Spillerjubel

Kampreferat: I dag havde vi skarpheden

De to hold
Begge hold havde ændret på to pladser siden sidst: vi havde Varela og Daramy med for Bartolec og karantæneramte Falk, og Esbjerg havde Jacob Lungi og Mohammed Dauda med for Pyry Soiri og karantæneramte Rodolph Austin.

Nej til racisme-banner på C-tribunen
Foto: FCK.DK


Gæsterne kom bedst fra start, for bortset fra at vi lige havde et enkelt godt angreb i starten, hvor et Daramy-indlæg blev clearet for næsen af Santos, så fik vi ikke gang i vores offensiv – og defensivt gav vi for meget væk i de første tyve minutter, hvor vi let kunne være kommet bagud.

Esbjerg tæt på flere gange
Efter otte minutter kastede Dauda sig frem og headede et fornemt indlæg fra Mathias Kristensen på overkanten af overliggeren, og efter godt et kvarter sendte Kristensen endnu et præcist indlæg fra højre hen over hovedet på Nelsson, så Kauko var helt fri, men fra ca. 7-8 meter headede finnen heldigvis forbi Kalle Johnssons mål.

Efter små tyve minutter var Mathias Kristensen selv få centimeter fra at tæmme et Parunashvili-chip bagom vores forsvarskæde, men han nåede lige akkurat ikke at få kontrol over bolden.

Santos igen på pletten
På det tidspunkt så vi ikke gode ud, hverken i den ene eller anden ende af banen, men fodbold er et forunderligt spil, der ikke altid udvikler sig efter spil og chancer, for minuttet efter førte vi 1-0!

Bengtsson sendte Fischer til baglinjen, og han forsøgte optimistisk med en afslutning fra spids vinkel, som Højbjerg kun halvklarede, hvorefter Brinch sparkede bolden ind på Halsti – og så var Santos hvor han skulle være og bankede bolden ind!

Michael Santos
Santos scorer til 1-0. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Lidt efter måtte Bjelland forlade banen med en skade og blev afløst af Papagiannopoulos, men trods føringsmålet var vi stadig ikke rigtigt i omdrejninger i det fremadrettede spil. Esbjerg var stadig med i kampen, men som halvlegen skred frem, fik vi sat flere angreb op og hen mod slutningen kom også et par muligheder for at udbygge føringen: først sendte Bengtsson et hårdt, fladt indlæg ind i feltet, som Santos var ved at styre i den rigtige retning, og i tillægstiden forsøgte svenskeren selv fra udkanten af feltet med et skud, der gik over det nærmeste målhjørne.

Det blev bedre efter pausen
2. halvleg var kun få minutter gammel, da Kauko fik en tilfældig skudchance på kanten af feltet, men den ramte en forsvarer og gik lige over mål til hjørne. Ellers havde de ikke haft det helt store, siden vi kom foran, men de spillede stadig en klog gang fodbold, mens vi igen havde lidt svært ved at få det etablerede angrebsspil til at køre.

Vi havde dog et par udmærkede kontraløb,hvor Santos igen viste målinstinktet, da han strøg forbi i venstre side og sendte et listigt skud afsted, som blev rettet af til hjørne. Andre opspil strandede til gengæld på forkerte beslutningen i slutfasen, men vi formåede dog stadig at holde Esbjerg fra chancer.

Action i FCK-feltet
Action i FCK-feltet. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Fornemt kontramål af Santos/Zeca
Midt i halvlegen fik vi så det andet mål, som viste sig at punktere kampen mere eller mindre. 100-kampsjubilar Zeca tog et par træk midt på egen halvdel og så at Santos var parat til endnu et kontraløb, og så sendte han en millimeterpræcis aflevering afsted i dybden. Santos kendte kun én vej, og det var ind i feltet, hvor han udplacerede Højbjerg og øgede til 2-0.

Et klassemål af to af vores absolut bedste aktører i dag, hvor den dobbelte målscorer ikke overraskende blev kåret som Carlsbergs Man of the Match.

Zeca-hyldest fra Sektion 12
Flot og velfortjent Zeca-hyldest fra Sektion 12. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Kort efter målet kom Pieros ind for Bendtner, og allerede efter et minuts tid fik han bolden i nettet, da Santos spillede ham helt fri, men han blev hårfint – på grænsen til tvivlsomt – vinket offside. Vestjyderne så nu ud til at hænge lidt med næbbet, mens vi pludselig livede op for en stund og satte en række god angreb op, uden at chancerne dog blev kæmpestore.

Pieros-mål på Fischer-dødbold
Tolv minutter før tid kom Bartolec ind for Santos, og Daramy blev skubbet op i angrebet. Esbjerg kom til en OK chance til indskiftede Yakovenko, men Nelsson kastede sig godt ned og tacklede til hjørne, og i stedet viste vi igen høj effektivitet på vores få muligheder, da Pieros timede sit tilløb perfekt og headede en Fischer-dødbold i kassen.

Pieros Sotiriou
Pieros jubler efter sit hovedstødsmål. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Lidt efter lignede det et straffe til Daramy, da Zeca opsnappede en fejlaflevering og spillede ham fri i feltet, men i afslutningsøjeblikket blev han måske/måske-ikke kantet bagfra af en esbjergenser.

Sent vestjysk trøstmål
I stedet gik vi lige tidligt nok i bad, for i slutminutterne fik Yakovenko lov at stå helt fri på kanten af målfeltet, hvorfra han dog skovlede en kæmpe chance forbi mål. Men ukraineren fik en chance mere, da Nelsson faldt i en løbeduel, hvorefter han med et tørt, hårdt hug fikserede Kalle med et skud i det lange hjørne.

Men OK – alt i alt var det ikke ufortjent, at Esbjerg kom på tavlen, for det lignede ikke en 3-0-kamp efter de første 20 minutter. Og hvis det så også bare bliver den eneste ukrainske scoring mod os i denne uge...