Pep Biel

Kampreferat: Skidt fra start i flotte rammer

Sæsonpremieren kunne ikke have fået en bedre optakt – eller et værre udfald…

Inden kampen gik 8.000 F.C. Københavnere i klubmarch fra Kgs. Nytorv til Parken og fik ved søerne følgeskab af spillerne på det sidste stykke forbi Trianglen og op ad Øster Alle.

Klubmarch gennem København
Foto: Tobias Jørgensen, FCK Fanklub


Tilskuerrekord til sæsonpremiere
Solen skinnede, og vi satte tilskuerrekord til en sæsonpremiere med 22.184 tilskuere, som glædede sig til at se de danske mestre tage det første skridt mod et titelforsvar.

Men højt at flyve, dybt at falde. Et par timer senere gik alle skuffede hjem, hvis de da ikke lige skulle med spillerbussen eller fanbussen til Horsens med en 1-0-sejr i bagagen.

Bag slutcifrene gemmer sig 76-24 i boldbesiddelse, 11-1 i hjørnespark, 16-5 i afslutninger i vores favør, men det kan vi jo ikke bruge til så meget – andet end til at underbygge, at vi rent faktisk dominerede stort set hele kampen og med lidt mere præcision og effektivitet også havde scoret et par gange.

Så mulighederne var der, men vi skabte ikke nok – og det vi skabte, udnyttede vi ikke godt nok.

Udmærket indledning
Vi indledte kampen udmærket, men fik en advarsel efter ni minutter, da Søren Tengstedt lidt for let afdriblede Vavro og udplacerede Grabara – men efter et VAR-tjek annullerede Jakob Kehlet det, fordi Anders K. Jacobsen stod i offside-position og samtidig generede Grabaras udsyn.

Fem minutter efter burde vi være kommet foran efter en trippel-chance. Først halvklarede Matej Delac et fladt langskud fra Hákon Haraldsson, hvorefter Isak Jóhannesson ikke afsluttede godt nok, så Delac igen halvklarede, hvorefter Isak spillede Claesson, som fra kanten af feltet hamrede bolden forbi.

Hákon Arnar Haraldsson
Foto: Jan Christensen, Getty Images


Efter 20 minutter var Claesson tæt på igen, da han trak ned mod Horsens-feltet og fyrede af fra kanten af feltet, men skød forbi.

Horsens var også tæt på
På det tidspunkt så det fint nok ud, for vi dominerede spillet godt, men bare to minutter senere gav vi en stor chance væk, da Tengstedt smuttede forbi Boilesen på baglinjen og Vavro måtte redde på målstregen, da Grabara var passeret.

Kort efter mistede vi bolden midt på deres halvdel, og efter en hurtig kontra var Tengstedt igen på skudhold i vores felt, men denne gang nåede Boilesen godt ned og tackle.

Så selv om Horsens oftest stod meget lavt og kompakt, så havde de muligheder i den anden ende og var ganske godt med i kampen en periode, hvor vi kæmpede med at finde rytmen i offensiven.

Vi faldt nok for meget i tempo i forsøget på at finde løsninger oppe på den sidste tredjedel, og det lykkedes ikke rigtig at sætte nogen i scene, så det kunne blive farligt.

Rasmus Falk
Foto: Jan Christensen, Getty Images


1-1 i VAR-annullerede mål
Efter 40 minutter lykkedes vi dog nærmest til perfektion med et kvikt opspil og en præcis afslutning. Hákon førte bolden frem og spillede Pep Biel, som sendte Jelert til baglinjen, og på hans cutback dukkede Hákon op og firsttimede bolden i nettet. Smukt, men desværre forgæves, for Claesson stod i offside-position tæt på Delac og blev efter endnu et VAR-tjek vurderet til også at have generet målmanden.

Den var ikke lige så oplagt som den, Horsens fik annulleret, men hvis man nu ser bort fra den, så kan man nok godt argumentere for, at Delac blev distraheret, selv om hans udsyn ikke var generet.

Inden pausen sendte Pep Biel et fladt langskud tæt forbi, Isak Johannesson fik en god mulighed, men blev tacklet i skudøjeblikket, og Claesson var i de sidste sekunder tæt på at skovle et hjørne ind ved fjerneste stolpe.

Alt i alt en godkendt 1. halvleg, selv om Horsens kom til lidt vel rigeligt og med lidt held også var kommet foran.

Efter pausen kom Marko Stamenic på banen i stedet for Falk, og vi fortsatte hvor vi slap hvad angår dominans og spil på deres halvdel – men vi havde nu meget sværere ved at skabe noget, der lignede chancer.

Marko Stamenic
Foto: Jan Christensen, Getty Images


Et hårdt, fladt Vavro-langskud, som Delac måtte give hjørne på, var det eneste, da uret rundede 60 minutter – og minuttet efter kom vi bagud.

Horsens foran efter en time
I første omgang blokerede Lerager et langskudsforsøg fra Musonda, men bolden endte lidt tilfældigt hos Anders K. Jacobsen, der hurtigt spillede Musonda fri til skud, og så satte han den uden for Grabaras rækkevidde. Og denne gang stod ingen offside eller generede Grabaras udsyn…

Kort før havde Ankersen og Victor Kristiansen afløst Diks og Jelert på backerne, og lidt efter kom Roony Bardghji også ind for Isak Johannesson.

Desværre fortsatte kampbilledet fra halvlegens første kvarter, hvor vi var meget på bolden, men bare ikke skabte noget særligt. Det er svært at forklare hvorfor, for det så ikke ud til at være viljen, der manglede – vi blev i hvert fald ved med at forsøge at finde løsninger, og det er jo set før, at det ikke altid lykkes, som man gerne vil.

Victor Kristiansen
Foto: Jan Christensen, Getty Images


Vi blev aldrig farlige
Horsens stod stadig godt og kompakt og gav intet væk, bortset fra endnu en Delac-retur på et Lerager-langskud et kvarter før tid, men Roony sendte returbolden over mål.

Babacar fik det sidste kvarter for Lerager, men trods en del frispark og hjørnespark fik vi heller ikke sat ham i scene, og heller ikke Claesson, da han mod slutningen blev sendt helt frem i angrebet.

I de 6-7 minutters tillægstid gik Grabara også med frem på et par dødbolde, men heller ikke det hjalp, og til sidst fløjtede Kehlet for sidste gang i dag.

"Vi kunne spille herfra og til juleaften uden at score," sagde Boilesen bagefter, så lad os håbe julen falder fem måneder før den plejer...

Skuffelsen og frustrationen var forståelig både på og uden for banen, men der er nu en uge på træningsbanen til at tage ved lære, lægge det bag sig og forberede sig på udekampen i Aalborg næste søndag. Vinder vi den, har vi stadig flere point end efter de to første runder i sidste sæson…