Kampreferat: Sejren fightet hjem efter Pep Biels smukke scoring
De to hold
Tre mand var tilbage fra corona-karantæne, men Wind og Kaufmann blev ikke klar til kamp på grund af småskader, mens Nelsson tog plads på bænken. Eneste ændring siden sidst var derfor, at Wilczek – som ”kun” var syg sidste weekend og ikke corona-positiv – startede i stedet for Højlund. FCN havde Kamaldeen tilbage fra karantæne, men Johan Djourou blev skadet under opvarmningen og måtte erstattes med Mesik.
Nordsjællænderne spillede med kun Kamaldeen helt fremme, mens Rygaard og Francis lå længere tilbage, og det lignede et forsøg på at dæmme op for vores ”nye” måde at spille på med mindre fløjspil og indlæg og mere kombinationsspil i den centrale del af banen.
God københavnsk indledning
De første ti minutter var vi mest og bedst på bolden, men det var lige ved at Rygaard fik en stor skudchance i vores felt, da Zanka blokerede et langskud (ikke med armen, bekræftede VAR), men Rygaard fik ikke fat i bolden.
Den første store chance tilfaldt i stedet Falk kort efter, og han satte det selv op med et af sine karakteristiske ryk op langs midteraksen, hvor han spillede 1-2 med Wilczek, men ikke helt fik kontrol over stikningen i feltet, så Vindahl kunne snuppe hans ikke alt for hårde skud med venstre. Men på en god dag…
Kort efter afsluttede Pep Biel fra kanten af feltet, men ramte for dybt i bolden, som gik et stykke over – og et par minutter senere ville spanieren gerne have haft frispark uden for feltet, men bolden trillede hen til Boilesen, der ikke var mange centimeter for at hamre den op i målhjørnet med et tordnende langskud.
FCN kom godt med i kampen
Det så godt ud de første tyve minutter, hvor vi skød brystkassen frem, pressede dem højt og sad ganske solidt på kampen – men herefter kom hjemmeholdet bedre med og affyrede et par gange deres farligste våben i dag i form af et par hurtige kontraløb til Kamaldeen. Én gang rundede han Kalle og trillede bolden i mål, men var korrekt vinket offside, og lidt efter fulgte Boilesen godt med ham ind i feltet og blokerede hans skud, så det gik tæt forbi til hjørne.
Midt i 1. halvleg måtte Daramy desværre udgå og tog sig til baglåret på vej fra banen, så vi uden at komme i konflikt med GDPR-reglerne nok kan konkludere, at det i hvert fald ikke var en hovedskade. De nærmere undersøgelser må vise, om det betyder tidlig vinterferie, men ind kom i stedet Rasmus Højlund.
Kort før den halve time sendte Zanka en frisk (læs: hård) tilbagelægning tilbage til Kalle, der ikke fik clearet ordentligt, så Rygaard fik en hovedstødschance, men han sendte bolden i nettaget, så vi slap med skrækken.
Flere gode chancer til pauseføring
Efter et par FCN-hjørnespark (de førte vist 6-1 ved pausen i den kategori), som ikke førte til afslutninger, fik vi bedre fat igen og skubbet spillet væk fra vores ende af banen, men der var ikke meget plads at spille på oppe på deres del af banen, hvor de stod lavt og kompakt i kæderne.
Pep Biel fik ti minutter før pausen en god kontrachance, på grænsen til offside, men endte med en ufarlig bold lige til Vindahl. Minutter efter fik Wilczek en endnu større mulighed, da Falk spillede ham fri i feltet med en vidunderlig maskeret aflevering, men polakken sparkede lige på Vindahl, som kom godt ud af sit mål.
I den anden ende skruede Rygaard en lumsk dødbold mod det ene målhjørne, men Kalle havde læst den og var ude i en flyvende semi-TV-redning, som måske var overflødig, når man bagefter studerede boldens retning i slow. Men… better safe than sorry.
Helt safe var vi dog ikke tre minutter før pausen, da Boilesen var ved at blive overløbet af Abu Francis, men kastede sig og prikkede bolden tilbage til Kalle – ikke helt hårdt nok, men stadig bedre end at fælde Francis, som nu nåede at afslutte, men da var Kalle godt ude i ham og blokerede.
I tillægstiden nåede vi også at skabe en kæmpe mulighed for en pauseføring, da Ankersen smed et smukt indlæg ind fra kanten, hvor Højlund – med sin fine næse for at være der hvor det sker – styrede bolden lige over mål fra nært hold.
0-0 ved pausen var egentlig ikke retvisende efter en ganske underholdende halvleg, og skulle nogen have ført (og hvorfor ikke?), burde det have været os, men den sidste skarphed manglede, når chancerne bød sig. Og muligvis også den første og den midterste.
Jævnbyrdig indledning på 2. halvleg
2. halvleg var ret jævnbyrdig i det første kvarters tid, hvor det mest dramatiske var, da Rygaard hamrede et frispark lige i hovedet på kaptajn Zeca, der for et kort øjeblik måtte forlade kommandobroen og sunde sig lidt, før han var klar igen.
Men skuden sejlede støt videre med en solid arbejdsindsats fra alle mand, og med udsigten til at Falk og Zeca nok ikke ville komme på tavlen for tredje kamp i træk, så trak de i stedet et par gule kort for et par hårde frispark, der også lige sendte et statement til resten af holdet: i dag skal der virkelig kæmpes til det yderste, hvis vi skal have noget med hjem.
Efter en times tid vrikkede Wilczek uheldigt og hændeligt om på anklen efter en duel midt på banen, men selv om han længe lå og ømmede sig, var han også klar til at rejse sig og knokle videre for holdet.
Kort efter blev Pep Biel spillet fri i højre side af feltet, men kom lidt for tæt på Vindahl, der igen gik godt ud og parerede afslutningen, og fem minutter senere var spanieren på færde igen, da Boilesen fandt ham med en fornem fremlægning, men heller ikke denne gang fik han prikket bolden forbi den velspillende FCN-keeper.
Tiden gik, og man begyndte så småt at ærgre sig over, at vi ikke havde fået udnyttet bare én af de mange chancer, men spillerne kværnede ufortrødent videre og holdt sig til gameplanen – også da Thomsen 12 minutter før tid afløste Stage.
Efterhånden havde vi bolden mere og mere og var gode til at køre den rundt på deres halvdel og lede efter mulighederne, mens vi samtidig holdt godt øje med deres kontra-ambitioner. Og ni minutter før tid fandt kampen sin afgørelse på smukkeste vis.
Pep fik det svære til at se let ud
Vi byggede et angreb op helt nede bagfra – efter en mistet bold af Thomsen langt oppe på deres halvdel, som han selv løb med tilbage og generobrede – og angrebet endte med at Falk spillede Oviedo til indlæg i venstre side. Han så, at Pep Biel havde søgt en fri position i feltet og fandt ham med et blødt indlæg, og Pep lod lige bolden hoppe engang, inden han med et halvt liggende venstre-vristspark firsttimede den over i det lange hjørne!
En ren delikatesse af den boldbegavede spanier, der som nævnt havde brændt et par chancer før i kampen, men alligevel tog chancen på det ikke alt for nemme indlæg og fik det svære til at se vidunderligt let ud.
Vi holdt hovedet koldt under sidste FCN-satsning
FCN svarede selvfølgelig igen med en offensiv indskiftning, og de forsøgte ihærdigt at lægge pres på for en udligning, men vi holdt hovederne kolde og slap dem ikke frem til noget. Mudrazija afløste Højlund, da de 90 minutter var gået, og dommer Sundberg dekreterede mindst seks minutters tillægstid, og FCN satsede nu hele butikken inklusive baglokalet og lidt af fortovet.
Peter Vindahl gik med frem og prøvede at lave ravage på et par lange Mads Døhr-indkast, og Sadiq kom også til en ganske god skudmulighed på kanten af feltet, men skød heldigvis lige på Kalle. Vi smed måske bolden lidt for hurtigt væk, når vi fik fat i den, men minutterne gik uden at den helt store chance opstod til udligning.
I stedet fik vi en gylden mulighed i 7. tillægsminut, da Vindahl (som for en kort stund var tilbage i eget mål) sparkede bolden lige hen til Wilczek i feltet, men inden han nåede at fyre af mod det halvtomme mål, fløjtede dommeren af. Godt vi allerede var foran på det tidspunkt, ellers havde det slutfløjt nok slået gnister!