Kampreferat: IFE vs. FCK

To mål mod Hammarby var ikke nok for Fredrik Berglund til at komme i start-elveren mod sin tidligere klub Elfsborg IF, idet Ståle Solbakken i Marcus Allbäcks fravær hellere ville se den alsidige Atiba Hutchinson som hængende angriber bag Ailton. Lars Jacobsen plejede en lyskeskade, så Oscar Wendt fik igen chancen som højre back.

Elfsborgs hjemmeside kaldte det svensk-danske mestermøde for en ”drömlottning”, men kunne have fået en mardröms-start, da Ailton efter halvandet minuts spil sendte bolden på den ene opstander med en følt inderside, efter at hans oppasser Jon Jönsson simpelthen var gledet på kunstgræsset. 3 minutter senere slog Grønkjær turboen til nede på midten af egen banehalvdel, og inden man kunne nå at sige ”wauw, det går stærkt”, så havde han sat 4-5 svenskere og sprintet sig frem til afslutning oppe i deres felt. Men desværre ved siden af.

Bedst som man glædede sig over denne fine kampåbning, så stod den svenske venstrekant Daniel Alexandersson pludselig mutters alene med Jesper Christiansen efter en lang fremlægning fra Jönsson, og mens vores forsvarskæde forgæves appellerede for offside afsluttede Alexandersson svagt ved at lobbe langt over mål.

Det blev signalet til en periode på et kvarters tid med svensk dominans, mens vores forsvar så ud til at have visse placeringsvanskeligheder. Men rigtig farligt blev det aldrig, bortset fra en fiks hjørne-kombination, hvor Samuel Holmén fik fyret et godt skud af, men Oscar stod ved den ene stolpe og lempede bolden til hjørne.

Hjalte tog turen og så stod det 1-0
Og så efter 21 minutter slog vi pludselig til i en mønster-kontra, der viste vigtigheden af at de centrale midtbanefolk også går med frem engang imellem! Hjalte opsnappede en svag pasning fra finske Jari Ilola på midten af banen, spillede Ailton og tog selv turen op mod feltet. Ailton lagde i stedet bolden ud til Silber, der straks slog den ind i feltet - her var Hutch var smuttet bag om forsvaret, og mens de råbte på offside kunne han ubesværet heade bolden ned for fødderne af en helt fri Hjalte, der firsttimede den i kassen.

Herefter skete der ikke alverden det næste kvarters tid, hvor Elfsborg havde bolden mest, men ikke kunne trænge igennem det velorganiserede FCK-mandskab og kun havde tilløb til chancer ved dødbolde. Den bedste kom, da Linderoth havde knoklet James Keene ned lige uden for feltet, men Hutch fik hovedet på Anders Svenssons frispark. Kort forinden havde gæsterne vist tænder, da Niclas slog et langt, højt indlæg i feltet, som Silber snittede videre til Ailton, men hans hovedstød sad lige på Wiland, der med noget besvær fik afværget.

5 minutter før pausen fik Ailton endnu en god mulighed, da Linderoth opfangede en svensk bold midt på deres halvdel og med en dyb aflevering spillede Ailton helt fri i venstre side af feltet, men han mangler endnu noget skarphed og fik kun sendt en tam afslutning ind i hænderne på Wiland.

Tamt var det til gengæld ikke i den anden ende af banen, da James Keene fik lidt for god plads mellem Oscar og Gravgaard og fyrede et godt hug af et par meter uden for feltet, så Jesper måtte ud i fuld længde og verfe bolden til hjørne med en super-redning.

60-40 i boldbesiddelse til Elfsborg og 7-0 i hjørne-statistikken – men det stod 0-1 på tavlen, da de to hold gik til pauseteen. Og der skulle ikke gå mange minutter af anden halvleg, før det stod først 0-2 og så 1-2!

To måls-føring var kun kortvarig glæde
Først kom Niclas godt til baglinien i venstre og slog et langt indlæg i modsatte side til Grønkjær, hvis halvkiksede forsøg endte inde foran mål, hvor Ailton ikke rigtig fik kontrol over den, men i stedet dukkede Silber op og prikkede den ind fra nært hold. Glæden blev dog kortvarig, da Brede kort efter begik et klodset straffe mod Anders Svensson. Først halvkiksede han en tæmning af et indlæg fra indskiftede Stefan Ishizaki, og da han ville losse bolden ud af kommunen ramte han i stedet Svensson… Samuel Holmén udnyttede sikkert chancen fra pletten med et hårdt spark midt i målet

En lidt ærgerlig invitation til Elfsborg om at komme tilbage i kampen, og de sagde da også ”tack så mycket” og overtog fuldstændig spillet i det næste kvarters tid, hvor FCK’erne nøgternt set ikke skabte noget som helst fremadrettet. I stedet gik tiden med at løbe rundt og dæmme op for svenskerne, der heldigvis var temmelig ineffektive, når de kom frem mod FCK-feltet. Silber og Grønkjær pådrog sig et par dumme advarsler, Ailton fik intet ud af det i front, og Hutch var heller ikke meget med i spillet i denne periode.

Derfor var det ikke overraskende, at Ståle foretog en dobbeltudskiftning efter 66 minutter, da Fredrik Berglund og William Kvist afløste Ailton og Silber. Det gav os 5-7 minutter, hvor vi havde bolden inden for egne rækker, indtil svenskerne svarede igen ved at sende Mathias Svensson ind i stedet for Keene. Han havde kun været på banen et par minutter, da han alt for let fik lov at smutte fra Gravgaard i venstre side, og på hans flade indlæg måtte Jesper hive en mirakel-refleksredning frem, da Holmén bankede til den fra nært hold. Returen gik ud til Ishizaki på kanten af det lille felt, men Gravgaard kom ned og fik afværget i allersidste øjeblik.

Elfsborg overtog spillet igen, mens vi havde rigeligt at gøre med at forsvare os og kun sjældent kom op i den anden ende af banen. Et enkelt forsøg blev det til med et kvarter igen, da Oscar var gået med frem og gik trykket af fra distancen, men et par meter ved siden af. Til gengæld forsvarede vi os godt og solidt, og man skulle helt hen til 5 minutter før tid, før det brændte på. Mathias Svensson glimtede igen med en fornem frispilning til en anden indskiftet, Johan Sjöhage, der kom helt fri i venstre side, men Jesper parerede hans hårde afslutning med en fornem refleksredning, og returen header Sjöhage over mål.

Grøn så rødt, men vi holdt hjem
Intensiteten steg yderligere i slutminutterne, da Grønkjær måtte forlade banen i utide efter at have indkasseret sit andet gule kort for at have armen oppe i hovedet på Augustsson i en luftduel. Svenskerne kastede naturligvis alt frem til sidst, selv keeper Wiland, men forgæves - de forsvarende Royal League-mestre kunne til sidst trække sig tilbage med en billet til semifinalerne efter en god fighter-indsats på det uvante kunstgræs.