Isak Johannesson, Hákon Arnar Haraldsson og William Bøving

Kampreferat: Mere træning end kamp

7-0 over Feyenoord lyder voldsomt, men hollænderne stillede ikke som aftalt op med et slagkraftigt hold og blev løbet over ende for øjnene af 2.500 tilskuere på deres fine akademi-stadion.

Så mange vidner var der i hvert fald, da kampen gik i gang, men det tyndede lidt ud i rækkerne, efterhånden som målene haglede ind bag Justin Bijlow – den eneste i dag, som også var med i Conference League-finalen mod Roma i maj, eftersom landsholdsspillerne først møder på mandag og et par andre fra finalen ikke er i klubben længere.

Victor Kristiansen
Der var mange på tribunerne, da kampen gik i gang. Foto: Andreas Højbjerg, FCK.DK


Vi stillede selv stærkt op, men på en række pladser er der stadig så hård konkurrence om pladserne, at det er svært at tale om en idealopstilling. Men i dag var det mere end rigeligt, for det stod hurtigt klar, at der var klasseforskel.

Der gik kun fem minutter, før netmaskerne første gang blafrede bag Justin Bjilow, da Victor Kristiansen tog et godt løb i feltet og firsttimede et indlæg fra Roony ind til 1-0.

Den markante styrkeforskel på de to hold blev kun tydeligere, efterhånden som kampen skred frem, men lad os ikke glemme, at det selvfølgelig også var vores fortjeneste, at de blev afstraffet. Det var et meget veloplagt FCK-hold, der gik på banen og leverede varen, selv om spillerne har været kørt hårdt rent fysisk i de seneste dage med to daglige træningspas på halvanden til to timer hver.

Efter 20 minutter headede Khocholava et Pep Biel-frispark ind til 2-0, og selv om det lugtede en smule af offside, protesterede ingen af hollænderne, men så bare lettere opgivende på hinanden, som om de var klar over, at det her kunne gå grueligt galt.

David Khocholava
Khocholava stiger højt til vejrs og header 2-0-målet ind. Foto: Andreas Højbjerg, FCK.DK


Herefter fulgte dog fulgte en halv snes minutter uden at nogen af holdene rigtig skabte noget, men selv om hollænderne nok havde bolden mest, kontrollerede vi kampen fuldstændig.

Men det sidste kvarter skruede vi op for tempoet, og kombinationerne flød smukt og ubesværet på den fine grønsvær, hvor Feyenoord-spillerne slet ikke kunne følge med, og vi scorede tre gange på otte minutter.

Først tacklede Hákon bolden fra 17-årige Antoni Milambo lidt uden for deres felt, og Lerager spillede bolden tilbage til islændingen, hvorefter han sparkede bolden fladt ind ved den ene stolpe til 3-0.

Jubel efter scoring
Hákon Arnar Haraldsson erobrede selv bolden i det angreb, hvor han scorede til 3-0. Foto: Andreas Højbjerg, FCK.DK


Kort efter pressede Hákon selv spillet frem fra midten og lagde en perfekt bold til Diks, som tog et diagonalt løb fra sin højre back og fra venstre side af feltet sendte bolden fladt forbi Bijlow til 4-0.

Kevin Diks
Diks fik en fin modtagelse af Feyenoord-fansene - også selv om han her scorer til 4-0. Foto: Andreas Højbjerg, FCK.DK


I halvlegens sidste minut tog Pep Biel en lang Boilesen-fremlægning med ned mod Feyenoord-feltet og spillede Roony i højre side af feltet, og han tørrede Bijlow, der tog på skovtur ude i feltet, og sparkede køligt bolden ind til den højst usædvanlige pausestilling 0-5!

Roony Bardghji
Roony har afdriblet keeperen og sender bolden ind til 5-0. Foto: Andreas Højbjerg, FCK.DK


Feyenoord skiftede hele holdet i pausen, men det var dog ikke en straffeaktion for indsatsen i 1. halvleg, men en planlagt disposition, for de har kun været i gang med træningen siden i mandags, og et par af spillerne er helt nye og spillede deres første kamp i den klassiske rød-hvide bluse.

Thorup ”nøjedes” med at skifte syv markspillere, så vi i 2. halvleg spillede med: Grabara – Ankersen, Diks, Lund, Jelert – Stamenic, Haarbo, Haraldsson – Jóhannesson, Pep Biel, Bøving.

Marko Stamenic
Marko Stamenic - et af syv nye ansigter fra 2. halvlegs start. Foto: Konstantin Dörner, FCK.DK


De første minutter så det umiddelbart ud til, at hjemmeholdets nye elleve kunne byde bedre op til kamp, og den nye centerforward, 17-årige Nesto Groen, fik en ganske god mulighed, men Grabara gik godt ud og afværgede hans skud.

Men ved først givne lejlighed slog vi til med uhyggelig effektivitet, da der bød sig en kontramulighed. Hákon spillede sin værelseskammerat Ísak Jóhanneson i dybden, og han lagde uselvisk bolden på tværs til en helt fri Bøving, der bare skulle sætte den i tomt bur.

Thorup har talt om, at vi skal blive bedre til at spille chancerne større, og det må man sige, at vores islandske 8'er levede op til i denne situation!

Isak Johannesson og William Bøving
Ísak Jóhannesson serverer en "direktør" til William Bøving. Foto: Konstantin Dörner, FCK.DK


Tenniscifrene stod kun fem minutter, så chippede Pep Biel elegant bolden ud i højre side til Peter Ankersen, der strøg mod baglinjen og spillede fladt ind foran mål, hvor Isak gjorde arbejdet færdigt – 7-0!

Isak Johannesson
Syv mål fra syv forskellige spillere! Foto: Konstantin Dörner, FCK.DK


Hvis vi havde holdt samme momentum i den sidste halve time, var det endt med en to-cifret massakre, men resten af kampen fik mest karakter af en træning uden afslutninger.

Grabara viftede et enkelt godt forsøg over overliggeren til kampens eneste hjørnespark, hvilket i sig selv er ret usædvanligt.

Karamoko og Mukairu kom ind for Pep Biel og Hákon midt i 2. halvleg, og senere kom Orri Óskarsson også ind for Diks, hvorefter midtbanespilleren Daniel Haarbo, der også har spillet både højre og venstre back, rykkede ned i centerforsvaret og demonstrerede sine all-round-kompetencer.

FCK-fans i Rotterdam
Tak for støtten til de fremmødte FCK-fans! Foto: Konstantin Dörner, FCK.DK


7-0 ude over Feyenoord vil for evig tid stå som et meget opsigtsvækkende resultat i vores træningskamp-database, men det var som sagt to meget ulige hold, og det var jo ikke lige det, vi havde brug på dette tidspunkt og heller ikke det, der oprindeligt var aftalt mellem de to hold.

Men det er historie, og vi må bare give den en ekstra skalle på træningsbanen de kommende dage – og så ser vi ellers frem til den sidste testkamp mod Club Brugge næste lørdag, hvorefter vi rejser hjem til København om aftenen og har endnu en uges forberedelser på træningsbanen, før det går løs mod AC Horsens i 3F Superliga-sæsonpremieren.

FCK-fans i Rotterdam
Foto: Konstantin Dörner, FCK.DK

 

Måltavlen Feyenoord-FCK