Kampreferat: FCK vs. Hel
11 nye i startopstillingen
Byens Hold stillede med 11 nye i startopstillingen i forhold til torsdagens kamp mod Manchester City, men stadig et mandskab med næsten kun U- og A-landsholdsspillere. Ståle Solbakken tilkendegav inden kampen, at det ikke så meget var holdet, der var i fokus, men mest det individuelle hos de spillere, der havde brug for kamptræning – bl.a. Sionko, der har været syg hele ugen, Larsson, der er på vej tilbage fra sin skadespause, Vingaard, N’Doye og Grønkjær, der ikke spillede hele kampen mod City, og så Nordstrand, der slet ikke fik spilletid i torsdags. Men det fik han revancheret godt og grundigt i dag!
Han stod nemlig for samtlige fem scoringer, da Helsingborg blev sendt hjem over Øresund med et 2-5-nederlag i bagagen! Det lå ellers ikke i kortene, da svenskerne efter pausen bragte sig foran 2-1 efter at de første 45 minutter nogenlunde retvisende var endt uafgjort.
1-1 ved pausen
Måltavlen pegede første gang mod Nord efter 22 minutter, da han sikkert udnyttede et straffespark, som blev begået mod Dame N’Doye. Helsingborgs Makondele udlignede en halv snes minutter senere, da venstre back Tamoura fik let spil i FCK’s højre side og lagde bolden fladt ind foran, hvor Makondele fra nært hold kunne rage den ind bag Johan Wiland.
Wiland blev afløst af Nathan Coe efter de første 45 minutter, hvor Thomas Delaney også afløste Jesper Grønkjær, der spillede en god 1. halvleg og tog yderligere et vigtigt skridt på den lange vej tilbage mod den absolutte topform.
Kort efter pausen udnyttede Makondele en københavnsk forsvarsfejl, men det var ikke længe han fik lov at kalde sig kampens eneste dobbelte målscorer – igen blev N’Doye nedlagt i det kriminelle felt efter en fin, lang tværpasning fra Vingaard, og igen omsatte Nordstrand iskoldt det efterfølgende straffespark.
Hattrick på 5 minutter!
Og så gik det ellers stærkt… Jacob Albrechtsen, der kort forinden havde afløst Danni Jensen, tog 3 minutter senere et godt ryk op langs højrekanten og fandt Nordstrand i feltet, og han snurrede hurtigt rundt om sig selv og satte bolden fladt i nettet til 3-2. Og yderligere to minutter senere fuldendte Nordstrand sit hattrick, da han fik et fint indlæg fra Niclas Jensen i venstre side og elegant firsttimede bolden i netmaskerne.
Unge Thomas Delaney spillede en meget stærk 2. halvleg på den centrale midtbane, hvor også Saban Özdogan gjorde en rigtig god figur i de 70 minutter han nåede at være med. Så blev han erstattet af Andreas Moos, og senere kom også Per Weirauch på banen og fik værdifuld kamperfaring på højt niveau.
Til Weirauchs entre knytter sig en særlig historie, for det er kun halvandet år siden, han blev erklæret fodboldinvalid på grund af en skade i baglåret. På det tidspunkt spillede han i Chelsea, hvortil han var kommet fra Ajax, der hentede ham i Hvidovre som 16-årig. Lægerne havde dog hele tiden sagt, at han før eller siden ville kunne spille som professionel igen, og sidste efterår begyndte han så småt at genoptræne i Hvidovre. Han har nu meldt sig ind i KB som amatør og træner med 2. holdet.
Netop Weirauch fik fornøjelsen af at assistere Nordstrand med hans og kampens femte scoring, der faldt i slutminutterne. Svenskerne stillede ikke i allerstærkeste opstilling og skal også først i gang med Allsvenskan i april, men derfor var det alligevel et godt resultat for holdet, der altså manglede de 11, der startede ind i torsdags.
Nordstrand sendte selvfølgelig den bedst tænkelige ansøgning om en plads i startopstillingen på torsdag, og Martin Vingaard gjorde det også godt på midtbanen, hvor han både nåede at spille i højre og venstre side samt centralt. Grønkjær fik 45 minutter for fuld damp, Libor Sionko kom i gang igen efter sin sygdom, N’Doye arbejdede også godt og fremtvang to straffespark – det ser alt i alt godt ud inden returkampen i Manchester!
Her kan du læse FCK.DK's live-update med flere detaljer fra kampen.