Kampreferat: Når enden ikke er god...
Når enden er god, er alting som bekendt godt - sådan var det også lige ved at gå, selv om vi spilede skidt den første times tid. Men i stedet sikrede AaB sejren i fjerde minuts overtid.
Erik Johansson og Federico Santander var tilbage efter de måtte undvære Derbyet på grund af småskader, og desuden var Robin igen skadefri, men tog dog plads på bænken.
Nordjyderne kom bedst ud til opgøret, og de første 4-5 minutter gav et hint om, at vi ikke var, hvor vi skulle være. For mange boldtab og misforståelser gav AaB et par gode tilløb til chancer, og Stephan måtte tidligt i aktion og snuppe en bold, Blåbjerg headede på tværs efter et Kusk-frispark.
Bortset fra et enkelt hjørne var vi ikke meget oppe i deres felt det første kvarters tid. AaB kom til en enkelt god mulighed, men Stephan parerede Thellufsens afslutning efter han havde trukket sig fri til skud.
Vi blev dog ved at miste bolde, og især Zeca og Falk havde problemer på den centrale midtbane - men var langt fra de eneste, der var under vanlig standard.
Midt i halvlegen fik vi en kort opblomstring, men snart sad AaB igen på spillet, men manglede stadig lige det sidste i at blive rigtigt farlige.
Vi manglede dog meget mere end "det sidste" og kunne på den baggrund ikke være utilfredse med 0-0 ved pausen.
Santander - der ligesom Fischer ikke havde fået meget ud af anstrengelserne - kom ikke ud til 2. halvleg, og i stedet gik Fischer op foran, og Skov kom ind på kanten. AaB havde stadig fat i den lange ende og i det første kvarters tid var Thellufsen to gange tæt på, men den ene gang klarede Stephan godt, og anden gang clearede Erik til hjørne.
Midt i halvlegen kom Pierre ind for Falk, og vi gik over til at spille 3-5-2 med Zeca liggende lidt bag Thomsen og Skov og med Ankersen og Thomsen på kanterne. Det viste sig hurtigt at være en god ide, for efterhånden fik vi mere og mere spil - men stadig kneb det med at skabe de afgørende muligheder i offensiven.
Ti minutter før tid headede Pieros dog lige forbi på et hjørne, og hen mod slutningen virkede det klart som om vi havde mest energi tilbage. Zeca nåede desværre at rage et gult kort til sig, der sender ham i karantæne mod Midtjylland, men da vi gik ind i de fem minutters overtid, havde vi berettiget håb om at knække dem til sidst.
Det var heller ikke langt fra... efter 93 minutter serverede Pierre et perfekt indlæg, men Pieros' hovedstød strøg lige over mål. Et point var dog stadig til at lave med efter præstationen den første times tid, men ak... sådan skulle det ikke gå.
Boilesen faldt omkuld i en omdiskuteret duel med Jannik Pohl ude på kanten, men nordjyden fortsatte ind i feltet og lagde bolden skråt tilbage til Kusk, der prikkede den fladt ind i det lange hjørne...
Det var ekstra salt i såret efter forårets svageste præstation og dermed er vi a point med Nordsjælland på tredjepladsen, men med bedre målscore. Fredag venter FCM hjemme, mens Nordsjælland skal til Aalborg - og så er der uanset resultaterne lagt op til en finale i Farum næste mandag!