Rasmus Højlund

Kampreferat: Fin indsats og 1-0-sejr over CSKA Moskva

Den første testkamp under træningslejren i Østrig stod mod CSKA Moskva, som stillede ganske stærkt op efter at have fået de fleste landsholdsspillere hjem fra EURO2020 og lidt ekstra ferie.

Vi manglede af forskellige årsager en række spillere, der f.eks. kunne stille op således: Johnsson (ankommet fra ferie mandag) – Diks (ankommet fra Fiorentina mandag), Bjelland (langtidsskadet), Boilesen (EURO2020), Bengtsson (ferie) – Stage (skade), Zeca (corona), Oviedo (med Costa Ricas landshold) – Falk (skadet), Wilczek (skadet), Wind (EURO2020). Heldigvis træner Stage og Wilczek med igen, og Falks skade er heller ikke alvorlig, ligesom Johnsson og Diks også er klar til at spille.
 

Mohamed Daramy


Begge hold havde trænet hårdt i den hidtidige preseason, og der lå en trykkende varme over Fussballarenaen i Bad Tatzmansdorf, da den østrigske dommer fløjtede kampen i gang. Men det viste sig snart, at vi kom med mest vilje og energi til at udrette noget, mens CSKA tidligt trak sig tilbage og stod meget lavt og kompakt i noget, der mere lignede 4-5-1 end 4-3-3.

Der gik et kvarters tid, før vi for alvor truede den rutinerede Akinfeev i det russiske mål, da han måtte blokere et forsøg fra Peter Ankersen, der opstod efter lidt af en tilfældighed. Kort efter stod Pep Biel bag et godt angreb, der endte med, at Lerager kom på skudhold, men det blev blokeret i forsvaret.

Lukas Lerager


Vi fortsatte tålmodigt med at lede efter sprækkerne i den russiske defensiv, mens de var meget sjældne gæster oppe i den anden ende. Efter en halv times spil blev tålmodigheden – og arbejdsviljen – belønnet, da Pep Biel stjal bolden fra Maksim, hvorefter Højlund trak på tværs uden for feltet og piskede bolden op i det lange hjørne med sin venstrefod. Smukt, smukt, smukt…


Ti minutter før pausen blev kampen afbrudt i ca. fem minutter efter et kedeligt, men hændeligt sammenstød i CSKA-feltet, hvor den Yakovlev stødte hovedet ind i Marios’ skulder under et hjørnespark. Den unge russer blev længe liggende, før han blev kørt ud på en båre til den ventende ambulance, men heldigvis var der vist ”kun” tale om et voldsomt slag og ikke noget brud el.lign.

Inden pausen nåede Højlund at få en god mulighed for at øge, men fik ikke helt kontrol over bolden, så keeper Akinfeev afværgede.

Men alt i alt en meget opløftende halvleg af holdet, selv om Thorup og flere af spillerne bagefter erkendte, at vi skulle være kommet til flere afslutninger, når vi nu havde så massivt spilovertag. Men det var ikke nemt at nedbryde den blå mur af CSKA-spillere, som vi til gengæld holdt helt fra chancer i de første 45 minutter.

Pep Biel


Mens russerne skiftede syv mand i pausen, så holdt Thorup de samme 11 på banen, men havde også på forhånd sagt, at alle skulle give sig maksimalt, så længe de overhovedet havde kræfterne til det.

De ”nye” russere kom snart længere frem på banen end deres forgængere, og inden længe blev vores forsvar sat på væsentligt større prøver end før pausen. Især den lille 10’er, Dazgoev, diskede op med flere gode detaljer og efter en times tid bankede han også et langskud lige over Grytbusts mål.

Tyve minutter før tid, hvor trætheden tydeligvis havde meldt sig hos flere af vores folk, fik Akhmetov en stor mulighed for at udligne, da han rundede Grytebust og sendte bolden mod tom kasse, men den forudseende Nelsson kom på tværs og clearede til hjørne.

Victor Nelsson


Det blev hans sidste aktion, for sammen med Marios, Daramy og Højlund gjorde han plads for Bartolec, Lund, Fischer, Kaufmann, hvilket efterlod os med et ungt centerforsvar med Valdemar Lund og Victor Kristiansen, mens Bartolec tog venstre backen.

Kuchaev fik en friløber et kvarter før tid, men afsluttede ikke godt nok, og Grytebust sikrede sig bolden i en periode af kampen, der var lidt mere tju-bang frem og tilbage end tidligere. I den anden ende havde Pep Biel og Fischer også afslutninger, inden de to sidste udskiftninger, hvor Haraldsson og Jelert afløste Lerager og Ankersen.

Bedst som man troede, at vi ville køre sejren sikkert hjem i tillægstiden, kom CSKA alligevel til en ubehageligt stor chance i det allersidste minut, men hverken Ejuke eller Dzagoev fik afsluttet ordentligt, før Grytebust gik stærkt ud i dem og dermed sig sikrede sejren og et clean sheet.