Kampreferat F.C. København - Viborg

I sæsonens første kamp mødte F.C. København et godt organiseret Viborg-mandskab, der fik hvad de kom efter - uafgjort. F.C. København brændte en del chancer, men viste god moral ved at komme tilbage efter at have været bagud to gange. Kampen blev spillet i stegende hede foran 14.536 tilskuere.

F.C. København startede med følgende spillere:

Magnus Kihlstedt

Tomas Antonelius
Bo Svensson
Martin Albrechtsen
Bora Zivkovic

Christian Lønstrup
Erik Mykland
Peter Nielsen (75. Morten Bisgaard)
Thomas Røll (75. Carsten Fredgaard)

Peter Møller (62. Todi Jónsson)
Sibusiso Zuma


Hans Backe havde ingen overraskelser i ærmet, da han i dag sendte sit hold ind til sæsonens første vigtige opgave. Mest interessant var det at Peter Nielsen fik debut/come-back på midtbanen, mens Bora Zivkovic spillede i venstresiden af forsvaret. De nyindkøbte Urmas Rooba og Jörgen Pettersson må vi vente lidt med at se i aktion, da skader og manglende kampform stadig holder dem væk.

Fra halvlegens start var det F.C. København der lagde tryk på i den stegende varme. Zuma virkede oplagt og havde efter to minutter kampens første afslutning, men skuddet fra 20m var uden fart og præcision. Et højt pres blev lagt på Viborgs spillere, der dog med kløgt formåede at spille sig ud af presset og efter fem minutters spil, havde Klaus Kærgård et farligt hovedstød, hvor han i fri position headede lige på Kihlstedt.

Peter Møller stod for kampens næste chance. Et frispark lige uden for feltet tordnede den tidligere landsholdsspiller mod mål, men Arek Onyszko, der stod en fremragende kamp, klarede flot. Som man kunne forvente bølgede angrebene ned mod Viborgs mål, men det blev aldrig rigtigt farligt i denne fase af kampen. Det blev det til gengæld i den anden ende da Milton i det 18. minut undlod at dømme frispark til Røll på midtbanen. Bolden røg hen til en Viborgspiller, der lagde den indover til Klaus Kærgård, som på flot vis lobbede/firsttimede bolden i nettet uden chance for Kihlstedt. Normalt ville en kold dukkert på så varm en dag være dejligt - dette var ikke en af dem?

Efter scoringen virkede løverne en anelse tæmmet. Peter Nielsen og "Myggen" kom ikke rigtigt i gang på midtbanen og de havde flere fejlafleveringer. Heldigvis varede denne periode kun 10 minutter og da Mykland med en flot aflevering spillede Møller helt fri øjnede man muligheden for en udligning, men Møller afsluttede svagt uden om mål.

I de efterfølgende 20 minutter havde F.C. København bolden meget, men det blev aldrig rigtigt farligt. Bo Svensson havde dog en god afslutning på en halvflugter lidt uden for feltet, men igen klarede Onyszko. Bedst som man sad og ventede på halvlegsfløjtet skete der pludselig noget. Peter Møller fik revet sig fri og fandt en fremstormende Peter Nielsen der tog et langt træk ind i feltet hvorefter han koldt afdriblede målmanden og scorede sikkert med venstrebenet. En herlig afslutning på en lidt svingende halvleg.

Efter pausen hvor ingen af holdene havde skiftet ud, startede løverne som lyn og torden. Kaptajn Lønstrup havde en god afslutning tæt inde ved mål og på det efterfølgende hjørne headede Bo Svensson lige på Onyszko. Viborg virkede rystede og faldt langt tilbage på banen presset af et opsat FCK-mandsskab. Men scoringen udeblev til trods for at Peter Nielsen, Røll og især Zuma havde gode muligheder. Der skulle gå næsten 20 minutter før Viborg fik afsluttet på Kihlstedt og man sad med en fornemmelse af at det bare var et spørgsmål om tid førend en af de mange chancer ville blive omsat i et mål. Det skete så også - bare i den forkerte ende. Efter hjørnespark i det 74. minut til Viborg fik FCK-forsvaret ikke sparket bolden væk og den havnede hos Michael Gravgaard, der fra nært hold scorede. 2-1 til gæsterne, hvilket ikke var fortjent efter spil og chancer. Dog skal det siges at Viborg kæmpede flot og forstod at udnytte de chancer de fik.

Målet fik Hans Backe til at reagere. Prompte sendte han Bisgaard og Fredgaard ind i stedet for en træt Peter Nielsen og en noget anomym Thomas Røll. Og det gav bonus. Bare 30 sekunder senere styrtede Fredgaard op ad venstresiden og han fandt med et perfekt indlæg en anden indskiftet, Todi Jónsson, der flot med hovedet headede i mål. Stor jubel på lægterne og det var i sandhed også en retfærdig udligning.

Og blot fire minutter senere var triumfen ved at blive total for Carsten Fredgaard og F.C. København. Et flot frispark fra Fredgaard blev fistet på overlæggeren af Onyszko, der endnu engang viste sin høje klasse. Ærgerligt og bittert for Fredgaard, der virkelig fik sat skub i tingene efter sin indskiftning.

Kampen nærmede sig sin afslutning, men det lykkedes ikke for løverne at overliste de godt kæmpende viborgensere til trods for gode forsøg fra Zivkovic og Zuma i afslutningen.

2-2 blev kampens resultat og det kunne Viborg være bedst tjent med. Løverne brændte for mange chancer og det blev dyrt i enden. Alligevel var det flot af holdet at komme tilbage efter at havde været bagud to gange. Men to kolde fra kassen viste sig ikke at være nok. Formår F.C. København at udnytte chancerne lover det godt for fremtiden. Vi glæder os til næste kamp.

Efter kampen blev Erik Mykland kåret som "Man of the Match" af tilskuerne, og en dygtig/heldig tilskuer vandt kampbolden for at have deltaget i denne konkurrence. Vær selv med næste gang F.C. København spiller på hjemmebane og send din sms-stemme til 1266.