Kampreferat: De brændte chancers kamp
Det blev de brændte chancers kamp, da vi skuffende måtte nøjes med 1-1 i Silkeborg efter jysk pauseføring.
Vi lagde glimrende ud, og det var ikke til at se, at vi havde været ude i en hård Celtickamp tre dage tidligere. Der var kun spillet halvandet minut, da Falk stjal bolden fra en uopmærksom Frederik Alves og fandt Santos i feltet, men keeper Romo nåede godt ned til hans flade afslutning.
Lidt efter var Kaufmann lige ved at nå frem til et godt Pep Biel-indlæg, og nordjyden – der startede inde for første gang – var også tæt på at nå en lang Bjelland-fremlægning i feltet, men det blev igen ved lige ved og næsten.
Klar dominans den første halve time
Men vi havde fuld kontrol over kampen, bortset fra en fejl af Bartolec, der tillod Brumado at komme på skudhold lige uden for vores felt, men det tog Kalle sig heldigvis sikkert af. Vores spilovertag fortsatte hen mod den halve time, hvor hjemmeholdet for første gang fik lagt et kortvarigt pres, men uden at komme til afslutninger.
Ti minutter før pausen fik de et lidt billigt frispark ude ved det ene hjørneflag, efter Zeca havde tacklet Brumado, men i første omgang clearede vi dødbolden. Den endte i højre side af feltet, hvor Vallys bankede den ind i det tætbefolkede målfelt, og Moberg stod på det rigtige sted og snittede bolden i nettet uden chance for Kalle.
Ujævn afslutning på halvlegen
Resten af halvlegen blev en lidt ujævn affære, hvor vi ikke fandt tilbage til vores spil, men alligevel fik vi en kæmpe mulighed for at udligne i tillægstiden, da Romo sparkede en bold lige ud til Stage. Desværre blokerede Frederik Alves i sidste øjeblik, da Falk trykkede af fra kanten af feltet mod tomt mål.
Efter pausen kom Daramy ind for Pep Biel, og Daramy tog venstre kanten, mens Falk gik over i højre. Igen lagde vi ud som lyn og torden, og efter 65 sekunder spillede Falk og Kaufmann spillede 1-2, hvorefter Falk lidt heldigt fik bolden videre til Santos, der midt i feltet trykkede resolut af – men en mirakelredning af Romo forhindrede udligningen.
Masser af chancer efter pausen
Minutter efter var Santos tæt på at få hovedet på et fint Bengtsson-indlæg tæt under mål, men Silkeborg ville også være med. Vi afværgede i første omgang en hurtig kontra, men Brumado fik alligevel slidt sig igennem i feltet og fyrede af fra spids vinkel, hvor Kalle var godt ude og blokere.
Vi fortsatte dog en tung dominans, og efter en times tid var det tæt på igen, da Daramy lagde en bold tilbage til Zeca, som fyrede et fladt hug af, som Romo dog nåede ned og slog væk. Igen svarede Silkeborg dog igen med en giftig kontra, og Kalle måtte igen i aktion for at parere en afslutning fra Kaalund.
Stage-udligning
Midtvejs i 2. halvleg kreerede vi endnu en gigantisk chance, da et hjørne blev headet ud midt i feltet, hvor Falk klappede til bolden, men bankede den lige over mål. Men efter 65 minutter lykkedes det endelig efter et mønsteropspil. Falk satte fart i højre side, Santos spillede på tværs i feltet, Kaufmann lagde elegant bolden videre med hælen, og Stage mødte bolden i fuld fart og udplacerede Romo.
Desværre måtte Nelsson kort efter udgå til fordel for Papagiannopoulos, efter han et par minutter før målet havde et ublidt møde med et sæt jyske støvleknopper. Et kvarter før tid slap Silkeborgs indskiftede Jeppe Okkels helt fri i en kontra, men Kalle gik stærkt ud og reddede, så bolden kun tog ydersiden af stolperoden.
Nogle minutter efter var det Mads Emil Madsens tur til at forsøge sig efter en kontra, og endnu engang var Kalle vores redningsmand. Da var vi i gang med det sidste kvarter, hvor vi mistede noget af det momentum, vi havde haft den første halve time af halvlegen og ikke rigtig kom til de flere chancer, der kunne sikre sejren.
Rødt kort i tillægstiden
Først i tillægstiden fik vi for lagt lidt tryk på, hvor Brumado i øvrigt også måtte forlade banen i utide efter sit andet gule kort, men hverken Falk eller Zeca havde held med deres skudforsøg.
Derfor må vi bare erkende, at vinterpausens fire points afstand til FC Midtjylland nu er øget til ni point efter vi blot har hentet et enkelt point i udekampene mod ligaens nr. 13 og 14. Nu venter først returkampen i Glasgow, inden formstærke AaB kommer til København næste søndag.