Kampreferat: Ottende Superliga-hjemmesejr på stribe
Efter premiere-nederlaget til AC Horsens har vi gjort rent bord i Telia Parken med otte sejre på stribe og en målscore på 25-7.
De to hold
Vavro var tilbage efter skaden, der holdt ham ude i Horsens-kampen, og ellers stillede vi med samme hold som sidst. Esbjerg måtte undvære karantæneramte Agus Garcia, men havde til gengæld Austin og Parunashvili tilbage fra karantæne.
Inden kampen overrakte Niels Chr. Holmstrøm det synlige bevis til Robert Skov for at være kåret til månedens spiller for anden gang i træk. Han er også flere gange taget hjem fra Telia Parken med en mega-Carlsberg efter at være kåret til Carlsbergs Man of the Match, men i dag gik den helt fortjent til N'Doye, som leverede en super-præstation, hvor han både kom på tavlen og fremtvang de to straffespark, som Robert udnyttede.
Perfekt start
Efter at vi havde kørt bolden fint og sikkert rundt i rækkerne de første tre minutter, var det en fornøjelse, at vi også kom tidligt foran, da N'Doye headede et perfekt Ankersen-indlæg i netmaskerne fra kanten af det lille felt.
Kort efter var N'Doye tæt på at score igen på endnu et fint Ankersen-indlæg, men denne gang lavede han frispark i forsøget på at nå frem til bolden. Og inden der var gået ti minutter fik han en ganske god skudmulighed efter fint forarbejde af Falk, men måtte se sit skud blokeret.
Jo, en glimrende københavnske start, hvor vi sad fuldstændig på kampen og ikke tillod gæsterne noget som helst. Men sådan blev det ikke ved... Esbjergenserne ville også være med og fik resten af halvlegen (overraskende?) meget boldbesiddelse på vores halvdel. Man fornemmede dog ikke for alvor, at en udligning var lige om hjørnet, for det meste løb ud i sandet, når de forsøgte at spille bolden ind i feltet.
Derfor blev det kun småfarligt på et par hjørnespark og frispark uden for feltet, men egentlige chancer noterede man ikke på blokken.
Svingende 1. halvleg sluttede godt
I den anden ende fik N'Doye derimod hårfint underkendt en scoring i det 17. minut for offside, men ellers skabte vi heller ikke rigtig noget før henne omkring den halve time. Først voldte et Skov-frispark store problemer for Højbjerg, og på det efterfølgende hjørne måtte han helt op i krogen og redde et N'Doye-hovedstød. Endnu et hjørne førte til et mindre københavnsk "skydetelt" - men så var det som om vi igen trak os tilbage, eller også var det Esbjergs fortjeneste, at vi ikke for alvor fik lagt et længere tryk på dem.
Så en lidt svingende kamp med gode og mindre gode perioder - men heldigvis sluttede vi lige så godt af, som vi havde indledt: Joronen sparkede en lang bold op ad banen, og Jonas Wind headede videre til N'Doye, som tog et træk ind i feltet, som måske var lige en anelse for langt - men Højbjerg kom skidt ud og ramte N'Doye i stedet for bolden, og Jens Maae pegede resolut på 11-meter pletten. Nogen mente, den var tvivlsom, men jeres udsendte var (heller) ikke i tvivl om, at den skulle dømmes. Skov var sikkerheden selv og sparkede hårdt til højre for Højbjerg, der tog chancen og gik til venstre.
Skov udnyttede endnu et straffe til N'Doye
Bjelland måtte udgå i pausen til fordel for Papagiannopoulos og sagde selv til Canal 9, at han mærkede noget i baglåret, men regnede med at være klar igen på torsdag.
Efter bare ti minutter var der deja vu i Telia Parken: N'Doye fik straffe, og Robert scorede! Denne gang var kendelsen dog mere tvivlsom, for det så faktisk ud som om, at Rodolph Austin fældede N'Doye lige uden for feltet. Højbjerg gik også til den rigtige side denne gang, men kunne ikke forhindre Robert i at piske sin 17. sæsonscoring i netmaskerne. 17 mål i 32 kampe - det er jo vanvittigt, det han har gang i!!
Chancer til mere end 3-0
3-0 lignede unægtelig en afgørelse, men Esbjerg gav sig ikke - endnu. Efter en times spil fik Essigba en stor mulighed, som Ankersen heldigvis nåede ned og parere til hjørne, og minutter efter hamrede Mathias Kristensen et langskud på træværket. Men så gik gassen også af ballonen, og resten af kampen var bolden stort set kun på københavnske fødder - og vi kunne godt have scoret et par kasser mere.
De største muligheder fik Falk midt i halvlegen samt indskiftede Carlo Holse i tillægstiden, men holdet skal være tilgivet, at de ikke satsede alle kræfterne på at score. Ganske vist havde de for første gang i efteråret alle haft en hel uge uden kampe, men der venter stadig to kampe på torsdag mod Bordeaux og søndag i Haderslev.
Og en 3-0-sejr på hjemmebane skal man ikke beklage sig over - og det var som sagt vores ottende hjemmesejr i træk i Superligaen!