Kampreferat: BIF vs. FCK
På vej mod toppen!
Når man sidder og evaluerer sådan en kamp som 25.097 tilskuere har været udsat for, så er der i hvert fald én ting der er sikkert: Kampen fik den rigtige vinder.
F.C. København slog rivalerne fra Brøndby fortjent med 2-1, blandt andet på et pragtmål af Thomas Thorninger. Københavnerne dominerede kampen igennem spillet overalt på banen og med personer som Zuma, Laursen, Poulsen og Thorninger i hopla - ja, så var der intet der kunne stoppe København fra at tage alle tre point med hjem til hovedstaden.
Som altid var der en flot stemning, der gjorde kampen endnu mere intens end den allerede var. Specielt FCK var angrebslystne og lod sig ikke presse tilbage, selvom de var på udebane. Brøndby derimod virkede idéforladte og defensivt indstillet - de kom i hvert fald ikke frem til meget....
Kampen var præget af mange nærkampe uden dog at blive ond. Der var en del flot spil - specielt fra FCKs side, og flere gange viste Zuma hvorfor netop han er en af de store profiler i Superligaen. Med flotte tekniske detaljer snød han gang på gang Brøndby-forsvaret, hvilket blandt andet gav plads til en velspillende Thomas Thorninger, der nok lavede årets mål i slutningen af første halvleg: en helflugter fra 30 meters afstand havnede bag Mogens Krogh via den ene opstander til stor jubel for de mange fremmødte FCK-fans.
Inden pausen skabte Mattias Jonson dog noget ufortjent balance i regnskabet, da han udnyttede et oplæg fra Graulund og dermed omsatte Brøndbys eneste reelle målchance i første halvleg.
Etfer pausen var det fortsat FCK, der dominerede og ikke gav Brøndby plads til at komme i gang med deres spil. Især Christian Poulsen lyste op på den centrale midtbane og optrådte med en sjælden stor selvtillid for så ung en spiller at være. Det var også ham, der iscenesatte sejrsmålet, da han lagde bolden ud til Niclas i venstre side, og hans indlæg skabte så meget forvirring i Brøndby-forsvaret, at Zuma kunne banke bolden i mål uden chance for Mogens Krogh.
Sejren burde have været større, og bl.a. reddede Krister Nordin på et tidspunkt på selve målstregen, da Zuma var ved at øge i en situation, hvor Krogh var helt væk. Indskiftede Oumar Barro ramte overliggeren i slutminutterne, der blev dramatiske, da Rytter gik hårdt til Peter Graulund, som havde været i nærkamp med Thomas Myhre. Efter en del tumult valgte Claus Bo Larsen at nøjes med gult kort til Graulund.
Nu er det dog vigtigt at få armene ned og arbejde stenhårdt frem til næste kamp om otte dage mod Lyngby, for når alt kommer til alt var det "kun" tre point vi fik og der skal mange flere til før vi kan snakke om en slutplacering blandt de bedste.