Kampreferat: FCK vs. Pan
Det begyndte ellers udmærket
Byens Hold havde – nok overraskende for de fleste – valgt kun at ændre på en enkelt plads i forhold til AGF-kampen, idet Niclas Jensens rutine og erfaring var foretrukket på bekostning af Oscar Wendt. Til gengæld havde Ståle Solbakken fraveget ”den europæiske model” med Grønkjær som hængende angriber og fastholdt Nordstrand og Allbäck oppe foran – i øvrigt ligesom i hjemmekampen mod Lens.
Det begyndte sådan set udmærket! Hjemmeholdet gik friske og veloplagte til sagen og efter små 10 minutter var der også optræk til farligheder i det græske felt, da Atiba Hutchinson fik en god skudmulighed midt i feltet, men den lå desværre til hans venstreben, og afslutningen gik forbi mål.
FCK’erne var toneangivende, som man skal være på hjemmebane, men havde ikke ligefrem sat sig på kampen, og grækerne begyndte snart at vise tænder med et par hurtige kontraløb og et godt langskud fra Karagounis.
Endnu et tidligt baglænsmål i europæisk hjemmekamp
Alligevel forekom det unødvendigt at lade dem komme frem til så stor en chance, som tilfældet var efter 16 minutter. På en fiks stikning fra Dame N'Doye slap fri af Niclas Jensen og stod ansigt til ansigt med Jesper Christiansen, som dog flot afværgede hans hårde afslutning – men desværre røg returen lige ud til N'Doye, der sendte bolden i nettet med et fladt hug i det lange hjørne.
Dermed var de danske mestre for tredje gang i træk bagud i en europæisk hjemmekamp efter et kvarters tid, og det er ikke ligefrem det, man har allermest brug for mod et græsk tophold hold, der kun har lukket et enkelt mål ind hidtil i den hjemlige liga.
Kort efter scoringen slap Papadopoulos igen alt for let fri af forsvaret og afsluttede fladt, men Jesper Christiansen tog sig sikkert af bolden. Forsvaret virkede ikke helt overbevisende i denne periode, om end der ikke var tale om åbenlyse fejl og forsømmelser, men grækerne kom flere gange hurtigt frem over stepperne i deres kontraspil og kunne med større koncentration og dygtighed have øget føringen.
Grækerne havde kampen hvor de ville have den
Hjemmeholdet kørte de fleste angreb op langs venstrekanten, og en veloplagt Grønkjær serverede flere farlige indlæg, men de fleste tog den græske keeper Galinovio sig dygtigt af. Kvist gik ganske vist flittigt med frem i højre side og kom til et par gode indlæg, når han overlappede Sionko, men spillet blev ikke bredt langt nok ud i begge sider.
Omkring den halve time fik Grønkjær muligheden for en afslutning, men fra en spids vinkel skød han i sidenettet, og kort efter brændte det også på tæt under mål, da Sionko slog et hjørne til nærmeste stolpe, hvor den blev forlænget ind foran, men igen var Galinovio godt ude og slå den væk.
Man gik til pause med en ubehagelig fornemmelse af, at de velorganiserede grækere havde kampen præcis hvor de ville have den!
Mestrene kom udmærket i gang med 2. halvleg med et højt pres på grækerne, men uden rigtigt at komme frem til noget i feltet. Til gengæld producerede Panathinaikos en kæmpe kontrachance, da Ngoye slap alene til baglinien i venstre side og uhindret slog en flad tværpasning i det lille felt, hvor Papadopoulos kom brøkdele af et sekund for sent til at lukke kampen definitivt.
Ståle Solbakken bragte sendte Silberbauer og Nørregaard ind i stedet for Würtz og en knæskadet Sionko, og de bragte nye kræfter og energi, men desværre ikke mere kreativitet i forsøgene på at komme frem til chancer mod den mere og mere kompakte græske defensiv.
Den største chance af alle
Men efter en times spil skete der alligevel noget! På baglinien tilkæmpede Allbäck sig rutineret et hjørnespark på en ellers umulig bold, og da Niclas sendte den indover, blev Grønkjær (måske) ramt af en græsk fod i ansigtet, og den slovenske dommer – som man ellers ikke kan beskylde for at have været hjemmedommer – pegede på pletten til forståelig græsk harme.
Desværre overplacerede Hjalte Nørregaard sit 11 meter-forsøg, og hjemmepublikummet måtte nok engang ærgre sig over at se en bold tage træværket her i efteråret.
Kampen var stadig åben, men selvom hjemmeholdet havde bolden klart mest, så blev der ikke givet ved dørene nede foran Galinovio, når bolden blev forsøgt spillet frem, og når der bød sig en dødboldsituation var grækerne først på bolden og ekspederede den langt væk, så der gik meget tid og kræfter med at vende om, samle op og bygge op igen.
Spilovertag uden åbne chancer
Det blev mod slutningen til et par halve chancer i form af et skud fra distancen fra Hjalte Nørregaard og et optimistisk saksesparksforsøg fra Allbäck tæt under mål, men alligevel var det grækerne, der var tættest på at score, da Mattos dundrede et frispark på oversiden af overliggeren fra små 40 minutters afstand!
Man gik hjem med en ærgerlig fornemmelse af, at det ene point faktisk var inden for rækkevidde - og alligevel langt væk. Nu er det op ad bakke i resten af gruppespillet, hvor Panathinaikos synes sikre på avancement efter fuldt udbytte af de første to opgør, mens mestrene står med et nul efter den første af de fire kampe.