Kampreferat: Sene sejre kan noget særligt - især i DERBY

Vi kom igennem hele følelsesregistret i dagens DERBY, men det sluttede med de fede følelser, der kommer efter sene sejre, hvor et nederlag truede kort forinden.

Op til kampstart var der tvivl om Viktor Fischer, som fik et skrub under lørdagens træning, men han ville bare ud og spille i dag - ”Det er jo kampe, som dem her, man glæder sig til hele året!” – og så endte han som dobbelt målscorer og matchvinder efter 20 Superligakampe uden scoringer!

Det lignede det nu ikke i starten, for der var kun spillet tre minutter, da Wilczek bragte Brøndby foran (uret viste dog 5:05, men spillet havde været stoppet i to minutter på grund af røg på banen). Hedlund slap fri i venstre side og slog indlæg til bageste stolpe, hvor Bengtsson var uopmærksom på, at Wilczek løb fri, og selv om Kalle Johnsson fik hånden på polakkens hovedstød, slog han bolden ind på sit eget lår, hvorfra den gik i mål.

Efter ti minutter lagde Falk en god bold på tværs i feltet, men i stedet for at trykke af, prøvede Fischer at trække sig fri til en bedre skudposition og mistede bolden. Et par efterfølgende hjørnespark blev clearet af Brøndby-forsvaret, og i det hele taget havde vi det svært i en periode efter målet, selv om vi havde bolden meget.

Spillet bølgede frem og tilbage uden chancer, indtil midt i halvlegen hvor Wilczek igen stod helt fri ved fjerneste stolpe, men headede tæt forbi. Denne gang var Nelsson for langt fra ham på Kaisers indlæg, men vi slap med skrækken.

Minuttet efter havde Zeca et langskud forbi mål, og det kneb stadig med at få sat offensiven ordentligt op. Alligevel fik vi udlignet kort før den halve time! N’Doye stjal bolden fra Rosted og Jung helt ude ved sidelinjen, hvor der næsten gik norsk-tysk pølseret i deres sammenstød, og nede i feltet lagde han bolden perfekt til rette for Fischer, der firsttimede den fladt ind via indersiden af den ene stolpe. Og så var han væk...

Mens holdkammeraterne jublede sammen, tog Fischer en æresrunde langs Nedre C og ned foran Sektionen, og man forstår hans glæde: "Jeg tænkte ikke over det, jeg lod mig rive med! Jeg havde behov for at give noget tilbage til fansene efter mange præstationer uden mål."

Umiddelbart blev det ikke en game-changer, for spillet var fortsat en rodet omgang, men stadig med den der særlige Derby-intensitet, og ingen af holdene kunne siges at dominere spillet. Brøndby stod ofte lavt med fem mand i forsvaret, så vi havde svært ved at komme til noget i åbent spil, men til gengæld var de farlige på kontraer.

Seks minutter før pausen fandt Wilczek en helt fri Kaiser ved fjerneste stolpe, men Kalle gik stærkt ud og gjorde sig bred og afværgede mesterligt hans hovedstød fra nært hold.

Tre store hovedstødschancer, hvoraf det første altså gav mål – men Pieros nåede også at få en chance efter et hjørnespark lige inden pausen, men fik ikke kraft nok i hovedstødet tæt under mål. 1-1 ved pausen kunne vi være mest tilfredse med, når man ser på chancernes størrelse.

Pep Biel afløste Daramy fra 2. halvlegs start for at få gang i vores højre side, der ikke havde skabt meget før pausen, og det hjalp også, at hele holdet kom ud med mere energi, bevægelse og variation i det offensive spil.

Fischer testede Schwäbe med et godt fladt skud, Varela og Bengtsson kom til flere gode indlæg, Pep Biel forsøgte med et langskud – og efter et kvarters tid hev Schwäbe en stor redning frem, da Pieros headede på et Fischer-hjørne.

Det begyndte virkelig at ligne noget, og i lange perioder sværmede vi omkring deres felt og ledte efter mulighederne. Vores dominans var nu massiv, og spillet opfindsomt og varieret – men de store chancer udeblev.

12 minutter før tid sendte N’Doye et tørt hug afsted fra kanten af feltet, efter Falk havde driblet bolden derind, men igen var Schwäbe godt ned og redde gæsterne. Minuttet efter headede N’Doye et flot Zeca-skift lige ind til Falk, der var meget tæt på at overliste Schwäbe med et hovedstød fra nært hold!

Kort efter voldte et Fischer-forsøg Schwäbe problemer, og Santos – der havde afløst Pieros – var lige ved at snuppe returbolden, hvilket udløste et mindre håndgemæng mellem spillerne og et par gule kort til Santos og Maxsø. Men det er vel Derby!

Glemt var 1. halvlegs defensive huller, for nu trak det gevaldigt op til en hjemmesejr, som på det tidspunkt virkede absolut fortjent. Men, men, men... det kunne være gået grueligt galt.

Efter intet at have skabt i 40 minutter fik Brøndby pludselig en trippelchance i samme angreb! Først blev Hedlund spillet helt fri i feltet på en fremlægning fra Maxsø, men Kalle var kold, altså på den rigtige måde, og gik ned og blokerede skuddet. Wilczek samlede op og havde god skudchance, men blev blokeret – hvorefter Tibbling skød tæt forbi.

Minuttet efter skubbede Hedlund bolden det sidste stykke over stregen efter et Rosted-hovedstød, men flaget gik for en hårfin offside på svenskeren, så igen slap vi med skrækken. Men nu var det pludselig en helt anden kamp, hvor momentum var svinget den ”forkerte” vej – og et minut før tid slap Tibbling også helt fri med Kalle, der igen blokerede mesterligt.

Da var Fischer løbet med titlen som Carlsbergs Man of the Match, men havde det ikke været for Kalle, var vi gået tomhændede fra banen – i stedet gik vi med tre point efter endnu en vanvittig vending på kampen!

Mudrazija, indskiftet et minut før tid for Falk, udfordrede Brøndby-forsvaret og driblede i en bevægelse forbi både Frendrup og Rosted, hvorefter han med stort overblik og præcision spillede Fischer helt fri midt i feltet. Han tog sig tid til at stoppe bolden og se sig for, inden han fandt hullet og med et præcist spark sendte bolden ind tæt ved den ene stolpe.

Da var vi virkelig helt oppe og ringe på den store DERBY-klokke, for magen til afslutning skal man lede længe efter!

Det var endda ikke slut endnu, men der skete ikke noget i de fire minutters tillægstid – bortset fra at Santos soldede en stor kontrachance væk, og at vi trak tiden ved enhver given lejlighed. Og så nåede Brøndby lige en sidste dødbold, hvor Schwäbe gik med frem, men som de sparkede for langt og ud over mållinjen, hvorefter Kehlets fløjte lød for sidste gang.