
Kampreferat: Ikke igen…
For anden gang på fire dage mistede løverne vigtige point i slutminutterne, efter i 2. halvleg at have kæmpet sig flot tilbage efter en dårlig 1. halvleg.
De to hold
Diant Ramaj afsonede den første af tre karantænedage, Kevin Diks var skadet, og Magnus Mattsson blev syg på kampdagen. Desuden startede Delaney, Achouri og Chiakha i forhold til søndagens Derby i en 3-4-3-formation.
Den begrundede Neestrup primært med manglen på venstre backs, det vil sige Meling og Diks samt tilbagevendte Marcos Lopez, der ikke kunne spille fra start.
Flere andre er for nylig kommet tilbage fra skader og sygdom og kunne ikke spille tre påskekampe på en uge, så holdet blev:
Trott – Gabriel (anf.), Hatzidiakos, Garananga (46.: Roony) – Huescas, Froholdt, Clem, Gocholeishvili (46.: Delaney) – Larsson (46.: Achouri), Cornelius (72.: Claesson) , Elyounoussi (64.: Chiakha)

FC Midtjylland ændrede på én plads, Dario Osorio var tilbage fra karantæne og startede i stedet for Franculino:
Lössl – Mbabu (64.: Andersson), Diao, Bech, Bak – O Sørensen, Silva (82.: Franculino), Bravo (64.: Castillo) – Osorio, Buksa, Gogorza (46.: Simsir (69.: Byskov))
Usikker start
Midtjyderne kom bedst fra start med masser af energi, mens vi indledte usikkert med et par defensive fejl i de første ti minutter.
Først havde Trott havde problemer med at holde et langt Mads Bech-indkast, og siden spillede Gocholeishvili en bold ind i eget felt til Mikel Gogorza, men begge gange forhindrede vi potentielt giftige afslutninger.
I den anden ende manglede Elyounoussi et par meter i at kunne løbe fri på en Huescas-stikning, og Kevin Mbabu tacklede bolden fra ham på kanten af feltet.

Efter et kvarters tid var vi bedre med i kampen igen. Froholdt havde et par gode aktioner, og Cornelius fik en god chance i 17. minut, da Diao gik galt af et hoppende Huescas-indlæg, men senegaleseren generede Cornelius så meget, at han skød forbi.
Lidt efter stjal Dario Osorio bolden fra Willam Clem midt på vores halvdel, men Oliver Sørensen skød langt over mål fra kanten af feltet.
Vi svarede igen med et fint angreb, og et Elyounoussi-hjørne, som Gabriel firsttimede forbi mål ved forreste stolpe, så her hvor vi nærmede os midten af 1. halvleg, var det en ganske lige kamp.

Bagud efter en halv time
Offensivt fik vi bare ikke nok ud af en boldbesiddelse på ca. 66-34 %, og de individuelle fejl i defensiven kunne have kostet dyrt – hvilket de også gjorde kort før den halve time.
Gocholeishvili erobrede en bold nede i venstre hjørne, men stoppede op og mistede den til Pedro Bravo. På hans indlæg kiksede Gabriel sit indgreb, og via Froholdt studsede bolden hen til Aral Simsir. Lige foran målstregen afværgede Hatzidiakos hans bløde afslutning, men spillede bare bolden lige ud til Adam Buksa, der hamrede den i nettet.
Fem minutter efter var Trott ved at miste bolden til Simsir i feltet, men vi slap med skrækken – og det gjorde midtjyderne også et par minutter efter, da vi skabte halvlegens bedste tilbud.
Cornelius headede et Elyounoussi-indlæg ned, og Ousmane Diao prikkede bolden lige hen til Huescas, der fra 13 minutters afstand afsluttede hårdt og højt, men også lige på Jonas Lössl, som snittede bolden til hjørne.
Længere var vi ikke fra 1-1, men i stedet gav vi igen et nemt mål væk. Kevin Mbabu strøg forbi Gocholeishvili på kanten og slog et indlæg til bageste stolpe, hvor Huescas ikke forhindrede Mikel Gogorza i at heade mod mål fra kanten af målfeltet, og selv om Trott var ved at redde, kunne han ikke forhindre bolden i at gå ind: 2-1 i afslutninger på mål, 2-0 på lystavlen…

2-0 i 39. minut
To minutter efter kombinerede midtjyderne sig let forbi 5-6 FCK’ere, og Dario Osorio var lige ved at slippe fri til en stor chance, men mistede bolden, inden 2-0 blev til 3-0.
Lidt inde i tillægstiden var vi tæt på at reducere, da et Huescas-indlæg blev clearet ud til Clem på kanten af feltet. Hans skud var på vej forbi mål, men Cornelius opfangede bolden og lagde den tilbage til Froholdt midt i feltet, men han sparkede lige over mål.
Trippel-udskiftning og ny formation
Efter pausen kom Delaney, Achouri og Roony ind for Garananga, Gocholeishvili og Larsson, og vi ændrede desuden formationen til 4-4-2, og det ændrede kampbilledet.
Vi satte nu flere fine angreb op, men kom ikke tættere end et udmærket Elyounoussi-langskud, før vi nåede det 56. minut, hvor de tre indskiftere stod bag vores reducering.
Smuk Elyuonoussi-scoring
Delaney fandt Roony, der var trukket ind på midt deres halvdel, og han spillede Achouri, der elegant chippede bolden for Mbabu til den fremstormende Elyounoussi. Nordmanden sparkede bolden fladt ind ved nærmeste stolpe med den afslutter-effektivitet, som vi har savnet så ofte her i foråret.

Nu var der kamp igen, og efter at den ene linjedommer fik skiftet batteri i headsettet, gik vi til angreb igen og skabte en stor chance, da Elyounoussi spillede Cornelius fri til skud på kanten af feltet, men han ramte den skævt med højre fod og skød forbi.
Flere gode angreb fulgte, og midt i halvlegen kunne Elyounoussi ikke fortsætte og blev afløst af Amin Chiakha, mens midtjyderne sendte Joel Andersson og Denil Castillo ind for Mbabu og Bravo – og lidt efter kom Valdemar Byskov ind for en skadet Aral Simsir, der havde afløst Gogorza efter pausen.

Midtjylland havde ikke skabt noget i åbent spil efter pausen, men Oliver Sørensen headede lige over mål, da et Mads Bech-indkast blev forlænget inde foran. Og for god ordens skyld skal nævnes, at han ikke stjal meter på sine offensive indkast…
Da vi tog hul på det sidste kvarter af den ordinære tid, havde de stigende problemer med at spille sig ud af vores aggressive pres, men vi havde ikke været nærmere end et studsende Achouri-langskud, som ikke voldte Lössl problemer.
Froholdt-udligning
Men i 78. minut lykkedes det! Froholdt, der efter pausen spillede venstre back, drev bolden op på deres halvdel og blev deroppe og tog et godt løb i feltet, så Claesson – der havde afløst Cornelius – kunne spille ham, og fra samme position som Elyounoussi sparkede han bolden forbi et par forsvarere og Jonas Lössl til 2-2!

Siden pausen havde vi omsider lignet et hold, der ville vinde, og nu lignede vi også et hold, der kunne vinde!
Kort efter udligningen endte et nyt godt angreb med et Clem-langskud, som Lössl dog tog sig af, men selvfølgelig forsøgte hjemmeholdet også at komme tilbage i kampen. Der var dog ikke meget, der lykkedes, før de fik et hjørne i 86. minut.
To hurtige FCM-mål
Valdemar Byskov slog bolden ind i det tætpakkede målfelt, hvor Ousmane Diao fik hovedet på, og på TV-billederne så det unægtelig ud til, at han headede den ned på Adam Buksas hånd, der flagrede i hovedhøjde, men målet blev godkendt efter VAR-tjek.
Der blev lagt otte minutter til de 90, men inden vi gik i gang med dem, blev Froholdt overløbet – efter egen opfattelse ulovligt – af Dario Osorio, der trak ind i feltet og blev hægtet af Hatzidiakos. Ingen diskussion om selve straffesparket, som Adam Buksa sparkede fladt ind til venstre for Trott, der gik til højre.
I fjerde tillægsminut skød Amin Chiakha fra nært hold forbi på en kæmpe chance, da Claesson slog en flad bold på tværs fra højre, men spørgsmålet er, om en reducering her ville have været nok.
Endnu et sent pointtab
Under alle omstændigheder sad man tilbage med et inderligt ønske om, at nu kan det være nok. To sene nederlag på fire dage til de nærmeste forfølgere under så dramatiske omstændigheder, det gør naturligvis ondt, og så har vi heller ikke glemt, at vi blandt andet kun fik to point i tre kampe mod AaB, Sønderjyske og Viborg.
Men vi er ikke alene om at levere ujævne og skuffende resultater. Det er ingen trøst, men med seks runder igen kan alt ske, selv om vi nu mistede førstepladsen og er to point efter FC Midtjylland inden vores kommende ”dobbeltmøde” med AGF.
Matchfacts
Skærtorsdag den 17. april 2025, kl. 18.00 på MCH Arena. 3F Superliga, 26. runde.
FC MIDTJYLLAND-F.C. KØBENHAVN 4-2 (2-0)
29.: 1-0 Adam Buksa
39.: 2-0 Mikel Gogorza
56.: 2-1 Mohamed Elyounoussi
78.: 2-2 Victor Froholdt
86.: 3-2 Ousmane Diao
90+2.: 4-2 Adam Buksa, str.
11.832 tilskuere. Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: 30.: Kevin Mbabu, 60.: Andreas Cornelius, 90+1.: Pantelis Hatzidiakos
