Kamil Grabara

Kampreferat: Sejren smuldrede til sidst

De to hold
Vi stillede med de samme 11, som vi efterhånden har gjort i mange kampe, mens Viborg havde Lars Kramer tilbage fra karantæne og også startede med Younes Bakiz i stedet for Sebastian Grønning. Ifølge cheftræner Lars Friis var det taktisk begrundet, da man regnede med at skulle stå længere på banen end normalt.

Diks fik gult kort allerede i andet minut, da han med et højt ben ramte Christian Sørensen i hovedet i en duel ude i siden, men det blev aldrig en hårdt spillet kamp, selv om der i perioder var masser af intensitet og duelspil.

Efter en god indledning på kampen var Zeca tæt på at heade os foran i det ottende minut, da han kom først på et hjørne tæt under mål, men ikke fik fart nok på til at overliste Lucas Lund.

Carlos Zeca


Lidt efter var Bøving ved at nå frem til et godt Stage-indlæg, og Lars Friis fik hurtigt ret i, at de kom til at stå langt tilbage på banen i en formation, der ofte var mest 4-5-1. Men de spillede også deres kontrachancer, når muligheden bød sig, men kom sjældent til afslutninger.

Selv om vi havde bolden mest, kom vi nu heller ikke til alverden, og det var som om vi ledte efter de rigtige værktøjer til at åbne deres defensiv. Høje bolde i feltet blev oftest headet væk af forsvaret, og vores hurtige kombinationsspil lykkedes ikke rigtig, som vi gerne ville.

Efter en halv times tid var Viborg igen farlige på en kontra, men også denne gang gik flaget for offside. Dog først efter at Grot havde fået lov at løbe helt ned i feltet og afslutte, hvor Khocholava i sidste øjeblik nåede at blokere skuddet. Det er stadig svært at vænne sig til den regel om, at der ikke bliver vinket med det samme!

David Khocholava


I den næste periode havde vi for mange boldtab rundt om på banen, og et par udspark fra Grabara sad heller ikke lige i skabet, så det var en rodet affære, hvor vi først kom til noget fire minutter før pausen. Victor Kristiansen rykkede godt til baglinjen og fandt Jonas Wind med et cutback, men hans afslutning sad lige på keeperen.

Da spillerne gik til pause, vidste man godt, at det ville blive endnu en ”tålmodighedstest”. Vi lagde ud med et solidt pres, godt båret frem af opbakningen fra ca. 15.000 tilskuere, men trods masser af tilløb til chancer, opstod der ikke for alvor gode muligheder før midt i halvleg.

William Bøving


Da fandt Victor Kristiansen Jonas Wind med et godt indlæg, men desværre sad hovedstødet inden for keeperens rækkevidde. Viborg svarede igen med et udmærket langskud, som Grabara måtte ud i fuld længde for at redde.

Da der manglede et kvarter, lagde vi for alvor tungt pres på dem, og da Jonas blev fældet uden for feltet i venstre side, skruede Pep Biel dødbolden på ydersiden af stolpen, så nu nærmede vi os.

Pep Biel


Og Pep Biel stod også bag den forløsende scoring til 1-0, da der manglede 13 minutter. Han sendte indskiftede Ísak Jóhannesson afsted i venstre side, og islændingen tog sig tid til at finde den optimale mulighed, nemlig et præcist indlæg gennem feltet til den fremstormende Jens Stage, der bankede bolden i kassen med et hårdt, fladt spark.

Jubel efter scoring


Desværre blev vi få minutter efter tvunget til at bære kaptajnen fra banen, efter at han fik et grimt vrid i knæet på en boldjagt ude i siden. Da førte han allerede tårnhøjt i fansenes afstemning om Carlsbergs Man of the Match, for han havde udrettet et kæmpe løbearbejde og på vanlig vis bremset mange Viborg-opspil med den græske krog. Forhåbentlig er skaden ikke så slem, som man kunne frygte, men det må de næste dage vise.

Carlos Zeca


Skaden gav nogle minutters spilstop, og det bekom tydeligvis Viborg bedst, for snart fik de lagt et tungt pres på os. Vi formåede ikke at bevare roen og spille os ud af presset, så vi kunne flytte spillet frem på banen, og snart regnede det ind med dødbolde fra højre og venstre mod vores tætpakkede felt.

Langt inde i de fem minutters tillægstid havde vi dog bolden oppe på deres halvdel et par gange, men de fik alligevel et hjørne i sidste minut og sendte alle mand frem inklusive keeperen – og hjørnesparket ramte Stage så uheldigt, at han headede bolden ned i græsset og lige op over hovedet på Boilesen inde på stregen – og i mål.

Mere uheldigt kunne det næsten ikke være, men når det er sagt, så havde Viborg som sagt masser af dødbolde, som også kunne være endt med scoring. Vi synes nok, at vi selv smed sejren i det sidste kvarter fra det 80. til det 95. minut, men viborgenserne må også krediteres for at satse hele butikken og fremtvinge udligningen.

Jess Thorup