførte klamme håndflader hos de medrejsende FCK-fans.

Største mulighed for kvittering tilfaldt Martin Ulander i det 51. minut, hvor han i næsten fri position til højre for Kihlstedt totalkiksede sin afslutning.

Ellers var det mest opsigtsvækkende indslag i 2. halvlegs første del, da Fisker med en kæk hoftebevægelse holdt Santos væk fra et dommerkast! Episoden fik endnu engang brasilianeren til at smile godmodigt og slå opgivende ud med armene.

Efter 11 minutter måtte også Michael Silberbauer se sig noteret for en korrekt advarsel, og dermed må han stå over med karantæne i næste kamp. Kamppausen startede dog før, da han kort efter advarslen blev afløst af bomstærke Christian Traoré.

Cirka midtvejs i halvlegen fandt ”Theo” sammen med Hjalte Nørregaard, Morten Bisgaard og Martin Bergvold arbejdshandskerne frem og stille og roligt overtog F.C. København igen initiativet. Med tre spillere i starten af tyverne på midtbanen samtidig må selv de mest hårdkogte tabloidredaktioner da efterhånden begynde at acceptere, at der findes talenter i andre dele af landet end på vestegnen...

På blot tre minutter udmøntede overtaget sig i to meget store chancer ved Zuma og Nørregaard, men afslutningerne stod desværre ikke mål med det kvikke og direkte opspil, hvor Morten Bisgaard for alvor viste sit potentiale som oplægger.

Med tolv minutter igen kastede Lars Jacobsen et hurtigt indkast til Santos, der på mindre end en kvadratmeter snørede tre modstandere og stødte bolden fikst til Zuma. Denne chattede med ydersiden bolden videre til en fremstormende Bisgaard, og med en behersket inderside lukkede Bissen kampen. Et mønsterangreb.

Samme Bisgaard misbrugte i overtiden kampens måske største tilbud, da han efter en frispilning fra Traoré sparkede for dybt . Efter sigende ledes der stadig efter bolden i Marselisskoven.

Afbrænderen blev den sidste af flere i slutminutterne, hvor også Zuma og Traoré med større skarphed kunne have gjort rare ting for F.C. Københavns målforskel, som er næsten identisk med Brøndbys, men lidt ringere end både Esbjergs og OBs.

Med blot fire points forskel på nummer 4 og nummer 1 med 9 runder tilbage i SAS-ligaen kan netop målforskellen gå hen og blive den mesterskabsafgørende faktor.

Den tanke kan trænere, spillere og fans tygge på, indtil næste kapitel i F.C. Københavns titelforsvar skrives på søndag i PARKEN, hvor bundholdet Frem kommer på besøg. Efter bemærkelsesværdige 21 udekampe i 51 uger uden nederlag synes det nu betimeligt med en overbevisende hjemmesejr.