Kampreferat: Mal vs. FCK
De danske mestre fra F.C. København tabte til aften et vigtigt skridt i bestræbelserne på avancement i Royal League. Mestermødet på Malmö Stadion endte således med smal svensk sejr på 1-0 efter mål i første halvleg af Markus Rosenberg. 5.395 tilskuere overværede kampen.
Cheftræner Hans Backe måtte til aftenens opgør mod Malmö FF rokere rundt på tropperne, grundet sygdom og småskavanker hos nøglespillere som Álvaro, Zuma og Hoseth. Blandt andet af denne årsag, var der hele fem nye ansigter i startopstillingen i forhold til SAS Liga-premieren mod FCM i søndags. Især bemærkelsesværdigt var det, at finske Janne Saarinen var tilbage blandt de elleve startende efter et noget forsømt efterår med skader og manglende kampform. Derudover gensyn med "Young Guns" - Bech, Bergvold og Traoré.
Hos de svenske mestre fra Malmö, der måtte indkassere et nederlag på 2-0 mod Rosenborg i sidste uge, bød startopstillingen på flere velkendte navne i form af Afonso Alves, Markus Rosenberg, Niklas Skoog og ikke mindst Daniel Andersson - den direkte konkurrent til Tobias Linderoth på det svenske landshold.
Klædt i rødt og sort indledte F.C. København jagten på royale point med udmærket gennemslagskraft. Med høj boldbesiddelse og et par gennembrud i venstresiden kom Backes tropper bedst af sted, men desværre skulle den godkendte indledning hurtigt vise sig klangløs.
Efter en lidt tøvende svensk start tog hjemmeholdet således fat, især personificeret ved de offensive kræfter Markus Rosenberg og Afonso Alves. Sidstnævnte anvendte et par fikse driblinger til at skabe sig kampens første store chance efter tolv minutter, men Rabo i målet parerede til hjørnespark.
Desværre skulle der kun gå hen ved tre minutter mere førend topscorer Rosenberg skulle servere et yderst tydeligt bevis på at denne status ikke er tilfaldet den blonde angriber tilfældigt. Efter en bolderobring i højre side styrede landsholdsangriberen mod mål, og fra kanten af feltet tordnede svenskeren bolden flot op i fjerneste målhjørne uden chance for Rabo.
En saltvandsindsprøjtning til hjemmeholdet, der i den efterfølgende periode med gejst og vilje satte sig på kampen. Især i københavnernes venstreside pressede svenskerne på og den nye konstellation med Bergvold og Saarinen havde deres hyr med Malmös offensive kræfter.
Med tyve rundet var Rosenberg tæt ved at kopiere sin egen opskrift fra det første mål, men denne gang strøg bolden hårdt over mål.
Hos københavnerne savnede man det hurtige pasningsspil, holdet ofte har demonstreret den seneste måneds tid. Da det effektive presspil også haltede markant efter, var det så som så med de offensive tiltag, selvom et par enkelte gennembrud af kanterne Bergvold og Silberbauer kunne have resulteret i giftigheder. Men i stedet for mamboens dødbringende bid, blev det ved snogens ufarlige, da koncentrationen i de afgørende faser svigtede. Heller ikke Møller og Bech fik meget ud af anstrengelserne og især sidstnævnte manglede i dag fysik til at tage kampen op mod det robuste svenske forsvar.
Omkring den halve time var der igen fare på færde i københavnernes straffefelt. Et indlæg ramte Alves, der headede hårdt mod roden af fjerneste stolpe, men her dukkede Rabo op og klarede til hjørnespark. Som et modsvar og vel egentlig løvernes bedste mulighed i første halvleg, fik Møller kort efter headet mod mål efter et frisparksindlæg, men her verfede Asper bolden over mål.
Kontinuiteten og mekanismerne manglede i første halvleg på Backes mandskab, der nok måtte sande at hele fem ændringer var en kende for meget. Når man dertil lagde en helt og aldeles ujævn og knoldet pløjemark af en fodboldbane, var første halvleg langt fra sidste måneds præstationer.
Mod halvlegens slutning satte hjemmeholdets Rosenberg en tyk streg under sit kandidatur til kampens spiller, da han i løb modtog bolden, spurtede fra Saarinen og med et kækt lob søgte at udplacere Rabo. Med det yderste af neglene fik den ungarske keeper heldigvis viftet bolden til hjørnespark. Redningen var en af Rabos mange flotte kampen igennem.
Fra anden halvlegs start satte Backe to nye spillere ind i bestræbelserne på at ændre slagets gang, hvilket medførte at Saarinen og Linderoth røg på bænken erstattet af Christiansen og Nørregaard.
Indskiftningerne gav ret beset mere ro på det københavnske opspil, men inden det nåede så vidt, havde hjemmeholdet en kæmpechance, da Alves headede på overliggeren efter en dødbold.
Efter denne gode chance til de himmelblå, steg den københavnske boldbesiddelse imidlertid markant. Da kæderne samtidig blev rykket fem-ti meter frem, lykkedes det langsomt Backes tropper at tilkæmpe sig noget der mindede om et lille overtag i kampen.
På chancefronten tegnede et hårdt Silber-langskud udligningsmuligheden inden løvernes klart bedste tilbud opstod til Bergvold tyve minutter inde i halvlegen. Desværre timede U-21-landsholdsspilleren ikke sit aftræk godt nok og bolden blev kluntet flugtet til målspark. Aktionen var samtidig Bergvolds sidste, da den unge kantspiller kort efter blev skiftet ud til fordel for Todi.
Pacet frem af udsigten til nul point og af de mange medrejsende københavnske fans bag det ene mål, havde F.C. København stadig overvægten i boldbesiddelsen, mens hjemmeholdet lurede på kontra-løbene.
Med ti minutter tilbage gav disse to forskellige spillestile to rigtig gode muligheder - én til hvert hold. I første omgang medførte et koks i københavnernes forsvar en friløber til Skoog, der med al den tid og plads en angriber normalvis kan ønske sig, dog på det skammeligste brændte direktøren.
Herefter var det løvernes tur til at lægge pres på og en Jesper Bech afslutning blev clearet på stregen efter at Asper var gået fejl af bolden.
Mod kampens afslutning pressede københavnerne sig for alvor på, hvilket i de døende minutter gav to gode muligheder til henholdsvis Nørregaard og Todi. Det blev desværre ved lige ved og næsten for de københavnske forhåbninger, der må konkluderes strandede på for stor udskiftning på holdet og en aldeles ringe fodboldbane, der vel bedst var tjent som ny hoppeborg på Familietribunen.
Med nederlaget er kravet nu klar, hvis royal succes skal være en kendsgerning i denne sæson. To kampe tilbage skal give to sejre. Første skridt på denne vej tages d. 14. april, når F.C. København skal en tur til Trondheim for at møde Rosenborg.