Kampreferat: Endnu en jagt på at vende 0-1 i Parken
Trænere og spillere havde sat næsen op efter at revanchere sig for indsatsen i Ostrava i torsdags, men trods det ene point præsterede løverne igen under vanlig standard.
Neestrup skiftede seks spillere fra start-11’eren i Ostrava, og det gav bl.a. de første startpladser til Gabriel og Amin Chiakha: Trott – Diks, Vavro, Gabriel, Meling – Lerager (anf.), Clem, Mattsson – Froholdt, Chiakha, Achouri.
Viborg skiftede tre og gav bl.a. debut til Oscar Hedvall i målet, idet Lucas Lund og Anosike Amenta var sendt på bænken af disciplinære årsager: Hedvall – Mbom, Zaletel, Bürgy, Anyembe – Westergaard, Grønning, Vester – Serginho, Renato Junior, Jensen.
Viborg bedst fra start
Viborgenserne kom bedst fra start og udnyttede allerede i 2. minut et københavnsk boldtab til at spille Serginho fri i højre side af feltet, men Trott nåede godt ned til hans flade afslutning.
Set i bakspejlet var det forvarsel om, hvad der ventede denne eftermiddag, hvor hovedparten af de 26.035 tilskuere havde berettigede forventninger om en bedre præstation end torsdagens i Ostrava. Men Jacob Neestrup var bagefter den første til at indrømme, at det fik de ikke.
God Mattsson-mulighed
Efter de første ti minutter kom vi så småt ind i kampen, og i 13. minut havde Magnus Mattsson det, som viste sig at være vores bedste chance i 1. halvleg. Han jagtede en Achouri-stikning i feltet, som Zan Zaletel ikke fik fat i, men tæt under mål afsluttede Mattsson lige på Hedvall, som gik godt ud i skuddet.
Det blev Zaletels sidste aktion, da han nogle minutter før havde fået noget, der lignede et overstræk i knæet og nu måtte udskiftes med Stipe Radic.
Stillestående og chancefattigt
Der fulgte en periode, hvor vi nok var på bolden, men var for stillestående og dominerede på ingen måde spillet og skabte heller ikke chancer.
Trott havde dog heller ikke meget at lave, selv om Isak Jensen midt i halvlegen firsttimede bolden tæt forbi fra kanten af feltet, men et VAR-tjek havde måske udløst en offside på en viborgenser inde foran, der så ud til at forstyrre Trott.
Hen mod den halve time nærmede det sig et københavnsk spilovertag, men stadig uden at Hedvall blev sat på store prøver, og intet tydede på, at viborgenserne for femte kamp i træk ville lukke tre mål ind!
Kort efter blev en nyligt afdød Cooligan-fan, Joachim, hyldet på rørende vis med et banner på Sektionen og afdæmpede, men respektfuldt fine klapsalver fra C-tribunen. Vi sender også varme tanker og kondolencer til familien og de mange fans, der kendte Joachim rigtig godt.
0-0 ved pausen
Nogle minutter efter lå tre spillere i græsset efter hoved-sammenstød under et hjørnespark. Serginho kom hurtigt på benene, man Chiakha og Radic, som knaldede hovederne sammen, måtte først behandles, og det gav en kort periode, hvor vi spillede 11 mod 10.
I 38. minut syntes Achouri, at han blev løbet ned bagfra i feltet af Mbom, men Sandi Putros så ikke noget ulovligt. Vi lagde igen et vist pres på dem, men stadig uden at blive farlige, og efter seks minutters tillægstid gik holdene til pause med 0-0 på lystavlen.
OK ud til 2. halvleg
Orri Óskarsson afløste Amin Chiakha fra 2. halvlegs start, og vi begyndte udmærket med meget spil oppe på deres halvdel. I 52. minut serverede Lerager en kæmpe chance til Orri, men Lerager var dog offside, da han fik bolden af Diks – og Orri kiksede også afslutningen inde foran.
Minuttet efter forsøgte Clem sig fra distancen og tvang Hedvall til at kaste sig for at redde, så det begyndte at ligne noget.
Viborg foran
Men Viborg havde ikke tænkt sig bare at stå dybt og tage imod, og efter nogle minutter med bolden bragte de sig foran i 58. minut.
Mbom sendte Serginho afsted i højre side, og på hans fine indlæg tog Jacob Vester – ikke for første gang i sæsonen – et perfekt løb og pandede bolden hårdt og utageligt i netmaskerne.
Dermed var vi igen bagud på eget græs, og ikke at det var ufortjent, men nok engang måtte vi altså indtage jægerens rolle i forsøget på at få et eller tre point.
Neestrup svarede igen med en trippel-udskiftning, der senste Falk, Elyounoussi og Gocholeishvili ind for Mattsson, Froholdt og Meling. Lidt efter sendte Jacob Poulsen også tre friske folk ind i grønne bluser i form af Ementa, Said og Jacobs.
Langt spilstop efter episode i udeafsnittet
De nye nåede dog ikke at spille meget, før kampen desværre måtte afbrydes på grund af en episode på Viborgs udeafsnit, som krævede omgående hjælp fra læger og samaritter.
Spillerne blev lidt efter sendt i omklædningsrummet, og der gik et lettelsens suk gennem Parken, da udeafsnittet begyndte at klappe som tegn på, at vedkommende havde det ok - og selv kunne gå ud til en ambulance for at blive tjekket på hospitalet.
Efter ca. 20 minutters afbrydelse blev spillet genoptaget, hvor vi satte Garananga ind for Diks og gik over til at spille 3-4-3.
Kort efter var Viborg dog tæt på efter en hurtig kontra, hvor Jamie Jacobs spillede fremstormende Serginho i feltet, men Trott gik godt ud og afværgede.
Københavnsk pres gav bonus
Straks efter var det vores tur til at køre en 4-mod-3-kontra, hvor Achouri førte bolden op og spillede Elyounoussi i venstre side af feltet, men da nordmanden trak sig fri til skud, så overplacerede han sin afslutning mod det fjerne målhjørne.
Gocholeishvili forsøgte sig også med en afslutning, som ikke voldte Hedvall problemer, og Elyounoussi headede et indlæg fra georgieren på tværs i feltet, hvor ingen nåede frem, men vi pressede godt på nu.
Vores bedre-sent-end-aldrig-opblomstring blev belønnet med udligningen i 78. minut efter et fornemt opspil med kvikke kombinationer.
Achouri udfordrede og spillede Falk uden for feltet, han slog en præcis førstegangsaflevering til Elyounoussi i venstre side, og han slog bolden fladt på tværs foran mål, hvor Orri kom først på bolden før Bürgy og tændte håbet om, at dagen alligevel skulle ende med tre point.
Hektisk afslutning
Få minutter efter var Orri tæt på at finde Elyounoussi i feltet, men en forsvarer nåede at afværge, og i stedet gik Viborg til angreb, for de havde heller ikke opgivet af få de tre point.
Slutningen af kampen blev derfor alt for åben og hektisk, hvor spillet bølgede frem og tilbage, og ret beset var Viborg tættest på et sejrsmål, da Ibrahim Said headede lige over mål i fri position på kanten af målfeltet!
I tillægstiden skruede Garananga et skud tæt forbi, men nærmere kom vi ikke, og set over kampen som helhed, skal vi nok også være glade for, at vi i det mindste fik det ene point efter en præstation langt under niveau.