Amin Chiakha

Kampreferat: Intenst og målrigt i sidste træningskamp før det bliver alvor

4.803 tilskuere overværede de to holds generalprøve på stadion i Vejlby/Risskov nord for Aarhus, som er AGF’s midlertidige hjemmebane de næste halvandet år, indtil Ceres Park nede i Marselisskoven er ombygget.

Der var i dag plads til ca. 8.000, men når hovedtribunen er på plads, kan der være ca. 12.000. I dag kom der 4.803, og de så en tempofyldt, intens og målrig træningskamp, hvor de lokale helte endda vendte den københavnske pauseføring på 3-0 til hjemmesejr på 4-3.

Spillerne jubler med fansene efter kampen
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


AGF aggressive i starten
AGF lagde aggressivt ud og dominerede de første 13 minutter, hvor Kristian Arnstad sendte tre langskud forbi mål, men de kom ikke til deciderede chancer.

0-3 inden den halve time!
I stedet tog vi teten, da Thomas Delaney tacklede bolden til sig midt på deres halvdel, og Magnus Mattsson spillede Amin Chiakha i feltet, hvor han holdt Tobias Mølgaard væk og på en eller anden måde snød Jesper Hansen med et lusket skud.

Amin Chiakha
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Det ændrede kampbilledet, så vi nu var i bedre kontrol, og midt i halvleg fordoblede vi føringen efter en fornem kontra, som Chiakha startede helt nede foran eget felt. Jordan Larsson førte bolden op i højre side, og i det helt rigtige øjeblik spillede han den fremstormende Robert, som gjorde arbejdet færdigt.

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Kort før den halve time blev det 3-0, da Magnus Mattsson udnyttede et straffespark, som Kristian Arnstad begik mod Jordan Larsson, da han var på skudhold i udkanten af AGF-feltet.

Magnus Mattsson scorer på straffe
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Ti minutter før pausen var vi tæt på 4-0, da Jesper Hansen spillede en bold lige i fødderne på Amin Chiakha, men Robert var offside, da han fik bolden og sendte den i nettet. 

Det havde næsten også været for meget af det gode, for så markant var styrkeforholdet trods alt ikke, men vi var skarpe, når det gjaldt og solide bagude.

Efter pausen sendte Neestrup planmæssigt Diks, Meling og Claesson ind for Gabriel, Lopez og Froholdt. Mattsson trak ned på midtbanen, og Claesson gik op foran.

Magnus Mattsson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


2-3 efter en time
AGF kom igen aggressivt ud, og efter fem minutter havde Youssouph Badji et giftigt skud højt mod mål, som Ramaj for en sikkerheds skyld snittede til hjørne, men ellers var vores nye keeper endnu ikke sat på de store prøver.

Det blev han dog kort efter, da AGF fik straffe. Dommer Aydin Uslu vinkede først, da Gift Links gik omkuld i feltet, men da der var fuldt Superliga-setup med VAR-vogn og det hele, blev han kaldt ud til skærmen og så, at Delaney rent faktisk trådte Links over foden.

Selv om Ramaj gik til den rigtige side på straffesparket, sad Mikael Andersons spark helt ude ved stolpen, og så stod det 3-1.

Diant Ramaj
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Det gav AGF blod på tanden, og bare fire minutter senere reducerede Anderson yderligere, da Diks headede en bold ud midt i eget felt, som han kom først på og hamrede i mål uden chance for Ramaj.

Midt i halvlegen begyndte AGF også at skifte ud, og begge hold nåede vist at bruge hele kvoten, inden det var slut, og for vores vedkommende spillede kun Ramaj, Hatzidiakos og Mattsson fuld tid.

Chancer til vores fjerde
Der var stadig masser af intensitet i kampen, og knap 20 minutter før tid skruede Jordan Larsson en bold lige over mål, men Jesper Hansen var oppe og følge den til dørs.

Med ti minutter igen fik vi vores største chance efter pausen, da Amin Chiakha erobrede bolden uden for deres felt og spillede Claesson helt fri, men han sparkede lige i benene på Hansen med en blød venstre.

Viktor Claesson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


4-3 til sidst
Fire minutter skruede AGF's Max Power, og den bold kom Patrick Mortensen først på. Ikke med max power, men nok til at heade den ind til 3-3.

Resultatmæssigt gav 3-3 et meget godt billede af kampen som helhed, men det ødelagde Nicolai Poulsen to minutter inde i tillægstiden, da han fra kanten af feltet bankede bolden ind til slutcifrene 4-3.

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Matchfacts
AGF-FC.KØBENHAVN 4-3 (0-3)
13.: 0-1 Amin Chiakha
22.: 0-2 Robert Silva
29.: 0-3 Magnus Mattsson, str.
54.: 1-3 Mikael Anderson, str.
58.: 2-3 Mikael Anderson
86.: 3-3 Patrick Mortensen
90+2.: 4-3 Nicolai Poulsen
4.803 tilskuere. Dommer: Aydin Uslu
Advarsler: 42.: Pantelis Hatzidiakos, 54.: Thomas Delaney, 85.: Magnus Mattsson

FCK-start-11:
Ramaj - Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez - Larsson, Froholdt, Delaney (anf.), Robert - Mattsson, Chiakha

FCK-slut-11:
Ramaj - Diks, Hatzidiakos, Garananga, Meling - West, Clem, Németh, Achouri - Mattsson, Claesson (anf.)

AGF:
Hansen – Mølgaard (81.: Jensen-Abbew), Tingager, Akoto (66.: Kahl) – Beijmo (66.: Power), Madsen, Arnstad (66.: Poulsen), Anderson (81.: Brandhof), Links (85.: Bach (91.: Sauer)) – Bech (66.: Mortensen), Badji (81.: Duelund)

Elias Achouri
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport