Viktor Claesson

Kampreferat: En god første time og en dyr sidste halve time

Så gik den ikke længere. Efter otte Superligasejre i træk - de syv seneste med clean sheet - stoppede sejrsstimen i Silkeborg.

De to hold
I forhold til søndagens FCM-kamp startede Paul Mukairu for Roony Bardghji og Hákon Arnar Haraldsson for Jens Stage, der stod over med en mindre skade. Silkeborg havde Anders Klynge med i stedet for Robert Gojani i forhold til deres 3-0-sejr over Brøndby.

I sæsonens to tidligere opgør mod Silkeborg havde vi mange problemer med at få vores eget spil i gang, men i dag gik vi meget mere aggressivt til værks fra start og pressede dem højt på banen, så de ikke fik gang i deres normale possession-spil.

Efter ti minutter var Pep Biel nærgående med et lumsk langskud, som Nicolai Larsen reddede til hjørne, og det var Lerager lige ved at få hovedet på tæt under mål. I stedet endte bolden ude i højre side, hvor Vavro smækkede den ind over, og ved forreste stolpe headede Lerager i sidenettet.

I den anden ende forsøgte hjemmeholdet sig mest over højre kanten, men selv om de kom til indlæg, savnede de kvalitet, og vi afværgede konsekvent det hele, inden de nåede at sætte Grabara på prøver.

Først midt i halvlegen fik Vallys en lidt tilfældig skudchance, men afsluttede langt forbi. Vi kom dog heller ikke til afslutninger, men fra omkring den halve time pressede vi dem i en lang periode godt tilbage på banen, og de havde svært ved at spille sig ud af vores pres.

Et hårdt, fladt Vavro-langskud voldte Nicolai Larsen problemer, og vi havde flere fine aktioner uden for feltet, hvor det bare kneb med kvaliteten, når der skulle afsluttes.

Diks fik vores måske bedste tilbud efter en fin aktion af Mukairu, der snød tre mand ude på kanten, rykkede ind i banen og spillede Diks godt i modsatte side, men hollænderen skød forbi mål.

Efter pausen fortsatte vi med at dominere, og det hele så egentlig ganske fint ud – og det var det måske blevet ved med, hvis Pep Biel havde scoret på en friløber, da Ankersen fornemt spillede ham helt fri, men Nicolai Larsen parerede afslutningen.
 

Paul Mukairu


I stedet scorede Silkeborg fem minutter efter på deres første reelle chance i kampen. Lerager nåede ikke at afværge en dyb stikning til Anders Klynge i deres venstre side, og på hans flade indlæg satte Vallys indersiden på og dirigerede bolden på den fjerneste stolpe – hvorfra den studsede i mål.

Bare to minutter efter strøg Viktor Claesson alene igennem og udplacerede Larsen, men flaget gik for offside, og et VAR-tjek bekræftede det – men det var ikke mange centimeter, det drejede sig om…

Silkeborg svarede igen med en kæmpe chance til Vallys, der fik den af Helenius tæt under mål, men bankede bolden over.

Kampen var således stadig helt åben, men det var som om, at vi blev lidt for febrilske og hektiske i vores offensive spil, selv om der var masser af tid endnu.

Diks havde et udmærket langskud tæt forbi, og Claesson kom også til en afslutning ved fjerneste stolpe på et Vavro-indlæg, men flugtede forbi.

Men Silkeborg forsvarede sig også godt, og de stillede sig ikke bare ned for at forsvare føringen hjem – og et kvarter før tid så deres snit til at udnytte, at vores bagkæde slap Sebastian Jørgensen af syne, så han blev spillet fri helt oppe fra midterlinjen. Nede i feltet lagde han køligt på tværs til Helenius, og så var vi bagud 0-2.

Kort efter blev Pep Biel tacklet i deres felt og ville gerne have straffe, men hverken Anders Poulsen eller det efterfølgende VAR-tjek gav ham ret.

Vi havde tidligere indskiftet Roony for Mukairu og Victor K for Diks og sendte nu også Babacar, Isak og Boilesen ind for Claesson, Lerager og Khocholava i et forsøg på at vende kampen.

Et minut før tid lykkedes det at tage det første skridt, da Falk og Babacar spillede Hákon godt fri i dybden, og han udplacerede Nicolai Larsen til 1-2.

Hákon Arnar Haraldsson

 

Men det blev ikke til et skridt mere i retning af point, for i stedet øgede indskiftede Søren Tengstedt til 3-1 med endnu en afslutning, der gik i mål via indersiden af stolpen.

Det er svært at indvende noget mod, at hjemmeholdet tog de tre point, for da kampen gik ind i den afgørende sidste halve time, så var de bedst og skarpest. Men det burde aldrig være kommet så vidt, selv efter vi kom bagud 0-1...

Denis Vavro