Kampreferat: FCK vs. FCM
Klar til kvartfinalen
F.C. København spillede 2-2 i anden runde af Viasat Cup mod ulvene fra FC Midtjylland. En ellers sikker 2-0 føring på mål af Kvist og Hutchinson, blev på et minut forvandlet til remis, da Runsewe og Traoré sørgede for to hurtige scoringer.
F.C. København stillede med et diamantformation på midtbanen med Lasse Qvist på den offensive kant og Morten Bertolt på den defensive. Som i torsdags havde Ståle Solbakken valgt mange af de unge talentfulde spillere til startopstillingen, hvilket også var tilfældet hos FC Midtjylland.
En lidt rodet indledning blev det til i PARKEN, men efter et kvarter skulle de 1.583 fremmødte få et mål at se. To af hjemmeholdets bedste kampen igennem, Martin Bernburg og Lasse Qvist satte fart på kombinationsspillet og sidstnævnte fik muligheden fra kanten af feltet. Med en velplaceret inderside sørgede Qvist flot for 1-0 til hjemmeholdet.
Mest på bolden var københavnerne, men det kneb med at få spillet til at flyde, som det ellers lykkedes så flot i torsdagens kamp mod Horsens. Et par chancer blev det dog til, men en uskarp Ijeh brændte først en direktør og dernæst en god hovedstødsmulighed. Da gæsterne ikke satte Gall på nævneværdige prøver, blev den ganske udramatiske halvleg fløjtet af, da minutviseren ramte 45.
Efter sidebyttet fortsatte hjemmeholdet med at være marginalt i teten. Bernburg gav prøver på speed og fine afslutninger, men den arbejdsomme angriber kom ikke på tavlen i dag, hvilket udeholdets Frank Kristensen heller ikke gjorde, selvom ”Farlige Frank” fik en fin mulighed efter en times spil.
En indskiftning af Mads Laudrup frem for Peter Ijeh, gav et par rotationer i opstillingen, og unge Laudrup gjorde det udmærket fra sin position som venstremidt. Et par gode muligheder blev det også til for Laudrup, men det var nu rutinerede Hutchinson, der stod for hjemmeholdets næste mål, der faldt kort efter en stor chance til Bernburg. I det 67. minut driblede canadieren sig således flot fri i feltet og med en sikker inderside var der dobbelt op.
Føringen holdt dog særdeles kort, da gæsterne indenfor blot ét minut og kun to minutter efter Hutchinsons scoring lynede to gange. Sløset spil af hjemmeholdet gav Runsewe og Traoré chancerne, der ikke blev forsømt og dermed stod der 2-2 på måltavlen med tyve minutter igen.
I disse skete der ikke det store førend to minutter inde i overtiden, hvor Hutchinson fik en gylden mulighed for at blive matchvinder. Desværre bragede ”Hutch” over på den fine mulighed og dermed endte kampen 2-2.
F.C. København er med det uafgjorte resultat klar til kvartfinalen i Viasat Cup. Modstanderen og spilletidspunkter offentliggøres her på FCK.dk efter 3. rundes afvikling.