Kampreferat: Søn vs. FCK
Efter torsdagens gaber i UEFA Cuppen var det atter tid til for Backes tropper at fokusere på SAS Ligaen igen, hvor oprykkerne fra SønderjyskE tog imod på Haderslev Fodboldstadion. En enkelt ændring i startopstillingen havde cheftræner Backe foretaget, idet Saarinen afløste Ijeh. Det betød at Allbäck rykkede op som frontangriber ved siden af Álvaro, mens Elrio trak ind som central midtbaneomdrejningspunkt.
Med hal-bal-musikken stadig syngende for ørene, med især det der må betegnes som en rimende egnsklassiker; "Personality - Københavner-ski", som vedhængende skulle løverne forsøge at finde personligheden og ståstedet igen efter den beskedne indsats forleden mod Carmarthen Town i PARKEN. En opgave der blev umiddelbart besværet fra start, da stadion-speakerens hold-opstilling-præsentation kort før kampstart kun afslørede ti løver på banen fra start! Fejlen blev dog med et godmodigt tilløb rettet til og så blev en "Jari" Saarinen med et uoplyst rygnummer annonceret som den "mystiske" ellevte mand.
Med rammerne således helt på plads kunne dagens opgør begynde og dét med hjemmeholdet med en smule mere puls end løverne. Midtbanespilleren Simon Poulsen, der i dag spillede sin sidste kamp for SønderjyskE inden skiftet til FCM, sendte læderet et stykke over mål efter blot tredive sekunder, men afslutningen skulle vise sig at være noget af en enlig svale i kampens første kvarter, hvor dagens aktører i den grad følte hinanden an på tænderne.
Det gav en masse spil på midtbanen og mindre i de to målfelter og styrkeprøven mellem Peter Sand/Henrik Jørgensen og Linderoth/Elrio faldt indledningsvist ud til hjemmeholdets fordel. Den smule overvægt i boldbesiddelse benyttede sønderjyderne til et par forkølede afslutninger i den mildt sagt ganske lidt velspillede indledning på kampen. Omkring det rundede kvarter mistede Gravgaard en nem bold og det gav kampens første store chance, da Peter Nymann slap fri, men med et skud 20-25 meter over mål fra en ganske god position kandiderede afslutningen mere til et Field Goal i amerikansk stil.
Mens hjemmeholdet trods alt kom til chancer, så det sløjt ud med gæsternes angrebsspil. Med passive kanter og en midtbane uden gennemslagskraft tilspillede løverne sig intet konkret. Derfor skulle der også et par dødbolde til førend københavnerne gjorde opmærksom på tilstedeværelsen i sønderjydernes målfelt. Til gengæld blev det også farligt, da først Michael Gravgaard headede i nettaget ,hvorefter Silberbauer headede på tværribben. Returen drattede ned for fødderne af Allbäck, men den svenske landsholdsspiller måtte se sin afslutning blokeret tæt inde ved mål.
De københavnske chancer gav en smule optimisme, der endda blev forstærket, da Saarinen fem minutter senere fik kantet sig forbi et par mand med en blød trille-afslutningen på det yderste af stolpen til følge.
Således ganske næsvise steg håbet om at løverne ville sætte sig på kampen og oprykkerne, men da Byens Hold hurtigt faldt tilbage i de indledende dårlige vaner forsvandt det tilkæmpede momentum prompte.
Til al held formåede værterne ikke at lukrere på gæsternes passivitet selvom en af hjemmeholdets bedste kampen igennem, Peter Sand, havde et godt hovedstød mod mål.
Med ti minutter tilbage af halvlegen bragte Bo Svensson sig for alvor i fokus. Det skete da forsvarsspilleren først kom i clinch med hjemmeholdets Henrik Hansen, der drattede omkuld efter et Svensson-skub. I skærmydslerne gjorde Hansen sig lige så upopulær hos dommer Rasmussen, der endte med at taksere den lidet charmerende episode med et gult kort til hver.
Dernæst gav en forsvarsfejl af Svensson kort efter en mulighed til Peter Sand, der dog sendte bolden forbi mål.
Med den lidet seværdige halvleg lakkende mod ende tilkæmpede løverne sig et frispark få meter udenfor feltet. Og såmænd om ikke Bergdølmo eksekverede dette med sjælden finesse, da bolden blev sendt til højre om muren og op i trekanten. Et smukt mål og nordmandens første for klubben -og så klart kampens mest oplivende øjeblik set med københavnske briller.
Den flotte scoring lukkede halvlegen og åbnede anden op med et uventet godt udgangspunkt, men det gode afsæt inden de sidste 45 minutter blev dog ikke anvendt synderligt godt, idet hjemmeholdet hurtigt viste sig som mest aggressive i jagten på udligningen. Kenneth From sendte et advarselsskud af kort inde i anden omgang. Herefter fik løvernes defensiv mere styr på sønderjyderne, der ofte løb panden mod muren i anden halvleg.
Den godkendte defensiv var vel også det bedste indslag fra Backes mandskabs side i anden halvleg, der formede sig jævnt kedeligt. Et halvt gennemspillet angreb blev det ungefær til, og der skulle igen en dødbold til, før gæsterne igen truede hjemmeholdets mål. Det blev det så sandelig også, da Allbäck efter et hjørnespark ti minutter inde headede på trekantsammenføjningen.
Afslutningen der snildt kunne havde fordoblet scoren skulle samtidig vise sig at være løvernes sidste af slagsen i kampen. Således koncentreredes indsatsen helt og aldeles om det defensive, og da hjemmeholdet som nævnt havde store kvaler med at bryde igennem den hvide mur, blev de 7.331 tilskuere vidner til en temmelig uinspireret anden halvleg, hvor afslutninger var en absolut mangelvare.
Med spillet således afviklet langt fra værtenes målfelt, blev Álvaro skiftet ud med 25 minutter igen og den ellers så besindige brasilianer lod alle vide sin frustration over eget spil, da en vandflaske ved sidelinien blev offer for Álvaros vel nok eneste velanrettede spark i kampen. Det kostede et gult kort og en pæn slat til bødekassen.
Med et kvarter tilbage forsøgte træner Søren Kusk sig med en dobbeltindskiftning af Jacob Olesen og Martin Thomsen, men lige lidt hjalp det for hjemmeholdet, der i den resterende del af kampen brugte mere tid på at brokke sig over dommer Rasmussen, der i kampens forløb diskede op med flere kuriøse kendelser, end at jagte udligningen, selvom en afslutning af Simon Poulsen med ti minutter tilbage efter et hjørnespark ikke var helt ueffen.
Det blev således til en smal sejr til løverne på Bergdølmos første mål for klubben. En sejr, der dog må betegnes som uden sødme, for det var en uinspireret indsats, der skaffede de tre point på kontoen. Næste kamp for løverne bliver på hjemmearenaen, PARKEN, på søndag når efterårssæsonens positive overraskelse, Viborg, kommer på besøg.