Kampreferat: Ham vs. FCK
F.C. København vandt over HSV
Mandag eftermiddag klokken 15.00 blev træningskampen mellem Hamburger SV og F.C. København fløjtet op på det imponerende Imtech Arena – stadionet som i ”gamle” dage hed Volksparkstadion og senere AOL Arena. Cirka 400 tilskuere var mødt op.
CV havde på forhånd varslet, at han ville bruge kampen til at give alle sine spillere kamptræning, og der blev da også spilletid til hele 20 spillere.
F.C. København lagde godt ud og dominerede begivenhedernes gang i begyndelsen af opgøret. Og overtaget gav pote allerede i det 14. minut, da Pape Pate Diouf scorede et flot mål efter forarbejde af César Santin.
Tysk hold med mange landsholdsspillere
HSV havde spillet i weekenden og tabt 1-3 til rivalerne fra Werder Bremen, og selvom den nordtyske storklub ikke stillede i stærkeste opstilling, så havde cheftræner Thorsten Fink sendt et slagkraftigt mandskab på banen.
På holdet var blandt andet den norske landsholdsspiller Per Ciljan Skjelbred, den svenske landsholdsangriber Marcus Berg, samt de to tidligere Chelsea-talenter Michael Mancienne og hollandske Jeffrey Bruma.
Det var endnu en landsholdsspiller, nemlig Gojko Kacar, der bragte balance i regnskabet, da serberen efter et hjørnespark scorede til 1-1. På det tidspunkt var der gået 30 minutter.
CV skiftede ni mand i pausen
Stillingen holdt halvlegen ud.CV og trænerteamet benyttede pausen til at skifte ni spillere ind. De to eneste tilbageværende fra 1. halvleg var Claudemir og Sölvi Ottesen.
2. halvleg begyndte som en lige affære, men det var HSV, som i det 65. minut bragte sig foran efter et flot langskud af den bosniske landsholdsspiller Muhamed Besic. Wiland var chanceløs.
Flot langskudsmål af "Nord"
F.C. København var dog ikke sene til at svare igen, for allerede i det 68. minut kopierede Morten Nordstrand bosnierens bedrift og udlignede på et fænomenalt langskud. F.C. København viste – ligesom i flere af de øvrige træningskampe – gode takter mod slutningen af opgøret.
Løvernes sejrsmål blev scoret i det 82. minut. Christian Grindheim, Pierre Bengtsson og Claudemir fandt efter flot pasningsspil Morten Nordstrand, som opsnappede bolden og lagde den ind bag HSV’s målmand til slutresultat 2-3.
F.C. Københavns næste træningskamp er lørdag den 25. februar klokken 13.00 i PARKEN mod IF Elfsborg.