
Kampreferat: Klogt, solidt og effektivt
For første gang siden september 2021 lykkedes det løverne at få alle tre point med hjem fra Farum i kraft af en 1-0-sejr på et hovedstødsmål af Amin Chiakha midt i 2. halvleg.
Neestrup valgte for første gang i Farum at spille 3-4-3 og begrundede det blandt andet med, at vi dels har haft succes med det i andre udekampe i ind- og udland – ikke mindst på kunstgræsset i Silkeborg – og dels med, at det mod et dygtigt hold på kunstgræs er sværere at dække de rum, man normalt kan på en græsbane, så derfor denne ændring i strukturen i forhold til både vores presspil, og når vi står dybere.
Gabriel og Garananga var nye i forhold til sidst og afløste Mattsson og karantæneramte Hatzidiakos: Ramaj – Gabriel (anf.), Diks, Garananga – Huescas, Clem (70.: Delaney), Froholdt, Meling (28.: Gocholeishvili) – Larsson (84.: Lerager), Chiakha (70.: Cornelius), Achouri (70.: Mattsson)
FCN ændrede på én plads, Sindre Egeli var tilbage fra karantæne og startede for Zidan Sertdemir: Lykke – Ankersen, Salquist, Høgsberg, Lähteenmäki (73.: Ascone) – Yirenkyi, Brink, Dorgeles (86.: Markmann) – Egeli, Nygren, Berthelsen (59.: Sertdemir)

Taktisk affære
Vi begyndte fint, og man så hurtigt, at Diks – ligesom i tidligere 3-4-3-kampe – gik op som 6’er, når vi byggede op, og nordsjællænderne pressede heller ikke højere, end at Ramaj ofte gik op midt på vores halvdel mellem Gabriel og Garananga og spillede med.
FC Nordsjælland havde ukarakteristisk mange boldtab i de første ti minutter, der ikke bød på nævneværdige aktioner, bortset fra en Jordan Larsson-afslutning fra udkanten af feltet, som gik langt forbi.

Efter knap 20 minutter sendte Peter Ankersen et studsende langskud lige ind til Ramaj, men ellers var det småt med afslutninger i en tæt, låst og taktisk betonet affære, hvor ingen af holdene ville ”åbne op”.
Det bekom os bedst, når man tænker på, hvordan vi periodevis er blevet kørt over i flere tidligere besøg heroppe, så på den måde havde vi kampen, hvor vi ville.
Midt i halvlegen headede Sindre Egeli forbi på et Benjamin Nygren-indlæg, og kort efter forlod Birger Meling banen med en skade, og Giorgi Gocholeishvili kom ind på venstre wingback.

Chancefattigt
En situation omkring den halve time illustrerede både vores styrker og svagheder i kampen. Vi stod tæt og solidt i kæderne, mens FC Nordsjælland forsøgte at bygge op fra midten, og da vi så gik i pres, mistede Mark Brink bolden til Clem, så vi var fire mod tre i en kontra ned mod deres felt - men Chiakha mistede bolden, da han blev presset bagfra af Dorgeles.

Lidt efter headede Garananga mod mål på en Achouri-dødbold, men William Lykke greb det uden problemer, og inden pausen havde begge hold et par lige-ved-og-næsten chancer, men xG var stadig kun 0,03-0,33.
Det rettede Sindre Egeli lidt op på i de fire minutters tillægstid, da han fik bolden af Nygren, trak sig fri i udkanten af feltet og fyrede af, men Ramaj reddede fornemt til hjørne.

Man kan ikke fortænke ”den neutrale iagttager” i at savne lidt mere underholdning, men det var på mange måder en velspillet og interessant kamp, hvor det for os gjaldt om at fastholde en lukket kamp med vores solide organisation og så få lidt mere ud af de offensive aktioner.
Umiddelbart var der ikke noget, der ændrede sig i de første ti minutter efter pausen, bortset fra at vi fik vores første hjørnespark efter ti minutter, som endte med et ufarligt Froholdt-hovedstød.

Lidt efter havde Chiakha et behjertet langskud, efter Jordan Larsson spillede ham med hælen, og svenskeren havde også selv et fladt forsøg, som gik et par meter forbi.
Vi vadede ikke i chancer, men forsøgte dog at komme til mere nu, og samtidig stod vi stadig solidt i kæderne og forhindrede hjemmeholdets sædvanlige hurtige kunststykker.
Chiakha-mål på indstuderet dødbold
Efter vi rundede en time, lavede Caleb Yirenkyi et lille frispark på Gocholeishvili på midten, hvor dommer Kristoffersen (heldigvis) lod fordelsreglen gælde.
Ghaneseren lavede kort efter endnu et dumt lille frispark ved at rive Clem i armen midt på deres halvdel, og det kostede både en advarsel og et frispark, der skulle vise sig at blive afgørende.
Helt ifølge de indstuderede planer sendte Jordan Larsson dødbolden mod fjerneste stolpe, hvor Gabriel headede den perfekt på tværs. Ved modsatte stolpe holdt Froholdt Juho Lähteenmäki beskæftiget, så Amin Chiakha uhindret løb til bolden og pandede den ind over William Lykke og i netmaskerne!

Allerede inden målet gjorde Cornelius og Mattsson sig klar til at komme ind, og sammen med Delaney kom de nu ind for henholdsvis Chiakha, Achouri og Clem. Friske ben og erfarne kræfter skulle fortsætte, hvor de andre slap, for der kunne ske meget på 20 minutter plus det løse.
Nordsjællænderne kom mere på bolden, men havde stadig svært ved at skabe chancer, så noget massivt pres var der aldrig tale om.

VAR-tjek for straffe i 89. minut
Ti minutter før tid kunne vi øget til 2-0 efter en kontra, hvor Jordan Larsson afsluttede lidt uden for feltet, og William Lykke reddede til hjørne, men hvor Cornelius ellers var løbet fri til en endnu større skudchance.
Ellers foregik det meste nu på vores banehalvdel, og i 89. minut opstod kampens mest dramatiske situation, da spillet blev afbrudt af et to et halvt minut langt VAR-tjek, fordi bolden ramte en liggende Kevin Diks på armen, inden den gik forbi vores mål og til hjørne.

Spændingen steg, da Kristoffersen blev kaldt ud til VAR-skærmen, men billederne viste klart, at Caleb Yirenkyi skubbede Diks omkuld, så det endte med et københavnsk frispark.
Og selv om Diks ikke var blevet skubbet, kan man vel diskutere, om det var en strafbar hands, når han lå og rullede rundt i græsset og var helt uvidende om, hvor bolden befandt sig, da den ramte hans arm.
Sidste skud var farligst
Anyway, tre tillægsminutter blev til fem, men dem håndterede vi glimrende – lige indtil det sidste halve minut, hvor Yirenkyi fandt en lidt for fri Benjamin Nygren lige uden for vores felt, men inden han fik kontrol over bolden og afsluttet, var Diks oppe og presse ham, og han skød et par meter forbi.
En udligning havde heller ikke været til at bære, for de havde ikke en eneste afslutning inden for målrammen i hele 2. halvleg, og dette skud var reelt det tætteste de kom.
Dermed brød vi en stime på fem nederlag og én uafgjort i Farum, hvor hjemmeholdet i øvrigt slet ikke har tabt siden efteråret 2023, hvor de tabte til OB i deres eneste nederlag på Right to Dream Park i 30 kampe.
Med sejren overtog vi førstepladsen, nu to point foran FC Midtjylland, og det er jo ikke det værste rygstød at tage med til næste søndags Derby i Parken!

Søndag den 6. april 2025, kl. 18.00 på Right To Dream Park. 3F Superliga, 24. runde.
FC NORDSJÆLLAND-F.C. KØBENHAVN 0-1 (0-0)
64.: 0-1 Amin Chiakha
7.788 tilskuere. Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Advarsler: 63.: Caleb Yirenkyi
Start-11: Ramaj – Gabriel (anf.), Diks, Garananga – Huescas, Clem, Froholdt, Meling – Larsson, Chiakha, Achouri
Slut-11: Ramaj – Gabriel (anf.), Diks, Garananga – Huescas, Lerager, Delaney, Gocholeishvili – Froholdt, Cornelius, Mattsson