Jordan Larsson og Viktor Claesson

Kampreferat: Sikker sejr over Silkeborg

Det var den hidtil varmeste dag under københavnernes træningsophold i La Manga, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, og den ofte lidt stridbare vind havde lagt sig.

Neestrup havde til lørdagens kamp (der venter endnu en kamp i morgen mod Elche) valgt dette hold: Trott - Huescas, Gabriel, Hatzidiakos (85.: Renecke), Meling - Larsson (74.: West), Froholdt, Delaney (54.: Németh), Robert (69.: Chiakha) - Mattsson, Claesson

>> Se flere macthfacts, actionfotos m.m.

Cirka 50 tilskuere havde fundet vej til Pinatar Arena lidt uden for Murcia, hvor vi senest spillede i 2013 mod sjældnere modstandere fra Kina, Polen og Rumænien, men denne gang var det en god, gammel bekendt i form af Silkeborg, som vi har spillet mange gode træningskampe mod de senere i år.

I efteråret spillede vi to gange 2-2, men denne gang ville Jacob Neestrup og Kent Nielsen gerne have en vinder, så de havde aftalt at skyde straffespark – eller rettere at lade spillerne skyde straffespark – i tilfælde af uafgjort.

Holdkammeraterne på tribunen


1. halvleg
Det blev ikke nødvendigt, for som kampen skred frem, var der aldrig spænding om udfaldet. Det kunne der måske være blevet, hvis Silkeborg havde udnyttet et par foræringer i de første 20 minutter, men skarpheden manglede både i vores forsvarsspil og i deres afslutningsspil.

Efter et kvarters tid spillede Pantelis Hatzidiakos en bold lige i fødderne på Mads Larsen på kanten af vores felt, og han lagde den videre til en helt fri Alexander Simmelhack midt for mål, men Nathan Trott kom hurtigt ud og reddede med en fodparade.

Fem minutter senere snublede Rodrigo Huescas i et tilbageløb, så Anders Klynge fik frit løb ned mod mål, men i hans første kamp efter en lang skadepause manglede han måske den sidste speed, og Gabriel løb ham op og pressede ham til en afslutning, som Trott snuppede.

Nathan Trott


Indimellem havde vi dog et par gode angreb, og blandt andet trak Magnus Mattsson sig godt fri lige uden for deres felt, men skød lige på Nicolai Larsen, og Jordan Larsson afsluttede også en kontra med en afslutning, som blev rettet og gik tæt forbi.

Midt i halvlegen skabte vi endnu en god chance efter et af mange gode, høje pres på Silkeborg-forsvaret, men Roberts afslutning blev blokeret til hjørne.

Robert Silva


Fra da af fik vi bedre og bedre greb om kampen, og Silkeborg var slet ikke så dominerende på bolden, som vi ofte har set dem, og de havde meget svært ved at skabe noget i etableret angrebsspil.

De sidste ti minutter før pausen skabte vi flere gode muligheder, og til sidst gav det bonus – igen efter et godt pres på Silkeborgs boldholder, da Viktor Claesson tacklede bolden fra Pelle Mattsson. Han spillede Jordan Larsson i højre side af feltet, og han tog lige et træk og sparkede bolden fladt over i det lange hjørne.

Jordan Larsson


2. halvleg
Efter pausen sad vi fortsat solidt på spillet, og snart skabte vi igen et par store chancer. Først efter et godt fremstød af Birger Meling, som brød et Silkeborg-opspil og fangede dem i ubalance, og et Robert-indlæg endte lidt tilfældigt hos Jordan, som trykkede af i feltet, men Nicolai Larsen reddede til hjørne.

Hjørnesparket blev forlænget videre inde foran mål, og Claesson tog bolden ned og fyrede af fra nært hold, men igen reddede Nicolai Larsen fremragende og holdt Silkeborg inde i kampen – i hvert fald resultatmæssigt, for spillemæssigt, var de under voldsomt pres.

Og efter en lille times tid fik vi udbytte af overtaget, da vi igen pressede Silkeborg til et boldtab, og Jordan førte bolden ned mod deres felt, tacklede sig forbi en forsvarer og spillede 1-2 med Magnus Mattsson, hvorefter han fra kanten af feltet bankede den fladt ind helt ude ved stolpen.

Magnus Mattsson, Jordan Larsson og Birger Meling


Midt i halvlegen var det tæt på 3-0, da vi endnu engang erobrede bolden på deres halvdel, da de prøvede at bygge op – denne gang var det Victor Froholdt – og Jordan sendte Huescas afsted i højre side, og både Mattsson og Robert var tæt på at nå frem til hans indlæg.

Silkeborg kom for en stund lidt mere på bolden, men stadig uden at skabe noget som helst, og i stedet blev det 3-0 et kvarter før tid. Igen var det den energiske Froholdt, der fik fat i bolden på midten, drev den ned mod feltet, havde flere folk med til højre, men spillede i stedet smart Claesson fri til venstre, hvorfra han passerede Nicolai Larsen.

Viktor Claesson


Da vi havde skiftet tre ud, Hunor Németh for Delaney, Amin Chiakha for Robert og Liam West for Jordan, men de faldt godt ind i rollerne og fastholdt gameplanen.

Det var tæt på at føre til 4-0, da Froholdt sendte Meling til baglinjen, men hverken Chiakha eller Huescas fik fat i indlægget. I stedet kom Silkeborg til deres eneste chance i hele 2. halvleg, da indskiftede Callum McCowatt fik bolden på kanten af feltet, men bragede den lange over mål.

Waylon Renecke fik de sidste minutter for Hatzidiakos i en kamp, som altså gav vores fjerde træningssejr på stribe uden at lukke mål ind efter en solid indsats, hvor mange igen viste sig godt frem og leverede den vare, som trænerne har terpet på træningsbanen den sidste måneds tid.