Kampreferat: Endnu en uafgjort i Farum
2-2 betød den syvende uafgjorte udekamp i vores seneste ti opgør i Farum, hvor vi fortsat ikke har vundet siden 2013.
De to hold
Varela og Mudrazija debuterede fra start, og Daramy startede inde for første gang. Mudrazijas startdebut skyldtes dog, at Falk måtte trække sig under opvarmningen, og dermed nåede vi op på fem ændringer siden sidst. Bjelland var tilbage i forsvaret, og Fischer rykket frem i angrebet i stedet for Jonas Wind.
FC Nordsjælland havde ændret på to pladser, så Rygaard og Yttergaard startede i stedet for Strunck og Mumin. Desuden havde alle - får at markere kvindernes kampdag - valgt en kvindelig rollemodel, hvis navn stod bag på spillertrøjen.
God start
Vi kom bedst fra start, og allerede efter syv minutter fik Fischer en stor kontramulighed, men blev tacklet på kanten af feltet, hvor han med fordel kun have lagt bolden til den fri Daramy. Mudrazija kom lidt efter med frem til en hovedstødschance, og efter et kvarter hamrede Robert Skov et frispark på overkanten af overliggeren.
Siden kom nordsjællænderne dog ind i kampen og fik gang i deres hurtige pasningsspil, men det så stadig fornuftigt ud, set fra vores lejr.
Midt i halvlegen - hvor spillet nu bølgede frem og tilbage - slap Fischer helt fri på en stikning fra N'Doye, men kiksede sit forsøg på at vippe bolden over Nicolai Larsen. Også FCN kom til en stor mulighed, men Joronen reddede fremragende Donyohs afslutning.
N'Doye headede os foran
Syv minutter før pausen tændtes håbet om vores første sejr i Farum i seks år! En stærkt spillende N'Doye tilkæmpede sig smart et hjørne i duel med Mads Valentin, og på Fischers fine dødbold headede han relativt ugeneret bolden i mål uden for Nicolai Larsens rækkevidde.
Andreas Skov Olsen nåede at sende et drøn af et skud afsted inden pausen, men igen parerede Joronen stærkt og sørgede for, at vi velfortjent kunne gå til pausen med 1-0.
I pausen kom Thomsen ind for Mudrazija, og desuden gik Daramy op i angrebet, mens Fischer rykkede ned på kanten.
Nordsjællandsk drømmestart
FCN fik lidt af en drømmestart, da de udlignede efter mindre en to minutters spil. Efter et kort hjørne, headede Nelsson indlægget ind tæt foran mål, hvor forsvarskollegaen Ulrik Yttergård styrede den i netmaskerne.
Nordsjællænderne havde klart momentum i denne fase af kampen, hvor vi ikke fandt samme sikkerhed i spillet som før pausen, og afstandene mellem kæderne blev ofte for store. Efter en times tid kom Jonas Wind ind for Daramy, men efter et længere FCN-pres - hvor Magnus Kofod sendte bolden på overliggeren - lykkedes de med et klassisk FCN-mål, hvor Donyoh fandt den fremstormende Andreas Skov Olsen, der udplacerede Joronen.
Stærkt comeback, da det så mørkt ud
De næste 5-10 minutter havde vi ikke rigtigt noget gensvar, men der blev fightet godt over hele linjen, uden at vi dog formåede at komme til chancer. Men ti minutter før tid lykkedes det! Efter et hjørne opstod der gevaldigt klumpspil inde foran mål, og til sidst kastede Robert Skov sig ned tæt under mål og ekspederede bolden over stregen.
I en hektisk og intens afslutning fik Mathias Rasmussen en dobbeltchance, men først reddede Joronen stærkt, og herefter blokerede en forsvarer, da han trykkede af på returbolden.
Bortset fra det kom ingen af holdene dog til store chancer, men vi kunne i det mindste gå fra banen med det ene point. Man kan ærgre sig over, at vi ikke kom på 2-0 i vores stærke 1. halvleg - men også glæde sig over, at vi trods alt fightede os godt tilbage på en bane, hvor vi har notorisk svært ved at vinde.
Vi har nu et forspring til FCM i tabellen på ét point og er stadig ubesejrede siden oktober, inden grundspillets sidste runde, hvor Hobro kommer til Telia Parken.