Kampreferat: Forløsende og fortjent - den sejr trængte vi til!
Mikkel Kaufmann erstattede skadede Kamil Wilczek, og ellers startede vi med samme hold som mod AaB for en uge siden. AGF havde vundet deres tre første hjemmekampe i Aarhus ganske overbevisende og kunne med endnu en sejr indtage førstepladser, så det var på forhånd ikke en nem opgave for Hjalte & co., men det skulle hurtigt vise sig, at holdet var sat rigtigt godt op til opgaven.
Vi satte os på spillet og holdt bolden godt oppe på deres halvdel, og da der var spillet fem minutter, fremtvang Fischer et straffespark, der skulle vise sig at blive meget afgørende. Det krævede dog et længere VAR-tjek, før Mads-Kristoffer Kristoffersen pegede på 11-meter pletten, men det var tydeligt nok, at Munksgaard (hændeligt) stoppede bonden med hånden, da han kastede sig ned for at blokere Fischers indlæg.
Jonas Wind gik til bolden og gentog Beograd-bedriften med en kølig Panenka, mens Grabara pegede til den ene side og gik til den anden.
Kort efter udbrød der lidt tumult på banen, da Nicolai Poulsen hamrede hårdt ind i Daramy og trådte ned på ham bagefter, hvilket udløste gult til både Poulsen og Zanka, der førte an i protesterne. Lidt efter fik Benjamin Hvidt også gult kort, så det var en lidt urolig indledning på kampen med flere afbrydelser, for der var også VAR-tjek på en friløber til Albert Grønbæk, som dog var offside.
Men da spillede begyndte at flyde igen uden alle de afbrydelser, så havde vi stadig godt fat i kampen og dikterede spillet. Grønbæk kom til et enkelt ufarligt langskud, og Casper Højer havde et hårdt frispark, som Kalle tog sig af, men ellers tillod vi dem ikke at komme frem til noget som helst.
Både Kaufmann og Zeca trak også gule kort, så vi nåede op på fem stykker efter 35 minutter, og det var mere fight end skønspil på den ellers fine grønsvær. Efterhånden kom AGF længere frem på banen, men vi sluttede halvlegen af med at skabe en god kontrachance, da Ankersen strøg afsted i højre side og havde backkollega Boilesen med, og angrebet endte med at Kaufmann snittede et Fischer-indlæg mod mål, men for tæt på Grabara, der refleksreddede.
Efter pausen satte vi os godt på kampen igen, og Daramy havde en god aktion, da han trak tilbage i feltet fra baglinjen og fyrede af, men straks blev blokeret. Kaufmann headede også på et Boilesen-indlæg, men lige på Grabara.
Ti minutter efter pausen førte et godt opspil i højre af Ankersen, Daramy og Falk til en god chance til Kaufmann inde foran, men han fik ikke ordentligt træf på bolden. Så selv om bolden ikke ligefrem dansede på deres målstreg, så forsøgte vi virkelig at få det andet mål, der kunne give endnu mere ro på tingene.
Lidt efter en times spil blev AGF – ikke helt uventet – reduceret til ti mand, da Nicolai Poulsen begik et voldsomt frispark mod Viktor Fischer, som udløste endnu et gult kort og farvel. Det gjorde det ikke nemmere for David Nielsens mandskab, og vi fastholdt grebet om kampen og skabte endnu en god mulighed, der kunne have lukket den i god tid, da Fischer trak forbi et par mand og fyrede af midt i feltet, men bolden hvislede lige over overliggeren.
Et kvarter før tid var det tæt på igen, da Jonas Wind sendte Kaufmann afsted i feltet, men Grabara dykkede ned og snuppede bolden, da han prøvede at trække forbi ham. Det blev nordjydens sidste aktion i kampen – eller rettere næstsidste, for minuttet efter måtte han også forlade kampen i utide efter sit andet gule kort i en duel midt på banen.
AGF smed Helenius ind ved siden af Patrick Mortensen og blæste nu til angreb, så det sidste kvarter forløb ikke helt, som vi kunne have ønsket! Der skal nok have siddet nogen foran skærmen og tænkt, at det ville være typisk for vores 2020, hvis vi smed sejren til sidst, men sådan gik det heldigvis ikke!
Det meste spil foregik ellers på vores halvdel nu, og AGF smed mange høje bolde ind i feltet, men bortset fra at Patrick Mortensen fra spids vinkel headede en bold på overkanten af overliggeren, så kom de ikke til store chancer.
Pep Biel afløste Daramy ti minutter før tid, og mod slutningen kom Bengtsson ind for Boilesen, og Rasmus Højlund fik også debut, da han afløste Jonas i 90. minut. Den 17-årige U19-angriber gik friskt og uimponeret til værks i de fem minutters tillægstid, hvor det farligste var, at de fik et langt indkast, som dog ikke førte til noget.
En fortjent og forløsende sejr, som i lange perioder viste noget af det klassiske FCK-spil, som vi har set for lidt til i for lang tid. Men ligesom alt ikke var helt sort efter sidste søndags nederlag, så er alt ikke lyserødt efter dagens sejr – men humøret er selvsagt højere, og der er meget mere at bygge videre på nu end for en uge siden!