Kampreferat: Kun en træningskamp...
Kun en træningskamp
Husk nu – det VAR kun en træningskamp! Det plejer vi jo at minde om efter ”træningskamp nr. 2” i sommer- og vinteropstarten, når vi har tabt til hold som Sturm Graz, NK Partizan, Zenit, Astra Giurgiu eller Spartak Moskva. For nu bare at nævne en håndfuld fra de senere år.
Så det minder vi om igen, men tillader os bestemt også at juble og glæde os over den klare 4-0-sejr over FC Astana, som har papirerne i orden efter de seneste tre sæsoners præstationer i Champions League og Europa League. Og som også spillede deres anden testkamp i år og bestemt ikke stillede et B-hold med 17-årige prøvespilere.
Astana stillede også stærkt op
De startede med syv spillere, som var på banen i deres sidste og altafgørende Europa League-gruppekamp i Rennes, og to andre af dagens startende sad på bænken i den kamp. De to sidste var nytilkomne Pertsukh og 18-årige Prokopenko, som altså reelt var den eneste ”periferi-spiller” i start-11’eren.
Vi stillede også selv stærkt op, men måtte bl.a. undvære Bjelland og Fischer, som jo nok havde gjort krav på en startplads, hvis de var fit for fight. Bjelland genoptræner planmæssigt, mens Fischer desværre er løbet ind i en ny skade, som p.t. gør det svært at sige, hvornår han forventes klar igen.
En varm omgang på et lækkert græstæppe
Det var varmt, da kampen blev sat i gang på den superlækre grønsvær på Jebel Ali Centre of Excellence, hvor vi tidligere har spillet på en af de andre baner, som centret råder over – og som man måske kunne høre på livestream, ligger der også en skydebane lige ved siden af...
Kampen blev indledt med ét minuts stilhed til ære for vores afdøde kollega, FCK TV’s André Rothschild, og af samme årsag bar spillerne sørgebind.
FCK-dominans fra første fløjt
Vi viste fra kampens start, at vi ville spille vores eget spil og kontrollere kampen med et højt pres og hurtig boldomgang, og det lykkedes glimrende. Allerede efter et par minutter fik Thomsen en udmærket skudmulighed, som han dog ikke fik ram på, men vi sad på spillet og det meste foregik på Astanas banehalvdel.
Det første forsøg inden for målrammen kom efter et lille kvarter, da N’Doye afsluttede lige på den rutinerede 36-årige keeper Eric Nenad, der er serbisk-født, men har spillet på Kasakhstans landshold.
Ellers skabte vi ikke de helt store muligheder, trods vores markante overtag i spillet, men det var lige-ved-og-næsten et par gange, indtil ti minutter før pausen, hvor Jonas Wind fik en stor mulighed i feltet, men sparkede lige på Nenad – efter fint forarbejde af Ankersen i højre side.
Mod slutningen af halvlegen slap vi grebet om kampen, så Astana kom til en del angreb – og en enkelt ganske god mulighed, som Joronen dog halvklarede fint, hvorefter de sløsede returbolden væk. Det ku’ også lige passe, at de skulle have scoret der, for det havde været tyveri ved højlys dag!
Falk sparkede os i gang
I pausen kom fire mand planmæssigt ind: Stephan, Bengtsson, Kvist og Pieros, og ud gik Joronen, Boilesen, Zeca og Wind. Trods ændringerne fandt vi hurtigt de gode takter fra kampens første 40 minutter, og i løbet af et par minutter fik vi også bolden i netmaskerne. Skov snittede fikst et indlæg fra højre videre i feltet, og Falk dukkede op og ekspederede iskoldt kuglen i kassen.
N'Doye på pletten
Små ti minutter senere blev det 2-0, da N’Doye pandede et perfekt Ankersen-indlæg i netmaskerne. Kort efter var Pieros ved at øge til 3-0, og indskiftede Kodro sendte også et godt forsøg tæt forbi.
Pieros plaffede til 3-0
Det blev dog 3-0 godt et kvarter før tid, og det blev Pieros, der kom på tavlen, efter forsvaret tog en blunder på en lang fremlægning.
Ahmeds første seniormål
På det tidspunkt var Ahmed Daghim kommet på banen, og Mohamed Daramy fulgte kort tid efter, og Ahmed fik fornøjelsen af at øge til 4-0, da han fik bolden og ganske enkelt løb fra bagkæden og udplacerede keeperen til sin første ”senior-scoring”, hvilket Mohamed var den første til at lykønske ham med.
Herefter kom de øvrigt tre U19-spillere, Vesterlund, Haahr og Winther, også ind i de sidste fem minutter, hvor vi uden problemer kørte 4-0-sejren hjem.
Ser vi bort fra cifrene, var det også på andre parametre en helt igennem velgennemført træningskamp, hvor vi lykkedes med rigtig meget af det, vi kalder "vores eget spil". Næste test bliver på onsdag mod svenske Örebro, og traditionen tro bliver der nok en del ændringer på holdet - så meget som skader mv nu tillader at Ståle & co. roterer.