Kampreferat: FCK vs. Lyn
Første halve time på det jævne
Inden dagens kamp blev William Kvist behørigt hyldet for sin kamp nr. 100 mod AC Horsens for et par uger siden. Vejrguderne kvitterede samtidig med at standse for den regn, der havde silet ned over Østerbro i timerne op til kampen. Om vejret var hovedårsagen til, at kun 16.550 var mødt op skal være usagt, og selv om de som sædvanlig støttede spillerne fornemt, så blev de ikke honoreret med den helt store underholdning i den første halve times tid.
Efter 6 minutter så de dog et udmærket hårdt langskud fra Lyngbys enlige frontløber, Jesper Håkansson, men ellers var det mest hjemmeholdet, der kom til halve og kvarte afslutninger i Lyngby-feltet. Nordstrand havde et inderside-forsøg, der gik lige ved siden af efter en halv snes minutter, og et par minutter efter måtte Rune Pedersen diske op med en flot redning, da Grønkjær testede ham med et godt langskud.
Lyngby gik ganske friskt til sagen, hvor Aabech og Bechmann udfordrede på kanterne og topscorer Holst lå mellem dem og fordelte spillet godt. I denne fase af kampen lignede de ikke en oprykkder, der p.t. indtager sidstepladsen. Andre hold er i hvert fald set komme væsentlig mere nervøst og defensivt til PARKEN.
Hjemmeholdet satte sig som ventet på kampen
Men efterhånden fik hjemmeholdet tiltvunget sig det ventede spilovertag, især takket være en meget aktiv Libor Sionko på højrekanten, mens Grønkjær i venstre side indledte lidt mere anonymt. På den våde bane forsøgte Würtz fornuftigt nok at teste Rune Pedersen med et par langskud, men keeperen var på sin post. Desværre indkasserede vores midtbanemotor et gult kort, da Vejlgaard mente han tog benene på en Lyngby-spiller i en situation, der mistænkeligt lignede en fuldstændig ren tackling. Dermed står han til karantæne næste uge mod FC Nordsjælland.
Omkring den halve time vristede Holst sig smart fri i højre side af feltet og centrede hårdt og fladt ind foran, men fandt ikke en medspiller, og det var Lyngbys problem i eftermiddag, at der lige manglede den sidste snert i de sidste afleveringer, før de for alvor blev farlige.
En god skudfinte af Sionko bragte ham på skudhold i højre side, men bolden snittede en forsvarer og gik til hjørne, og dem fik vi ikke meget ud af i dag mod et meget påpasseligt Lyngby-midterforsvar med Bresemann og Morten Petersen. Mod slutningen af halvlegen pressede mestrene Lyngby mere og mere, blandt andet fordi Grønkjær havde fået fart under støvlerne, så vi lagde pres på dem fra begge kanter. Dog stadig uden at komme frem til åbne chancer, og Lyngby kunne holde 0-0 til pausen.
Øget tempo efter pausen
Københavnerne skruede op for tempoet efter pausen og fortsatte med at trykke på, og Lyngby benyttede spilstoppene til lige at trække vejret lidt. Da Lyngby fik et frispark nede på egen halvdel tilbød Mackan generøst at hjælpe med at hente bolden og lægge den til rette, men dommer Vejlgaard mente åbenbart, at han enten trak tiden ud eller ikke lagde bolden pænt nok til rette. I hvert fald straffede han den undrende svensker med et gult kort for hans venlighed.
Allerede 10 minutter efter pausen foretog Ståle en dobbeltudskiftning og sendte Silberbauer og Hutchinson ind for Würtz og Grønkjær. Imens begyndte regnen igen at sile ned over grønsværen, der i parentes bemærket så dejligt grøn og flot ud. Og få minutter efter faldt det mål, der punkterede kampen. Niclas slog et fint indlæg fra venstre side, Hjalte var løbet med i feltet og snittede det videre på tværs, hvor Sionko tæmmede bolden og i samme bevægelse drejede sig fri af Rasmus Marvits, hvorefter han sparkede den i kassen med et tørt, fladt hug.
Nordstrand var tæt på at øge et par minutter efter, da Mackan snittede bolden videre til ham, men Rune Pedersen klarede med en del besvær Nordstrands forsøg fra nært hold. Kort efter forsøgte den aktive Sionko sig igen med et godt skud, og Nordstrand havde også en god skudmulighed, men igen var Lyngby-keeperen i vejen.
Sæsonens første straffe
Lyngby kom af og til frem på banen, men måtte oftest se bolden generobret af de hvide inden de nåede ned til afslutninger, og vores forsvar stod nok engang stærkt og koncentreret og gav ingenting væk. Efter 68 minutter lignede det et straffe, da Bresemann væltede Mackan inde foran, da Sionko nok engang havde banet sig vej til et indlæg fra højre. Men Vejlgaards fløjte var tavs. Det var den til gengæld ikke to minutter senere, da Hutchsinson blev fældet på baglinien. Dermed var sæsonens første straffe en kendsgerning, og Hjalte omsatte det usvigeligt sikkert til 2-0-føring.
Dermed kunne hjemmeholdet for en gangs skyld køre kampen til ende med mere end et enkelt mål at falde tilbage på, og selv om Kasper Hjulmand prøvede at genne sit mandskab frem på banen og endda skubbede Aabech helt frem i angrebet, så havde oprykkerne ikke så meget mere at give af. Sionko boltrede sig derimod fortsat med tacklinger, driblinger, indlæg og afslutninger til fansenes store og højlydte glæde, og mens regnen tog til var der chancer til både 3-0 og 4-0.
Det blev dog ved de 2-0 og en ligadebut i slutminutterne til Mathias Zanka Jørgensen, der fik en stormende modtagelse fra fansene, både da han løb på banen og de første gange han fik bolden.
Seks kampe i træk uden at lukke mål ind er SAS Liga-rekord - og kan vi bare gentage nullet på torsdag mod RC Lens, så venter fire dejlige kampe i UEFA-gruppespillet!