Carlos Zeca

Kampreferat: God indsats, men skuffende resultat

De to hold
Boilesen, Zeca og Lerager var tilbage fra karantæne, og desuden var Falk klar igen efter en skade. De erstattede Victor Kristiansen, Kamil Wilczek, Mohamed Daramy og småskadede Viktor Fischer. FCN havde Kamaldeen og Mads Døhr tilbage fra karantæne, og desuden var Ivan Mesik ny i forhold til sidst. Ud gled Victor Jensen, Adamo Nagalo og Maxwell Woledzi.

Zanka rundede her til aften sin kamp nr. 300 for løverne, hvilket kun to spillere har præsteret før ham: Kvist og Hjalte. Mon ikke, der er lagt op til en flot fejring til søndagens Derby!

Aggressivt pres fra start
Vi kom ud til kampen som planlagt med et højt og aggressivt pres, hvor vi flere gange erobrede bolden højt oppe på deres halvdel, når de forsøgte at bygge op fra bunden.

Hjemmeholdet var ikke meget med i kampen det første kvarters tid, men som et varsel om hvad der ventede, fik de halvlegens største chance på en hurtig kontra, da Kamaldeen spilede Schjelderup helt fri, men Grytebust reddede mesterligt hans unge landsmands afslutning.

Sten Grytebust


Vi fortsatte dog med at dominere spillet, og midt i halvlegen havde Jonas og Lerager også et par udmærkede afslutninger, men generelt kneb det med at spille os til store chancer mod det meget lavtstående FCN-forsvar.

Nordsjællænderne forsøgte af og til med hurtige kontraløb, men enten ryddede forsvaret effektivt op, eller også gik Grytebust langt uden for feltet og headede bolden til en medspiller.

Et direkte Kofod-frispark ude fra venstre side var FCN’s eneste andet forsøg inden pausen, og de ca. 2.000 Farum-fans muntrede sig mest med at håne Lyngby for deres nedrykning.

Victor Nelsson


Vi kom også godt ud efter pausen, og efter få minutter var Pep Biel tæt på efter et blokeret Jonas Wind-forsøg, men returbolden lå lige en anelse for højt til, at spanieren kunne heade den ind.

I stedet gav vi nordsjællænderne den plads, de skulle bruge til en dræbende kontra: fra midten slog bolden op mellem Zanka og Nelsson, og Kamaldeen løb fra forsvaret og udplacerede Grytebust til 1-0.

1-1: Wind eller Stage?
En kold dukkert, men vi fik hurtigt varmen igen, for mindre end to minutter senere stod der 1-1 på lystavlen. Det så umiddelbart til, at Jonas Wind headede bolden over stregen på et indlæg fra venstre side, men Stage blev krediteret for at være sidste mand på bolden. Det var han også, men spørgsmålet er, om den ikke allerede var inde.

Jens Stage


Fem minutter senere firsttimede Pep Biel bolden lige over mål fra halvspids vinkel, og minuttet efter brændte vi Falk bedste tilbud, da Pep Biel fandt ham fra baglinjen, men i helt fri position tæt under mål, afsluttede han for blødt, og Vindahl nåede at stikke foden ud og redde til hjørne.

Rasmus Falk


300-kamps jubilaren, Mathias Zanka, var meget tæt på at heade hjørnesparket ind, men Vindahl reddede igen fornemt, og efter en times spil fik vi en god frisparksmulighed lige uden for feltet, som Pep Biel sendte i muren.

Igen to mål på få minutter
Grytebust stod godt placeret og afværgede, da Schjelderup kom på skudhold i den anden ende, men midt i halvlegen kom de alligevel foran. Villadsen strøg fra Boilesen ude i deres højre side og fra baglinjen spillede han bolden skråt tilbage i feltet, hvor Martin Frese bankede den i netmaskerne fra lige omkring 11-meter pletten.

Igen svarede vi dog igen efter få minutter, da Falk spillede Stage fri i venstre side af feltet, hvor han elegant chippede bolden over Vindahl til 2-2.

Jens Stage


Masser af muligheder
Og nu lugtede løverne for alvor tigerblod. Falk trak ind i feltet og lagde smart bolden tilbage til Jonas, der fra kanten af feltet hamrede den lige over mål. To minutter senere rykkede Jonas fri af sine oppassere inde foran, men headede fra nært hold et Stage-indlæg lige over mål.

Yderligere et par minutter senere, hvor vi igen generobrede bolden efter et højt, aggressivt pres, trak Stage sig fri til skud i udkanten af feltet, men igen strøg bolden lige over Vindahls mål.

Daramy havde tidligere afløst Pep Biel, og nu kom Wilczek og Victor Kristiansen også ind for henholdsvis Jonas og Boilesen. Med ti minutter igen måtte spillet stoppes nogle minutter, mens Ankersen blev lappet sammen, efter at han stødte hovedet sammen med Tochis.

Peter Ankersen


Måske brød det lidt af vores gode rytme, for de næste ti minutter skabte vi ikke rigtig noget. Men kort før uret rundede 90 minutter, headede Wilczek Lerager fri i feltet, og hvis ikke Vindahl havde hevet endnu en flot redning frem, havde han løftet bolden over ham og i mål.

I de seks minutters tillægstid var Kameldeen tættest på med et giftigt langskud, som Grytebust snittede til hjørne. I den anden ende kom Lerager højest på et Ankersen-indlæg, men headede ufarligt over, og i stedet sluttede Kamaldeen kampen med et forrygende kontraløb, hvor Zeca i allersidste øjeblik nåede tilbage i feltet og tackle bolden væk.

Indsatsen i aften var på mange måder god - men i sidste ende ikke god nok til det, som vi havde allermest brug for: tre point. Vi er nu seks og syv point foran med tre runder igen, mens vi samtidig kun har fire point ned til AGF på fjerdepladsen. De næste to uger byder på tre spændende kampe - heldigvis er to af dem i Parken med fans på tribunerne mod Brøndby og FC Midtjylland.