Kampreferat: Langtfra godt, men tæt på 3-3

For tredje sæson i træk har vi ikke fået den ønskede sæsonstart, og tre point efter tre kampe er vores tredjedårligste pointhøst i ti sæsoner. 13/14 var værst med tre nederlag, og 20/21-sæsonen indledte vi med to nederlag og en uafgjort.

Deja vu til 2004
Statistik forklarer ikke nederlaget i Viborg, som vi ikke havde tabt til siden 2004, men man kunne da ikke undgå at tænke tilbage på, at vi dengang startede glimrende og førte 2-0 efter 25 minutter, men smed det i løbet af 2. halvleg og tabte 2-3.

Denne søndag sad vi også totalt på kampen i 25 minutter, inden vi begyndte at ”smide det”, og alligevel var det meget tæt på 3-3, inden Viborg slog sejren fast i tillægstiden. Men lad os tage det fra begyndelsen.

To ændringer på holdet
Vi ændrede på to pladser fra den seneste AaB-kamp, så Kalle Johnsson stod i stedet for ansigtsskadede Grabara, og Isak Johanesson startede i stedet for Bøving. Thorup havde også fastholdt Claesson på midten af banen og rykket Haraldsson ud på kanten, sådan som vi havde succes med i 2. halvleg i Aalborg.

Viborg kom til kampens første afslutning efter et langt indkast, hvor Justin Lonwijk stod bekymrende fri midt i feltet, mens alle københavnere kun kiggede på bolden. Heldigvis headede han lige på Kalle Johnsson.

Tidlig Claesson-scoring
Lidt efter lavede Mads Søndergaard et klodset frispark på Lerager midt på deres halvdel, og denne gang sov Viborg-forsvaret, da Pep Biel slog dødbolden langt. Claesson steg uhindret til vejrs og headede hårdt og præcist ned mod nærmeste målhjørne, hvor keeper Lucas Lund for sent nåede ned.

Jubel efter scoring


Vi sad nu solidt på kampen med højt og aggressivt presspil, men ret beset også uden at komme til chancer i det næste kvarters tid, før Lucas Lund var i gavehumør og sendte en bold lige ud i fødderne på Lerager uden for deres felt.

Lerager tog chancen med et fladt langskud, som Lund reddede til hjørne, og her bagefter synes man jo altid, at Lerager skulle have spillet chancen større. Men med en anelse bedre træf havde han fanget keeperen i ubalance og fordoblet vores føring.

Vi var stadig i fin kontrol og holdt Viborg godt væk fra vores ende af banen, og efter 23 minutter var det lige før, vi spillede os til en god chance efter et kort hjørne, men manglede den sidste præcision i pasningerne.

Omdiskuteret Viborg straffe førte til 1-1
Nu fik Viborg så småt noget spil på vores halvdel, og på en lidt tilfældig bold ind midt i feltet fra Said, hoppede Sørensen op i luften og forsøgte en firsttimer. Den kiksede han, og da han landede, så ramte han Isak Johannesson, der havde forsøgt at blokere skuddet, og dommer Jonas Hansen takserede den berøring til et meget omdiskuteret straffe.

Et VAR-tjek ændrede ikke på kendelsen, men Kalle dykkede fornemt ned til venstre og reddede Clint Leemans' straffe, men hollænderen var først på returbolden og udlignede.

Kalle Johnsson


Kortvarigt københavnsk kollaps
Uanset ærgrelsen og uenighederne, så burde de næste fem-ti minutter ikke have medført et kollektivt københavnsk kollaps, men se hvad der skete:

Et småfarligt Viborg-hjørne tæt under mål, et nyt hjørne, som vi headede til indkast, en spektakulær dobbeltchance til Sørensen, hvor han først tørrede Victor Kristiansen og skød lige på Kalle, hvorefter han saksesparkede mod mål, og Vavro headede til hjørne.

Da vi endelig fik losset bolden op i den anden ende, så byggede Viborg stille og roligt op helt fra bunden og kombinerede sig (alt for) ubesværet frem til et meget flot mål.

Trods ti FCK-spillere i eget felt, slog Grønning en høj bold til bageste stolpe, hvor en helt fri Lonwijk headede på tværs foran mål, og Leemans kastede sig frem headede den ind fra nært hold.

Pep Biel tæt på udligning før pausen
Da var der spillet 33 minutter, og vi fortsatte med at falde i niveau, indtil de sidste fem minutter af halvlegen, hvor vi med en smule held og præcision kunne have udlignet.

Først var Haraldsson lige ved at komme på skudhold i feltet, og kort efter skruede Pep Biel bolden tæt forbi den ene stolpe – begge aktioner efter forarbejde af Claesson – og Johannesson nåede også en afslutning, der sad lige på Lucas Lund.

Aggressiv FCK-start på 2. halvleg
Det begyndte også godt efter pausen, hvor Pep Biel allerede i første minut fik en stor skudchance i udkanten af feltet, men Lund nåede ned og redde til hjørne.

Vi kom med højt tempo og god energi i offensiven og pressede dem godt tilbage, og efter 51 minutter fik Claesson ikke ordentligt ram på en god skudchance lige uden for feltet, og Lund reddede igen.

Vores gode offensiv blev dog ikke modsvaret af en stærk defensiv, for ti minutter efter pausen førte et FCK-hjørne til, at Ibrahim Said stak af i en kontra. Ingen nåede at fange ham, før han med et præcist indlæg fandt Lonwijk i feltet, hvor han løfte bolden i mål, da Kalle Johnsson gik ud i ham.

3-2 gav nyt håb med en time igen
Diks og Jelert kom ind på backerne i stedet for Ankersen og Kristiansen, og netop Diks havde en vigtig fod med, da vi reducerede i 62. minut.

Han fik bolden af Lerager i højre side og slog et fladt indlæg i det frie rum, hvor Pep Biel styrede bolden flot over i det lange hjørne til 3-2.

Pep Biel og Viktor Claesson


Med en time igen lignede det ikke en umulig opgave at sikre mindst point det ene point, og midt i halvlegen var Diks heller ikke langt fra at hamre bolden ind, men den strøg lige over Viborg-målet.

Da havde Babacar også afløst Johannesson og lagt sig helt op foran, mens Pep Biel trak lidt tilbage, og godt opmuntret af vores ca. 1.100 fans i udeafsnittet bag Viborg-målet, så knoklede vi videre i den silende sommerregn.

Tungt FCK-pres
Med et kvarter igen fik vi frispark i en god position, 4-5 meter uden for deres felt, men Pep Biel sendte det lige i den grønblusede Viborgmur, og minuttet efter manglede Babacar lige et par centimeter i at få ordentligt ram på et Diks-indlæg.

Kort efter var senegaleseren tæt på igen, da han vendte rundt midt i feltet og fyrede af, men bolden ramte Bürgy på hånden, så bolden gik tæt forbi mål. Det ærgerlige var ikke, at vi ikke fik straffe, for det var helt hændeligt, men at han overhovedet kom i vejen for det skud…

Midt i vores massive pres havde Viborg en enkelt farlig kontra, hvor Christian Sørensen trak ind i feltet fra venstre, men uden at få afsluttet.

Khouma Babacar


Giga-chance til Claesson i 90. minut
I stedet sendte Vavro kort efter et tordendrøn af sted, som dog sad lige på Lucas Lund, og i det 90. minut kom den største chance af dem alle.

Vavro sendte en bold ind i feltet efter en Boilesen-dødbold, og Claesson headede i helt fri position ved fjerneste stolpe, men Lund reddede mirakuløst på stregen, og returbolden studsede Viborgs vej.

2-4 i tillægstiden
Så tæt var vi på 3-3, men hvem husker det, når man bare ser i statistikkerne, at vi tabte 2-4 i Viborg?

2-4? Ja, vores vilde offensive satsning blev straffet i tredje tillægsminut, hvor Christian Sørensen fornemt hamrede en bold op i det fjerne målhjørne. Og Tobias Bech var i øvrigt også tæt på at øge til 5-2 på en kontra i de døende sekunder…